Læsetid: 5 min.

Den fortrængte krig

Detaljerig og kritisk bog om det blodige opgør i Korea 1950-53
Den amerikansk ledede kamp mod det kommunistiske Nordkorea, der nær havde udløst en verdenskrig, blev på flere måder en forfærdende generalprøve på Vietnam-krigen 20 år senere.

Den amerikansk ledede kamp mod det kommunistiske Nordkorea, der nær havde udløst en verdenskrig, blev på flere måder en forfærdende generalprøve på Vietnam-krigen 20 år senere.

Scanpix

28. december 2013

Danmark deltog med et hospitalsskib. Tilstrækkelig gammel huskes det hvide skib, Jutlandia, der stod ud fra Langelinie med danske læger og sygeplejersker. De vendte hjem som nationens helte. Den danske hospitalsstab havde behandlet sårede fra fronten i en konflikt, som få af soldaterne forstod meningen med, og som stadig flere i krigens forløb direkte vendte sig imod.

I flere henseender blev den amerikansk ledede kamp mod det kommunistiske Nordkorea, der nær havde udløst en verdenskrig, en forfærdende generalprøve på Vietnam-krigen 20 år senere. Nogle finder endog paralleller i den amerikanske beslutningsproces, der endnu senere førte til krigen i Irak.

Amerikanske topfolk i Washington drog de forkerte slutninger af erfaringerne i Korea. Amerikanerne mente efter 1953, at USA med sit potentiale altid – som med Japan – ville kunne vinde konflikter mod ringere udstyrede (asiatiske) modstandere, samt at en nok så tvivlsom allieret diktator var værd at støtte militært, når det var kommunismen, der skulle bekæmpes. Begge opfattelser var mangelfulde. Vietnam var ikke Korea, Korea ikke Japan, og fejlanalyserne stortrivedes.

USA havde efter Japans nederlag i 1945 halvhjertet besat den sydlige del af Korea med en kunstigt trukket grænse ved 38. breddegrad. Nord herfor var sovjetisk/kinesisk interesseområde, hvor Kim Il Sung siden etablerede sig som enehersker, mens amerikanerne støttede den brutale gennemkorrupte Syngman Rhee i syd. Washington kom efter flere uklare signaler senere i tanke om, at Korea var strategisk vigtigt. Denne forsinkede erkendelse indgød kommunisterne den opfattelse, at der var frit spil. Kim Il Sung, bedstefar til den nuværende diktator i Nordkorea, invaderede herefter uden varsel med overvældende styrke det reelt forsvarsløse Sydkorea. USA blev taget på sengen og fastholdt lige akkurat en forsvarsring om den østlige havneby Pusan, alarmerede Sikkerhedsrådet og fik medlemslandene minus Sovjet med i en militær modaktion. Koreakrigen var en realitet. Præsident Truman frygtede ifølge egne erindringer at gøre sig skyld i et nyt München og slog til.

Bitre soldater

Denne overvejende glemte krigs konsekvenser deler fortsat Korea ved 38. breddegrad og uden fredsslutning.

Den britiske militærhistoriske forfatter Max Hastings behandler perioden i en bred og instruktiv fremstilling. Max Hastings varierer sin tekst set fra Washingtons regeringskontorer, fra generalernes synspunkt og ikke mindst militærhistorisk betragtet med indblik i den enkelte træfning oplevet af de konkrete soldater. Tabene og lidelserne på begge sider var forfærdende. Krigen udkæmpedes i et dengang højst uindbydende, primitivt land, der oven i købet som en uhumsk fælles erfaring dengang overalt stank af menneskelig afføring som gødning i rismarkerne. Alene det. Dertil kom Koreas klima med isnende vintre og ubærligt hede somre.

Adskillige af soldaterne fra USA og England, de to nationer, der bar krigens hovedbyrde, var genindkaldelser fra Anden Verdenskrig. Bitterheden over at skulle i kamp igen i et land og for en diktator, ingen følte andet for end frygt og afsky, var selvsagt betragtelig. Rent bortset fra at Nordkoreas aggression mod syd var klar nok og i et internationalt retssamfund måtte medføre en eller anden skarp reaktion, var den opfattelse udbredt, at koreanerne burde passe sig selv, de færreste ville i krig for deres skyld.

En af årsagerne til glemsomheden vedrørende de tre frygtelige krigsår ligger selvsagt i den gængse opfattelse af konflikten, som igen sidestiller den med Vietnam: Hvad skulle man der!

I USA kørte antikommunismen imidlertid på de høje nagler. Enhver nuancering i verdensopfattelsen blev af McCarthy og republikanerne – for den sags skyld også af flere demokrater – udlagt som antiamerikanisme og sympati for de røde.

I spidsen for de allierede Korea-styrker under FN stod den amerikanske general Douglas McArthur, karismatisk narcissistisk selvovervurderende, en krukke med bladguld smurt ud over hele kasketten, egenrådig til det tyranniske med et hof af jasigere og pressehjælpere – og bidt af en gal antikommunist.

McArthurs store bedrift i Korea-krigen, en aktion, der er gået over i militærhistorien, var den dristige invasion på vestsiden af Korea-halvøen ved Inchon, hvor generalen landsatte betydelige styrker, der i løbet af få dage rev nordkoreanernes linjer op. McArthur forfulgte succesen, trængte helt frem til den kinesiske grænse stik imod Washingtons instruks og truede vitale kinesiske byer og anlæg. Hermed ændrede krigen karakter. Af frygt for yderligere angreb satte kineserne hundredtusindvis dødsforagtende soldater ind i krigen og trængte hurtigt amerikanerne tilbage. I denne farlige situation, delvis selvskabt, forlangte McArthur atomvåben indsat, hvilket igen var imod den amerikanske regerings politik. Man sagde, at USA på det tidspunkt havde to præsidenter, ham i Det Hvide Hus og McArthur. Præsident Truman trådte i karakter og fyrede omsider sin magtberusede supergeneral.

Langsigtede interesser

Resten af konflikten blev en stillingskrig, ingen af parterne kunne komme nogen vegne, grusomhederne fortsatte på begge sider, og den 38. breddegrad stod fast som grænse mellem to systemer. Fredsforhandlingerne er siden med mellemrum pågået i grænseforlægningen Panmunjom, uden som sagt at fred er indgået. I dette perspektiv skal man se Nordkoreas ofte hysteriske våbenraslen og i samme forstå Sydkoreas reaktioner som en nation under belejring.

Landet beskyttes af en amerikansk sikkerhedsparaply, som lod sig opslå efter en trods alt begrænset militær indsats med et begrænset mål. Det var, hvad der lod sig gøre i det koreanske bjergterræn i en koreansk virkelighed, men som ikke lod sig gentage i Vietnams jungler og med en befolkning, der ihærdigt ønskede modpartens sejr. Den lære har amerikanerne haft svært ved at tage til sig: At omnipotensens tid uigenkaldeligt løb ud.

Korea satte sig for alvor spor i den vestlige sikkerhedspolitik i og med, at amerikanerne lige siden har lagt strategisk hovedvægt på USA’s tilstedeværelse og interesser i Østasien. Det var dybest set disse, Nordkorea undervurderede så groft, da Kim Il Sung lod sine styrker krydse den 38. breddegrad dengang i 1950.

Max Hastings’ vel oversatte bog løfter den fortrængte krig ud af den glemsel, som – næppe en påstand – overgik Korea. Så meget skete jo siden, krigen udspillede sig, før de elektroniske massemedier fik afgørende at skulle have sagt vedrørende opinionsdannelse i krise og krig.

Såfremt amerikanerne havde fået besked, som i øvrigt i noget større omfang englænderne fik, hvilket dog betød lidt, eftersom den engelske indflydelse var beskeden, havde amerikanske soldaterpårørende måske forlangt krigen afviklet, og USA’s senere krige fået et andet forløb. Men dette er selvsagt kontrafaktiske spekulationer.

Max Hastings: ’Koreakrigen. Den glemte krig 1950-53’. Oversat af Casper Langhoff og Bjørn Erik Niss. Herreværelset. 599 s. Ill. 400 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Jessen
  • Brian Pietersen
  • Olav Bo Hessellund
  • Bill Atkins
  • Grethe Preisler
Søren Jessen, Brian Pietersen, Olav Bo Hessellund, Bill Atkins og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu