Intet i den samtale, han førte på scenen med interviewer Paul Holdengräber, kunne leve op til det magiske øjeblik, da Mike Tyson i sidste måned indtog Madison Square Garden – undskyld, jeg mener New York Public Library. Hans afdøde træner og mentor, Cus D’Amato, havde allerede forsikret den 15-årige Tyson om, at der nok skulle komme en dag, hvor folk, når han trådte ind i et rum, »ville rejse sig og møde dig med stormende bifald«. Og præcis sådan var det. Et kollektivt gisp, og vi var alle på fødderne. Måske ikke så meget som et udtryk for vores beundring som en refleks betinget af mandens rene og skære fysiske og psykisk nærhed.
Helt på samme måde bliver det nok aldrig med de med forfattere og intellektuelle, der sædvanligvis indtager dette højtidelige podium. Disse mennesker er interessante, og de beundres på grund af noget, de har skabt – ting, som er eksterne i forhold til dem selv. Men alt, hvad der nogensinde gjorde Tyson berømt og berygtet – hans krops kødelige konkretion og dens evne til at udøve vold – var til stede her denne aften i dette rum.
Blandt nulevende sportsstjerner er det nok kun Diego Maradona (som jeg også så engang i en lige så usædvanlig kulisse, da han kom ud fra et møde i Oxford Union, verdens ældste debatselskab) som er steget til sammenlignelige højder fra sådanne dybder – for derefter at styrtdykke igen. Paul Gascoigne var en fantastisk fodboldspiller, og Ben Johnson kunne løbe voldsomt stærkt, men Maradona og Tysons livshistorier placerer dem i en helt anden kategori. I Napoli findes der stadig helligdomme til Diegos tilbedelse. Da Tyson på biblioteket erklærede, at han havde været som en gud, lignede dette en selvdefinition, som selv en Richard Dawkins måtte gå med til.
Holdengräber begynder altid sine interviews med at bede sine gæster om at definere sig selv i syv ord. Tysons var: »Kom, så, sejrede, blev besejret, rejste mig.« For ja, både Maradona og Tyson faldt – som bytte for fristelser af en lignende slags, men begge undgik trods alt også en fatal Ayrton Senna-agtig kollision med skæbnen. Så efter at være blevet til en gud er Tyson endt ligesom tusindvis af andre forfattere, der angler efter opmærksomhed: På promoveringsrundtur med et produkt, han vil prakke os på.
Spiller sig selv
Undisputed Truth er det nyeste og største stykke genrejsning i en comebackturné-for-at-kunne-betale-mine-regninger, der begyndte med James Tobacks meget personlige dokumentarfilm Tyson og fortsatte med en filmrolle i komedien The Hangover. Tyson spillede naturligvis sig selv – en rolle, han genoptog i et one man-Broadway-show, som siden blev filmet af Spike Lee. Hans selvbiografi er vokset direkte ud af dette show, og selv om den ikke – som Holdengräber hævder – er helt oppe at ringe på niveau med Augustins Bekendelser, rummer den langt flere kampscener.
At den også er svær at slippe, beror til dels på Tysons medforfatter, Larry Sloman. Tyson hævder, at Sloman har »arvet Cus’ evne til at fortælle historier«, men alt imens han den aften trakterede publikum med læspende anekdoter – om at vokse op i Brooklyn, bryde ind i huse og være på taget med sine duer – blev hans talestrøm hurtigt lige så interessant som at høre på en berømthed berette om en drøm. Tyson er historienørd, og en pludselig digression om vestgoterne var fuldstændig lige så kedelig – om end en del mere forvirrende – som et foredrag af en Cambridge-akademiker.
