Læsetid: 3 min.

’Kirken skal være sit budskad bekendt’

Lisbeth Smedegaard Andersen er både kunsthistoriker og teolog, så det er en indlysende opgave, hun har påtaget sig: At skrive et værk om ny dansk kirkekunst
Lisbeth Smedegaard Andersens bog er rigt illustreret, men desværre ikke med detaljer fra de omtalte værker. Her Erik A. Frandsens værker i Sømandskirken i Hamborg.

Anders Sune Berg

20. december 2013

Lisbeth Smedegaard Andersens gennemgang af de nyere værker i danske kirker er båret af en dobbelt interesse, der svarer til hendes kvalifikationer som både kunsthistoriker og teolog. Dels leverer hun en beskrivelse og vurdering af værkerne, dels en luthersk-teologisk afprøvning af, om de forholder sig til det kristne budskab.

Hun giver ikke meget for moderne ’googlebuddhisme’, hvor »mange af dem, der kalder sig troende, ikke definerer deres gudstro ud fra kristendommen, men derimod ud fra begreber som ro, ligevægt og energi.«

Lisbeth Smedegaard Andersen citerer Det Danske Bibelselskabs generalsekretær, Morten Thomsen Højsgaard, for karakteristikken, at »den nye kristendom er en feel good-religion. Den nye kristendom vil gerne gøre mennesker glade og skabe fred og fordragelighed.«

»Men,« indvender hun, »faren er, at kristendommen mister sit etiske grundlag og hele den autoritet, der ligger i troen på, at Kristus taler på Guds vegne (...) Kristendom består ikke i selvudvikling, men i et levende, forpligtende fællesskab.«

Det er ud fra denne position, at Smedegaard Andersen undersøger den moderne kirkekunst.

I et spejl, i en gåde

Dogmatisk er hun ikke, værkerne kan forholde sig på mange forskellige måder, uden i hendes øjne at falde igennem, men dér hvor forbindelsen til kristendommen bliver for uklar eller udtyndet, sætter teologens indvendinger ind.

Hun føler ’utilpashed’ ved John Kørners altervæg med cedertræ i Østerhåb kirke. Et træ er et meget brugt symbol, anfører hun, »men på et tidspunkt kan et symbol blive så overlæsset med betydninger, at det ender med at blive intetsigende.«

Kørners træ virker »som et passivt element i kirkerummet, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv om, hvad kunstneren egentlig vil med sit træ?«

Som Smedegaard Andersen citerer Per Kirkeby for, så opfatter hun kirkekunst som »kunst, lavet med en religiøs forpligtelse.«

Ikke, at kunstneren skal være kristen. Således vurderer hun Erik A. Frandsens værk i Sømandskirken i Hamborg højt. Umiddelbart er der heller ikke her nogen direkte anvendelse af kristne symboler, alteret består af kæmpemæssige blomster i børstet stål, som spejler sig i væggen bagved, men »når der er mennesker i rummet, sker der noget, for nok slører og blokerer stålblomsterne for et fuldstændigt spejlbillede, men til gengæld forandrer billedet sig hele tiden ved at inddrage beskueren og forvandle ham eller hende til deltager. Man kan ikke holde sig udenfor.«

Man bliver et menneske, hvis mindste handling har betydning for en større helhed, »og det rummer et etisk aspekt, der gang på gang tages stilling til i den kristne forkyndelse.«

Paulus’ ord om, at »endnu ser vi i et spejl, i en gåde,« er et centralt citat for Smedegaard Andersen.

Bedst kan hendes bagvedliggende tankegang vel opsummeres som en forestilling om, at værkerne skal udtrykke, at vi lever mellem fødsel og død, mellem godt og ondt, mellem lykke og sorg. Det er her, kirkens budskab skal sætte ind.

»Så længe vi lever som de mennesker, vi nu engang er, må vi med vores særpræg tage del i kampen mellem godt og ondt, indtil vi dør og bliver en del af historien,« skriver hun.

For dårlige illustrationer

Bedst synes Lisbeth Smedegaard Andersen dog om de udsmykninger, hvor der både er styr på Skriften, fortolkning af kristendommen og en forholden sig til historien. Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby, Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes scorer højt her. Men også en række mindre ’oplagte’ kunstnere læses ind i denne fortolkningsramme.

De moderne billeder bliver set gennem historiens ikonografiske fremstillinger, farvevalg og komposition i et ikkefigurativt billede er nok til at bringe historiske skildringer i erindring som eksempelvis Jesus på korset med en blå Maria nedenfor til højre. Ind imellem tænker man ’mon dog’, men på den anden side er Lisbeth Smedegaard Andersens lærde og øjenåbnende tolkninger aldrig i uoverensstemmelse med det, øjet ser. Det hun fremhæver, kan man også godt selv få øje på, når man kigger efter.

Dette er imidlertid nogle gange ikke så helt let, og det er min indvending mod bogen: Illustrationerne er ikke gode nok. Det er glimrende, at man ser en altertavle i dens omgivelser, men kunne vi så ikke få en detaljeillustration, så man kan se, hvad der er på selve altertavlen? De detaljer får vi kun i ganske få tilfælde. Og det er ærgerligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer