Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hjernerne i maskinen

Cykelryttere taler om at have diamanter i benene, men i sin nye bog har Rasmus Halling Nielsen diamanter i hænderne, eller rettere, i maskinerne. Kan man andet end elske ’Vi elsker maskiner’?
Kultur
13. december 2013
Rasmus Halling Nielsen er ikke en person. I stedet har han for længst transformeret sig selv til ren maskine – det handler om at gå i et med en maskine, gå i to med en maskine, gå itu med en maskine, gå en tur med en maskine. 
 Illustration af Glen Hustler,

Det er morgen, men nat, mine tvillinger sover allerede deres første lur, og derfor burde jeg også sove, for klokken er ikke mere end tyve minutter i seks, nej fem. Men jeg ligger i mørket og læser. Jeg læser: »Vinden synger mod gavlen midnat hvad kan Lillerød Allerød hvad kan den by kan den hoppe på ansigtet kan den danse med kroppen kan den forstå noget jeg tror ikke at den kan forstå noget jeg tror ikke jeg kan forstå noget jeg er så bange min ven og det har taget mig et halvt liv med cigaretter og parykker at nå hertil. S-toget var til tiden btw. Og det var og det er bare slice smeltet ost og kyllingtoppen.«

Og jeg griner. At sige, at jeg griner så højt, at jeg vækker de to små, ville være en overdrivelse. Men jeg griner. Slice smeltet ost og kylling-toppen. Men hvem taler jeg om? Forfatteren Rasmus Halling Nielsen. Med sin ekstremt produktive DIY-attitude har han været en stjerne i den såkaldte litterære undergrund i mange år, og sidste år kom hans lige så såkaldte overgrundsdebut Tvillingerne på Samleren, men hans nye bog Vi elsker maskiner er udkommet på traditionsrige Arena, der altså nu igen er begyndt at udgive ny dansk litteratur. Halling passer perfekt ind her: Vi elsker maskiner er skrift, som man sagde i tresserne, det er angst og Allerød, det er kaffe og komik, det er så godt, så godt. Hallo!

Rasmus Halling er i øvrigt ikke en person. Det kan overraske, men det er han ikke. En person eller et menneske. I stedet har han for længst transformeret sig selv til ren maskine – det handler om at gå i et med en maskine, gå i to med en maskine, gå itu med en maskine, gå en tur med en maskine. Og det er altså dét, Halling han gør. I hvert fald når han skriver, og det vil tilfældet, at han gør hele tiden, konstant og nonstop, »det er som at være i maskinernes hjerne og det er jeg så. Ikke noget at snakke om.«

Alverdens digtere, privatdetektiver og internethajer ville aldrig kunne støve alt det op, som Halling gennem tiden har skrevet – og han er altså kun fra 1983 – her og der og alle vegne, i bøger, på blogs, i pdf-filer, i hæfter og privattryk og hvem ved hvor ellers, jeg gør absolut ikke, og det gør Halling sikkert heller ikke selv.

Men: Vi elsker maskiner. Den meget flotte, grønne bog består af et ret genialt index med blogagtige kategorier som 1. Kapitel, CRASH, Skitser af Grav, Stilstand, stilstand, Uncategorized. Og en række kortere prosatekststykker. Der er ikke noget forløb i gængs forstand, de enkelte tekster bevæger sig næsten ikke ud af stedet, og alligevel sprinter sætningerne af sted. Man kan sige, at maskinen sprutter poetisk på stedet.

Aladdin og Allerød

Det skal ikke forstås sådan, at teksterne ikke finder sammen i en række dunkle og sporadiske spor. Der er en drabskommissær Pedersen og et mord i Udenrigsministeriet. Det starter bogen sådan set med, men det bliver selvfølgelig ikke til noget. Derfor spørges der senere: »hvor bliver han af ham Pedersen er mit mord ikke godt nok«. Der er også en ’QUINN MEDICINE WOMAN’ (originaltitlen på Lille doktor på prærien), der på et tidspunkt tager ordet i en lang, uafbrudt monolog. Og Quinn savner Aladdin, ja dén Aladdin, er der andre end ham? »jeg mener hvordan forklare det Aladdin, jeg ligger her ved poolen og slikker på månen. «

På den måde bevæger maskinen Halling sig ubesværet fra en kriminalhistorie om Pedersen til en kærlighedserklæring til Aladdin. Hvem siger, at litteratur kan være én og kun én ting? Ikke Halling. Og hvem siger, at et jeg ikke kan være flere personer og maskiner på én gang? Ikke Halling. Der er et væld af stemmer i Vi elsker maskiner, men også et jeg, et skrivende jeg, som rummer det hele, dem alle, eller rummer er måske så meget sagt: Jeget er angst, jeget er skæv, tager piller, drikker kaffe. Et sted lyder det: »jeg kan ikke blive ved på den her måde jeg kan ikke så godt blive ved på den her måde men hvad kan man gøre jeg aner ikke hvad man kan gøre og jeg er bange dybt inde i mit hjerte er jeg bange«. De arabiske nætter i Allerød er ikke uden en hel del angst, komikken ikke uden en vis portion sorg.

Fuck fuck fuck

Og til sidst går bogen bogstavelig talt helt i sort (bortset fra et lille stykke tekst til allerallersidst): Cirka et hundrede sider med overstreget/mørklagt tekst, ligesom i et fortroligt eller censureret dokument, eller på en CD med stødende sprog. Man kan bladre hurtigt hen over det, men man kan også prøve sig med en anden læseoplevelse, måske en mere musikalsk tilgang, slå ens lille fortolkningsmaskine af en hjerne fra og se hvad der så sker.

Sådan er Hallings eksperimenterende praksis under alle omstændigheder også. Han sampler og støjer. Putter grus i maskineriet, flækker selve narrativet. Cut up, fuck up! Man kan tænke: Avantgarde. Men man kan også tænke på von Trier, der har ordet FUCK tatoveret på sine knoer. Ligesom ham ynder Halling nemlig at fucke ting op, men der er også bare en glæde ved ordet fuck. »vi famler en dans på blodets bølger fuck da det jeg mener fuck da lige det«, står der i Vi elsker maskiner. Og som en form for omkvæd lyder nogle andre mindeværdige Halling-linjer fra i år: »jeg er så fucking træt af alt det her lort jeg er træt af det«.

Træt af Hallings tekster bliver man imidlertid ikke og aldrig. Jeg ligger hellere end gerne med søvnløs hjerne i hans fucking maskiner.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her