Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Følelsen Justin skal ikke blive ældre

Modsat Justin Bieber-filmen ’Never Say Never’ er opfølgeren ’Believe’ om popstjernens virile, halvnøgne år med dunoverskæg kun egnet for forelskede fans, der vil aes på de trygge fanfølelser. For nu skal hver en teenagefan være Justins ubekymrede mor
Kultur
20. december 2013

Det er jul, jeg er en pige på 13 år eller deromkring, jeg befinder mig i en scene i et af YouTube-amatørklippene i den nye Justin Bieber-dokumentar Believe. Jeg sidder på hug i natkjole hjemme på gulvet foran juletræet, min far filmer mig med sin mobiltelefon. Jeg flår mine forældres gave op og ved, at hvis den ikke er, hvad jeg håber på, så er alt lige meget.

Men er det Justin Bieber-bogen, så er jeg lykkelig. For der findes kun ekstasen og savnet i mine pulsslag. Justin Bieber, min kærlighed til ham, og min kærlighed til min kærlighed til ham, fylder mig op. Jeg øver følelser på Justin Bieber, min smag for musik og for drenge, for drenges bare maver og smukke læber. Alt er en både pirrende og tryg førstegangsfølelse med Justin Bieber, med hans musik i ørerne, med hans øjne på mig fra plakaterne på værelset, og på mig, da han nu smiler fra bogen i min hånd. Og der er koncertbilletter inde i bogen, og har jeg nogensinde været lykkelig, så er det her lykkelig.

Så jeg skriger, og min far filmer mig som en lun velsignelse af mine selvforstærkende følelser, og så bryder jeg sammen, så græder og græder og græder jeg, så hulker jeg med panden mod gulvet, foran min forvirrede lillebror bag juletræet, det uforstående vidne, foran min far, som stadig filmer, og min mor, som spørger »Det er glædestårer, ikke?« og »Nu skal du stoppe«.

Ikke filmanmelder

Jeg er en Justin Bieber-fan, jeg er en ægte identitetsopbyggelig og indfølt en af slagsen, en af de ’beliebers,’ som vi ser i den fanhyldende dokumentarfilm. Måske er jeg den voksne mand, der har tatoveret Justins ansigt på sin venstre lårbamse. Måske er jeg hende med bøjlen, der møder Biebers manager, Scooter Brown, og i benovelse sværger: »Det her kommer jeg til at fortælle mine børn og børnebørn og oldebørn og tiptiptiptiptiptiptipoldebørn!«

Eller måske er jeg bare den pige, eller dreng, der sad i kø til filmens danmarkspremiere i går. I hvert fald kan jeg ikke være 30-årige filmanmelder-Katrine, for filmanmelder-Katrine kan ikke mærke i maven, hjertet eller tårekanalerne, hvordan Believe er andet end en collage af overflade – og det, selv om Katrine hører Bieber-hittet »As long as you love me« på repeat som hjerne-fluffer under denne skrivning og har set Jon M. Chus første Bieber-dokumentar og -koncertfilm, Never Say Never (2011), to gange og elsket den opbyggelige talenthistorie, som udover nuttethed og fanselvsving var et ret præcist generations- og kulturportræt.

Denne 30-årige filmanmelder kan ikke lide Believe. Hun kan interessere sig for, men ikke forstå den øvelse, der er kærligheden-i-sig-selv til nu 19-årige Bieber, og hun har ikke fortjent at sidde til midnatspressevisning natten til i går og være en af de første danskere, der ser filmen, for Believe er en film udelukkende til de hovedkuldsforelskede fans. Den rækker ikke ud over sit fanunivers. Den vil ikke forklare Justin Bieber eller analysere ham, finde nye indgange til ham og hans historie.

Believe vil bare placere Justin Bieber i smasken på eget brand, den vil udglatte alle anklager, den vil ikke undersøge, som den ellers påstår, men derimod udligne alle de bekymringer, man ellers kunne have for en pandehårsdreng, der blev verdensstjerne og nu er en mavemuskelpumpet 19-årig fyr med pikspillerattitude og dyb røst. Intet har ændret sig for ham, der ellers slog ud efter en paparazzifotograf, ham, der gik fra kæresten Selena Gomez og gik til ludere i stedet, påstår tabloidpressen.

Justin vil altid være den samme, vi filmen fortælle os. Og den fortælling er ikke for filmanmelder-Katrine, men for den fan, der bruger kærligheden til Justin til trygt at lære at elske.

En god dreng

Believe skal i stedet forstås som en lang række pirrende, men fremdriftsløse elementer af vellystig Justin-nærvær, der kan tilfredsstille dem, der allerede er fyldt af Justin Bieber. Dem, der vil græde med ham, når hans lille syge veninde, Mrs. Bieber, dør i filmen og som vil tro på, at det er musikken, det hele drejer sig om, når han klemter på klaveret og skribler tekster ned.

Bieber skal ikke være en udfordring i teenagelivet, han skal være pubertetens og selvudviklingens trygge projektionsflade, Bieber skal være tre varme selfie-smil og en drenget veltrimmet overkrop på vores mobil hver dag. Ham der elsker os. Bieber skal være små erotiske strøg af tryg lyst i vores prædebuterende sexliv. Han skal ikke tage os i vores drømme. Derfor ser vi hans sixpack-mave og gryende dun på overlæben i filmen, og overbevises om, at han stadig er en god dreng, som han, smilende som en pressemeddelelse, forsikrer om i et slags bekymringsinterview med instruktør Jon M. Chu. Justin Bieber er mors dreng.

»Jeg har mine fans til at passe på mig,« siger han endda. Det er os, der skal fastholdes i forelskelsen. Ikke den kritiske anmelder.

’Believe’. Instruktion og manuskript: Jon M. Chu. Amerikansk. (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her