Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Bilbo og de tretten små dværge

’Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark’ – den anden film i Peter Jacksons tredelte filmatisering af J.R.R. Tolkiens ’Hobbitten’ er en væsentlig bedre og mere tilfredsstillende oplevelse end den første film. Den kunne dog godt have været lidt kortere
For det meste føler man sig faktisk i godt selskab med Bilbo – der med ringen, han tog fra Gollum i lommen, er blevet noget mere modig og blodtørstig.

SF Film

Kultur
12. december 2013

Da dragen Smaug efter cirka to timers spilletid endelig dukker op i Peter Jacksons anden film om hobbitten Bilbos eventyr, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, er han præcis så stor, veltalende, skræmmende og farlig, som han skal være – det er jo trods alt den, hvis navn indgår i filmens titel, man sidder og venter på.

Det er tidens mest populære britiske skuespiller, Benedict Cumberbatch (hovedrollen i Sherlock), som leverer Smaugs tordnende stemme – man kan høre, det er ham, hvis man lytter godt efter; resten sørger Peter Jackson og hans computer- og effekttroldmænd og -kvinder for.

Smaug er stor som et hus, ja, flere huse, store huse, og han spyr ild, når han bliver træt af at tale og lege med lille Bilbo (Martin Freeman, der i øvrigt spiller doktor Watson i Sherlock), som ellers gør sit bedste for at smigre den mægtige drage.

Et højt tempo

Som om stakkels Bilbo ikke har været igennem mere end nok på sit nu snart seks timer lange togt fra Herredet til dværgkongeriget Erebor i Det Ensomme Bjerg, hvor Smaug har bortjaget dværgene og i bogstaveligste forstand har lagt beslag på deres kolossale skatte af guld og ædlestene.

Sammen med de 13 dværge og troldmanden Gandalf (Ian McKellen), der dukkede op på Bilbos dørtrin i den første film, Hobbitten: En uventet rejse (2012), har Bilbo overlevet alt fra orker og gobliner til gigantiske edderkopper, en sulten og snedig skabning ved navn Gollum og mørkets øvrige kræfter, der er ved at samle sig i Midgård på foranledning af en mystisk necromancer.

Et lille tilbageblik til tiden lige før den første film sætter i begyndelsen af Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark ganske fikst scenen for resten af filmen, så også de, der først går ombord i eventyret nu, kan følge med.

Og så er det ellers afsted mod Erebor, hvor dværgene med kong Thorin (Richard Armitage) i spidsen vil generobre guldskatten og en hvid ædelsten, hvis ejermand vil kunne samle de syv dværgkongeriger. Tempoet er højt, humøret ofte lige så, selv om de dramatiske hændelser, der indimellem er ved at tage livet af Bilbo og de 13 dværge, lægger en dæmper på udskejelserne. Men morsom og en ren rustjebanetur er især scenen, hvor vores helte stikker af fra skovelverne ned ad en rivende flod i vintønder, mens de beskydes af orker fra begge breder. Den oplevelse tager også pusten fra publikum.

En bedre film

Nogle gange føles det, som om man er med i et computerspil, hvor man som Bilbo skal nedkæmpe så og så mange modstandere og så en ’boss’, en hovedmodstander, inden man kan komme videre til næste niveau. Det bliver lidt langtrukkent og uinspireret på trods af al balladen og Howard Shores alt andet end diskrete musik, hvilket måske også hænger sammen med, at Hobbitten er en forholdsvis kort bog, der er blevet strukket til hele tre film.

Men for det meste føler man sig faktisk i godt selskab med Bilbo – der med ringen, han tog fra Gollum i lommen, er blevet noget mere modig og blodtørstig, end han var hjemme i Herredet – og Gandalf, dværgene og de elvere, som Bilbo og Co. møder undervejs. Dermed også være sagt, at Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark er en bedre film end Hobbitten: En uventet rejse. Den er mere jævnt fortalt, flytter sig hele tiden raskt fremad og har ikke nogen af de irriterende scener – hvor dværgene synger, vasker op eller bader i elvernes springvand – som skæmmede den første film.

I enkelte scener er mødet mellem digitale effekter og fysiske genstande ikke så lydefri, som det burde være, den fremskredne teknologi taget i betragtning. Men ellers er det en vanvittig flot film – Peter Jackson er en verdensbygger af format, og Smaug og dværgenes underjordiske by tager sig fantastiske ud – og selv det forkætrede HFR (Higher Frame Rate), som fik nogle billeder i Hobbitten til at ligne billig video, ser bedre ud i Hobbitten 2. Måske fordi man har vænnet sig til det, måske fordi Jackson og hans fotograf har lært at bruge det ordentligt. I hvert fald giver det billederne en sjælden skarphed og stærk farveholdning, der især gør sig godt i udendørsscener.

Hvad angår 3D-effekterne, så kan jeg personligt godt undvære dem, selv om der da af og til bliver smidt ting i hovedet på publikum.

Et kantet beskendtskab

Bilbo er et mere kantet og mindre imødekommende bekendtskab end Ringenes Herres Frodo, hvilket også gør ham mere spændende som figur. Ringen, Bilbo tog fra Gollum, påvirker hans personlighed, som den påvirker Frodos, og mon ikke man får lov til at se flere af Bilbos mørke sider i den næste og sidste af de tre Hobbitten-film.

Thorin er den mest interessante af dværgene – for ham er der meget på spil – men han er også en noget sammenbidt herre, og kontrasten til hans ofte fjollede artsfæller er stor. Han er en tragisk skikkelse, de hører mestendels til i en falden på halen-komedie, og de fungerer ikke altid sammen.

Endelig folder Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark historiens temaer ud, hvad enten det – som for Bilbo – handler om at finde det mod, man ikke troede, man havde, eller – man som for Thorin – ikke lader sig korrumpere af alt den rigdom og magt, man kan opnå. Samtidig er Midgårds skæbne på spil, og som i Ringenes Herre lader Peter Jackson Gandalf forfølge sin egen dagsorden, mens Bilbo og dværgene kæmper sig vej mod Erebor. Det handler om den onde troldmand Saurons tilbagekomst og er blevet forstærket i filmversionen af Hobbitten i forhold til bogen, hvorfor Hobbitten-trilogien i høj grad vil ende med at lægge op til Ringenes Herre.

I bund og grund fortæller de to trilogier den samme episke og på én gang tragiske og opbyggelige historie om kampen mellem godt og ondt og det undseelige individ, der kan gøre en stor forskel.

 

’Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark’ Instruktion: Peter Jackson. Manuskript: Fran Walsh, Philippa Boyens, Peter Jackson og Guillermo del Toro. Amerikansk (Biografer verden over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her