Læsetid: 3 min.

En lille film om dårskab

Spike Lee slipper med sin seneste film af sted med at gøre det utænkelige, nemlig at genindspille koreanske Park Chan-wooks fremragende ’Oldboy’
5. december 2013

Jeg skal gerne indrømme, at jeg var temmelig skeptisk, da jeg første gang hørte, at Spike Lee, USA’s fremmeste sorte instruktør, skulle stå bag en ny version af koreanske Park Chan-wooks moderne mesterværk, Oldboy (2003). Oldboy, der er baseret på en japansk tegneserie, er et vildtvoksende, kulørt og svært definérbart drama og – som så mange andre genrehoppende koreanske film – en veritabel græsk tragedie fuld af store følelser, absurde optrin og masser af vold og humor.

Hvordan skulle Lee dog, hans kvaliteter som filmskaber ufortalt, kunne yde dette originale værk retfærdighed?!

Faktisk har den amerikanske instruktør formået at lave en god film, som tilmed kommer med sit eget vrid på originalens chokerende slutning, og hvis man har set Park Chan-wooks film og tror, at man kan regne Lees ud, kan man godt tro om igen.

Alkohol og hævn

Handlingen i Lees Oldboy følger nogenlunde handlingen i Chan-wooks: Joe Doucett (Josh Brolin) er en såre usympatisk fyr, som drikker for meget, skændes med sin ekskone, forsømmer sin lille datter, sjofler sit arbejde og fornærmer potentielle samarbejdspartnere.

En aften, hvor Joe fuld og flæbende vælter rundt i rendestenen, mister han bevidstheden. Han vågner op i noget, der ligner et hotelværelse, men i virkeligheden er en celle, hvor han skal tilbringe de næste 15 år. Til at begynde med har han ondt af sig selv. Han fortsætter med at drikke og er ved at miste forstanden, da han på sit tv ser, at han er mistænkt for at have voldtaget og dræbt sin ekskone. Men så lægger han flasken på hylden og begynder at planlægge en flugt fra cellen og sin hævn over kidnapperen. Problemet er blot, at Joe ikke ved, hvem det er, blot at det må være én fra hans fortid.

Det er hævntørsten og kærligheden til datteren, der driver ham, da han endelig kommer ud og med hjælp fra den unge socialarbejder Marie (Elizabeth Olsen) prøver at finde ud af, hvem der har holdt ham indespærret og nu piner og plager ham med drillende opringninger og mærkelige opgaver.

Oldboy blander selvtægtsdrama med kulørt melodrama og sort humor og slipper af sted med det, fordi Spike Lee er så dygtig en stilist, og fordi Josh Brolin formår at forvandle Joe Doucett fra en usympatisk idiot over en sølle stakkel til et menneske, der har ramt bunden og nu kæmper for at bygge sig selv op igen.

Brolin spiller formidabelt, og Joes forvandling fra fjols til et på én gang frygtsomt og stålsat menneske, der efter 15 år genvinder sin frihed, er stærk og overbevisende.

På samme måde bruger Spike Lee hele den visuelle palet, når han for eksempel får Joe til nærmest at svæve rundt i storbyens gader, som er det skæbnen, der ubønhørligt fører ham mod den næste umulige situation eller lader ham, blot bevæbnet med en hammer, slå sig vej igennem horder af modstandere, som var Joe en figur i et computerspil, der bane efter bane skal nedlægge fjenden.

Velgørende galskab

I stil med sin koreanske kollega tillader Spike Lee sig at blande genrer og lave nogle udfordrende, men smågeniale skift i filmens tone, der gang på gang hiver tæppet væk under publikum. Det siger noget om den amerikanske mainstreamfilms uopfindsomhed og indflydelse, at man accepterer den slags stileksperimenter, når der tales koreansk, men studser en smule, når der tales amerikansk. Lees film er ikke lige så radikal som Park Chan-wooks, men amerikaneren har dog øje for de samme tragiske dimensioner i historien. Begge film handler om menneskelig dårskab, om vores måde at behandle hinanden på, skyld, straf og hævn som noget, der har det med at få forfærdelige konsekvenser.

Og så er der en kerne af galskab i historien, som undsiger de fleste fortællemæssige og psykologiske konventioner, hvorfor man rystes, når sagens rette sammenhæng går op for én.

Blandt andet derfor er Oldboy en af de mere vellykkede, omend unødvendige, genindspilninger af en fremragende og original film. Spike Lee viser, at han er en dygtig håndværker, men meget nyt har han trods alt ikke på hjerte.

 

’Oldboy’ Instruktion: Spike Lee. Manuskript: Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu