Læsetid: 4 min.

Den farvede franske general

Tom Reiss’ bog er en medrivende skildring af det franske samfund før og under revolutionen – med Napoleons svigt af revolutionens idealer og genindførelsen af slaveriet som et par af de store temaer
23. december 2013

Undertitlen siger næsten det hele. Bogen handler om en fransk general fra revolutionstiden, født i 1762 i den daværende franske koloni Saint-Domingue, vore dages Haiti, af en sort mor og en hvid fransk aristokrat, der så vidt vides aldrig udførte en dags arbejde, bortset fra at han bedrog sin hårdtarbejdende bror og solgte sin ti-årige søn som slave for at få råd til at vende tilbage til Frankrig og kræve sin fædrene arv. Han frikøbte dog sønnen senere og gav ham en glimrende uddannelse i Paris.

Denne søn var begavet med et smukt udseende og store kræfter og blev en af tidens dygtigste med sabel og kårde. Efter faderens ægteskab med sin husholderske meldte han sig i 1786 efter et liv i ødsel lediggang til den franske hær som dragon – en betegnelse vi i en af de mange kulturhistoriske sideoplysninger, bogen er spækket med, får at vide faktisk betyder drage på fransk med reference til ildsprudende ryttere. Men han tjente som menig, der var ikke penge til en officersbestalling i det førrevolutionære system. Militærlivet bekom åbenbart den unge mand med de mange kræfter godt, og han tjente med succes i grænseegnene mod de østrigske Nederlande, vore dages Belgien. Med den baggrund var det muligt for Alex Dumas, som han nu kaldte sig for ikke at anvende faderens adelige titel, at tjene sig op i graderne, da revolutionen brød ud i sommeren 1789, og der blev plads til initiativlystne mænd. Vejen fra korporal til general var ikke unormal under revolutionen, selv om Alex Dumas’ karriere må siges at være en af de mere spektakulære, også i betragtning af hans hudfarve.

Greven af Monte Cristo

Men denne skildring er kun den ene del af bogens begrundelse og plot. Den anden er hovedpersonens rolle som forlæg for en af alle tiders mest elskede eventyrromaner, sønnen Alexandre Dumas’ bog Greven af Monte Cristo om den unge Edmond Dantès, der uretfærdigt anklaget henslæber et langt liv i fængsel på øen If ud for Marseille, undslipper, finder en stor skat og hævner sig på sine fjender. Dumas père (far), som forfatteren Dumas kaldte sig til forskel fra sønnen, der skrev den roman, som blev til forlæg for operaen La Traviata, har selv i sine erindringer skildret sin højt elskede og beundrede fars liv og karriere, selv om denne døde da han kun var fire år. Og aldrig fik en uddannelse, der svarede til hans evner pga. familiens fattigdom. En fattigdom, der skyldtes smålig hævn og misundelse fra den kejser Napoleon, som Alex Dumas havde gjort tjeneste med og under i Italien 1797 og Egypten 1798-99. Kombineret med den racisme, der gjorde sig gældende efter det revolutionære ti-års ligestilling af alle mennesker (i hvert fald mænd) uanset race og stand.

Skildringen af Napoleons ansvar for denne pervertering af revolutionens idealer og genindførelse af slaveriet er et af de store temaer i Tom Reiss’ medrivende og pulitzerbelønnede storværk, sammen med hans systematiske sammenligning af det franske samfunds farveblindhed med racismen i det samtidige – og senere – britiske og amerikanske.

Reiss er journalist, men har gjort en kæmpeindsats for at finde al dokumentation om den farvede franske generals begivenhedsrige liv. Og det er umådeligt meget. Bogen åbner næsten som kriminalroman med hans jagt på arkivalierne i en lille nordfransk by, hvor der findes et museum for de tre Dumas’er. Desværre ankommer han lige efter, at den samvittighedsfulde arkivar er død, efterladende et pengeskab fuldt af hidtil uudnyttede arkivalier, men uden at have skrevet koden til skabet ned. Det lykkes Tom Reiss efter mange gentagne besøg, en opdyrkelse af venskab med det lokale Dumas-selskab og en beskeden bestikkelse på 2.000 euro at få åbnet pengeskabet og affotograferet det meste af indholdet.

Dygtigere end Napoleon

Men det er kun en del af den store jagt på kildemateriale, der har ført ham i sporene fra Haiti til Normandiet, til Alperne, til Kairo – hvor han besøgte Napoleons Institut d’Egypte samme dag i december 2011, hvor det gik op i flammer som resultat af kampene på Tahrir-pladsen – til Taranto i Syditalien, hvor Dumas henslæbte to år i fangenskab, efter at han blev taget til fange under sin hjemrejse fra invasionen i Egypten, hvor han gjorde en noget bedre figur end Napoleon ifølge de arabiske kilder.

Der er talrige spor at følge i denne rige og velskrevne bog. Man får et indtryk af slaveøkonomien i Saint-Domingue, en alternativ fremstilling af den franske revolution, en udlevering af Napoleons smålighed og svigt af revolutionens idealer, en realistisk skildring af det mislykkede felttog i Egypten og meget meget mere, foruden en nøgle til forfatteren Alexandre Dumas’ store litterære produktion.

Men først og fremmest en skildring af et fransk samfund før og under revolutionen, der ikke var gennemsyret af den britiske, amerikanske og senere franske racisme. Ikke romantiseret, men nøgternt skildret, også med al den forfærdende brutalitet, som slaveejerne udviste. Det er på den måde en øjenåbner for en dansk læser, der mindes om, at vi også havde en aktie i slaveriet og slaveøkonomien i Vestindien, og at der også i København blev ført retssager af slaveejere for at få deres slaver tilbage, selv om de var undsluppet trældommen. En historie, der ikke er så fjern, som mange håber.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars R. Hansen
Lars R. Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu