Halvkvædet ordinær deroute

Det er ikke, fordi debutanten Jacob Skyggebjerg skriver dårligt, men han trænger godt nok til en redaktør – eller måske gammeldags disciplin i skriften
Anekdoterne og behovet for at være en fandens karl tager desværre over i Jacob Skyggebjergs debut ’Vor tids helt’. Så er der ikke mere på spil i teksten, så bliver den en ren opremsning af småkriminalitet, druk og ligegyldigheder.

Anekdoterne og behovet for at være en fandens karl tager desværre over i Jacob Skyggebjergs debut ’Vor tids helt’. Så er der ikke mere på spil i teksten, så bliver den en ren opremsning af småkriminalitet, druk og ligegyldigheder.

Bardur Eklund
13. december 2013

Den zigzagger godt nok ufokuseret af sted, Jacob Skyggebjergs debutroman Vor tids helt, også selvom den tydeligvis er selvbiografisk og et sted derinde bygger på en helt klassisk skabelon. Jacob, jegfortæller og absolut hovedperson, flytter til København fra det allermørkeste Taberjylland. Så giver han den som rodløs ung. Han tager en masse stoffer, foragter sin udlejer, går til fester og til spansk og møder en eller måske flere piger, der ikke rigtig vil have ham. Der er også nogle afsnit, hvor han som voksen vender hjem til sine forældre. Til sidst løber det hele ligesom ud i sandet.

Mere sker der ikke i Vor tids helt, der imidlertid stædigt forsøger at sælge sin gennemsnitlige deroute som en virkelig vild og smadret historie. Og som virkelig gør alt for ikke at fortælle sin historie fra A til Z, men i stedet springe leddeløst og halvkvædet rundt og køre ud ad tangenter om stoffer eller Facebook eller noget tredje.

Halvkvædet, især fordi Vor tids helt som roman sætter sig mellem to stole. Den vil mere end at fortælle sin historie, men så vil den alligevel mest fortælle om en dreng i krise og det hårde Jylland. Den nænner ikke at ødelægge kronologien og handlingen fuldstændigt, at blive et langt, pulserende erindringsskred. Men den orker heller ikke at gøre sit plot til mere end en bleg skabelon.

Nå. I brokkerne er der både fine og mindre fine passager. Bedst fungerer Vor tids helt, når den er på landet, hos fortællerens mor og far, når han bevæger sig gennem landskabet og rundt mellem huse og mennesker, der ligesom er gået tabt af historien. Her er al disciplin forsvundet, alt er druk og inkonsekvent nøjsomhed, det er som om grænsen mellem natur og kultur viskes ud.

Frem træder et underligt misbrugt univers. Alle dyr dør for eksempel, når de kommer i kontakt med Jacobs forældre, men der er også idylliske øjeblikke: »Vi havde udstilling med kæledyr i klassen, og Jespers gris kunne ikke komme tilbage i besætningen på grund af smittefare. Den endte hjemme ved os. Den fik en bås i stalden, der blev blokeret med europapaller, men Gysse, som min storebror døbte den, brød igennem igen og igen. Flere paller, mere reb. Min far gik tur med den som en hund, den pløjede mælkebøtter op med trynen.«

Indtil også Gysse dør. Som man kan se, kæmper Jacob Skyggebjerg også her med anekdotens fristelse, men i skildringen af forældrene og et smadret, fattigt Jylland er der samtidig en ømhed. Så fungerer hans sprog også bedst, fint og letløbende.

Lucky gangster

Inde i byerne – i korte glimt fra Aarhus, ellers som oftest København – tager anekdoterne og behovet for at være en fandens karl desværre over. Så er der ikke mere på spil i teksten, så bliver den en ren opremsning af småkriminalitet, druk og ligegyldigheder. Så gør den alt for, at fortælleren skal leve op til bogens forside, hvor forfatteren står med bar overkrop og fuckfinger, lavthængende bukser og seksløber i bæltet: et sted mellem Lucky Luke og gangster, kort sagt.

Samtidig har fortælleren Jacob (som jo ikke er identisk med forfatteren, bare fordi de deler navn) en kedelig tendens til at registrere andres blik på sig selv. Og så gennem dem overbevise læseren om, at ham Jacob virkelig har gennemskuet det hele. Her er vi til spanskundervisning: »Læreren skifter mellem at ville tryne mig og fedte for mig. Jeg synes, han er fin. Han er bange for, at jeg vil gennemskue ham og afsløre ham.«

Men hvem andre end usikre teenagedrenge er så optagede af at være en sej outsider, alle er lidt bange for? Og hvem tror så meget på sin egen fantasi om at være det? Det virker nærmest umodent. Helt komisk bliver det, når Jacob i glimt fantaserer om, at han er en alien fra en fremmed planet. Men også det spor løber ligesom ud i sandet i den her bog.

Vor tids helt er den første debut, som udkommer på det lille forlag Gladiator. Bag det står blandt andre Hans Otto Jørgensen, hans stil mærkes i Jacob Skyggebjergs prosa. Der er alt muligt godt at sige om Gladiator som forlag og projekt, også derfor er det virkelig ærgerligt, at den her bog ikke er bedre. Især er det ærgerligt at konstatere, at en hårdere redaktion havde gjort underværker.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Vor tids helt
Jacob Skyggebjerg
Gladiator
252 sider
299,95 kroner

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu