Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Fra Kønsløse til Himmerig

Der er desværre gået metaforisk svamp i Jon Bang Carlsens meget ordrige erindringsroman om en dreng som omsider bliver voksen
Kultur
20. december 2013

Den faldefærdige hestestald bag det nedlagte badehotel i den forkælede forstad danner den mistrøstige ramme om en kunstnerfamilies forfald i filminstruktør Jon Bang Carlsens første roman. Faren, excentrisk billedhugger, insisterer på at leve fattigt frem for at lade sig forsørge af familieformuen. Knap så asketisk agerer han dog i forholdet til det modsatte køn, og da han er dampet af med elskerinden til Norge, flytter den billedskønne, men af skuffet kærlighed sørgeligt skamskudte mor til Vestsjælland, nærmere bestemt Kyndeløse – eller Kønsløse, som hun galgenhumoristisk kalder det.

Og mens hun drikker sig pivstiv, spiser piller, ryger pibe, hjemfører tilfældige mænd og maler sine mørke selvportrætter over med hvidt, skal datter og søn i al møjsommelighed forsøge at vokse sig store. Hvilket lykkes så nogenlunde for den fandenivoldske storesøster, hvorimod lillebror eller Tøsedreng, som søster konsekvent betegner ham, længe forbliver lige så ulykkelig som sin flamboyante mor. Mens denne slikker sårene eller hyler oppe ovenpå ligesom et indespærret dyr, lærer sønnen at gemme sin blødhed inde bag den hårde overflade.

Da dette panser først én gang er dannet, forvitrer han i sit sind. Men heldigvis er der hjælp at hente, lidt efter lidt i det mindste. Sammen med en kammerat udspionerer han fra en båd nudisternes Paradis, og i skolen skuler han sulten til tysklærerindens duvende bryster. Efter mange genvordigheder og forpassede chancer ender han i Berlin til demonstration imod krigen i Vietnam, og på bogens allersidste sider tør det følelsesmæssige isdække omsider, omsider op; tysk kan jo være godt for så meget.

Hvad der derimod (desværre) forbliver intakt hele vejen igennem denne mildt selvmedlidende skildring af en brydsom drengeopvækst, er dens friskfyragtigt overlæssede og hæmningsløst metaforspækkede sprog. Jeg vover at fremsætte en primitiv diagnose og sige, at bogens jegfortæller – Professoren, som han kaldes af sin savnede, fjerne, fjoget ansvarsforflygtigende far – tidligt lærer at kompensere for et følelsesmæssigt underskud med et sprogligt, udtryksmæssigt overskud, og at det er denne mekanisme, der midt i bogens verbale magi ofte gør den temmelig ulidelig at læse.

Miljøer sat på formel

Om det forkælede velhavermiljø hedder det f.eks.: »Manglen på drama var dramaet i Vedbæks velordnede verden, men så måtte vi jo selv skabe en konflikt der pressede vemoden ud af dagligdagene og flængede skydækket over den lille forstad ved Øresund så vi kunne se langt ud i det kolde himmelrum.« Tilsvarende flovt forekommer forfatterens forsøg på at sætte det vestsjællandske miljø på formel: »Den tavse landsby var fuld af fantasier opløst i stilhed.«

Bevares, der findes i denne bog scener, der brænder sig fast, som den hvor præsten uddeler lussinger af den velvoksne slags, hvorefter han spørger: »Hvad gjorde Jesus, da han var blevet slået på den ene kind?« Helhedsindtrykket forbliver imidlertid, at denne på mange måder sympatiske lyriske opvækstskildring er fælt angrebet af metaforisk svamp.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her