Showet løftede sig først for alvor, da han på et tidspunkt brød ud i skældsord og bandeord. Jeg gik selv glip af hans Broadway-optræden, men en ven fortæller, at det bedste øjeblik kom, da Tyson fik øje på en fyr på første række, som sad og sov. Mike gik hen til ham og råbte ham lige op i ansigtet, at nu ville han stikke sin pik i hans mund. Det var ikke helt på højde med pressemødet forud for kampen mod Lennox Lewis, da Tyson sagde andre mindeværdige ting såsom: »Jeg vil kneppe dig i røven for øjnene af alle, jeg vil kneppe dig, indtil du elsker mig, bøsserøv!«, men den sovende på første række kunne i hvert fald gå hjem med en følelse af at have fået valuta for pengene.
Efter at have fået Tyson til at dykke ned i sin egen fortid har Sloman formet det heraf resulterende materiale til en fortælling, der åbner med historiens mest heftigt omstridte del: Dommen for voldtægt mod Desiree Washington i 1991. Stejlt insisterende på, at han på ingen måde gjorde noget sådant, går Tyson ned i ret så udpenslede detaljer for at forklare, hvordan han ikke gjorde (angiveligt gav han hende således oralsex, mens hun menstruerede, og gjorde sig øjensynligt ikke klart, at han »gurglede blod«). Hans overbevisning om egen uskyld lyder muligvis vaklende, men ikke så vaklende som det forsvarsargument, at »det er umuligt at voldtage nogen, når de kommer ind på dit hotelværelse klokken to om morgenen. Der er ikke noget, der har åbent så sent, bortset fra spredte ben«. Det er også værd at huske på, at enhver charme, Tyson udstrålede, var umulig at adskille fra de ’onde hensigter’, han manifesterede i ringen: »Min særlige sociale kompetence gik ud på at slå en fyr bevidstløs.« Men husk også på, at hans evne til brutaliserende intimidering på ingen måde lagde nogen dæmper på strømmen af kvinder, der var ivrige efter at have sex med ham – og ikke blot efter dommen imod ham, men også mens han sad i fængsel. Da han kom ud af fængslet efter tre år, blev han et let bytte for beskyldninger om nye voldtægter, overfald og sexchikane, selv da han prøvede at holde nogle af disse kvinder tilbage – ikke fordi han som konverteret til Nation of Islam var blevet seksuelt afholdende, men fordi de var »billige ludertyper«. Det kom så vidt, at han til sidst »stort set ikke lod mig se i offentligheden. En af grundene til det var, at jeg brugte en masse tid indendørs på stripklubber«. Mere tid, i hvert fald, end han tilbragte i sit palæ i Connecticut med dets 400 m² store master-soveværelse og de 19 andre soveværelser, som han stilede efter at fylde med forskellige piger på samme tid. Han havde også et palads i Vegas, men hans sande hjem var det, som forfatteren Joseph Conrad i sin tid kaldte »det destruktive element«. Føj hertil en årsindtægt, som ofte oversteg 50 mio. dollars (og dermed var tilpas stor til at sikre, at han på samme måde som de tidligere boksemestre, han forgudede, ville ende rabundus), et titanisk kokainforbrug (han plejede at vandre rundt med sit stof i en stor pose, »hvorfra et sugerør stak ud, som om det var en milkshake«), og vi får en ung mand i den usædvanlige situation at være gjort til både gladiator og kejser – »en kloakrotte med storhedsvanvid« – et ghettobarn med nul selvværd, men med et ego holdt oppe af den viden, at i en fair kamp ville han kunne slå alle på planeten til plukfisk.
Ikke overbevist om, at han var blevet slået i fair kamp, passer en af hans modstandere, Mitch Green, høj på ’englestøv’, Tyson op på gaden og giver sig til at håne ham, og det ender selvfølgelig med, at Tyson banker ham sønder og sammen igen – »jeg havde knust hans øjenhule, brækket hans næse, givet ham et par brækkede ribben«. Men Green var ikke knækket, for nogle sider senere dukker han op igen, mens Mike »er på date med et eller andet eksotisk hot afrocentrisk tøsebarn ved navn Egypten eller Somalia eller et af de der lande«. Hun forhindrer ham i at skære Mitch i småstykker med en steakkniv (»Jeg var ikke veganer dengang«.)
Stakkels bodyguard
At være sammen med Tyson eller arbejde for ham kunne udvikle sig næsten lige så grimt som at kæmpe imod ham. Man føler nul sympati for boksepromotorerne Don King (»et elendigt, slimet reptil af en motherfucker«) eller Frank Warren, som begge bliver behørigt trampet på, men man kan ikke lade være med at have lidt ondt af den bodyguard, der »faktisk begyndte at tro, at hans navn var Motherfucker, fordi alt, hvad han hørte, var ’Motherfucker. Hent dit og hent dat’«.
Som det turde fremgå nu, indfører Sloman jævnligt Tysons stemme på siderne med dens ofte lattervækkende kombination af gadesprog, bandeord og den autodidakte tugthuskandidats pseudointellektuelle jargon.
I skildringen af sin senere rejse mod ædruelighed fylder han dog godt på med klicheerne – »det, der ikke slår en ihjel, gør en stærkere« osv. – men følelsen af, at han udgør en trussel for sig selv og andre, er konstant. Hvilket gør, at man ikke kan lade være med at spekulere på, om en af de beklagelige ting om hans mange år med stofmisbrug involverede et stof, han ikke indtog. En dealer (passende nok kaldet Chance) får af Tyson besked på at skaffe ham en stor mængde kokain, »selv om alt, hvad han pushede, var tøsedrengestoffer som ecstasy«. Ville et ecstasytrip have fået ham til at føle sig gennemelsket (en tilstand, han i dag tilstår at længes efter) eller var jernet blevet for hårdt præget ind i hans sjæl?
Den almindeligt udbredte fortælling – hvis kronologiske sandhed er ubestridt – er, at Tyson først kom på afveje, da hans berømmelige træner og mentor Cus D’Amato døde. Cus havde taget denne knægt fra ghettoen under sin vinger og trænet ham op til at blive en mester, men stillede træskoene, før ambitionen kunne nå at blive realiseret. Derefter havde Mike ingen til at retlede sig. Men D’Amato, der ikke havde »én lykkelig muskel i sit ansigt«, ønskede ikke bare, at Tyson skulle være »totalt nådesløs« i ringen, han trænede ham også op til at være frygtindgydende udenfor. D’Amato ville muligvis have kunnet bremse Tyson i nogle af dennes senere udskejelser, men han var selv med til at fremelske de giftstoffer, der kom til at strømme frit i Tysons system og verden, efter at han blev mester.
Alt for lette sejre – og nederlag
Hvad hans boksekarriere angår, var Tyson en stor fighter, der bare aldrig rigtig kom til at kæmpe en virkelig stor kamp. Enten fordi han slog sine modstandere ud alt for let – han var for god – eller fordi han selv blev slået for let (fordi han ikke havde forberedt sig ordentligt eller mistet sin tidligere appetit). Han kom aldrig til helt at udfylde sit store format, som Ali og Frazier gjorde gentagne gange, fordi han aldrig blev fuldt ud testet i en situation, hvor han var klar til at lade sig teste. Hans kampe varede sjældent længe, og i tråd med dette fylder æraen med Tysons uovervindelighed – den blev bragt til ophør, da Buster Douglas slog ham i gulvet i Tokyo i 1990 – overraskende lidt i bogen.
Herefter blev hans sejre og nederlag i ringen næsten irrelevante i det kaos og den hvirvlende mani, der omgav og opfyldte ham. Han brændte sig vej gennem sin utrolige formue, men udtrykker ikke en eneste gang på de næsten 600 sider nogen fortrydelse over dette. Tilsyneladende var Slomans åbningstræk, der fristede Tyson ind i dette samarbejde, at sende en kopi af Nietzsches Ecce Homo til ham, mens han sad i fængsel. Nietzsches begreb om storhed omhandler evnen til at favne sin skæbne fuldtud: Hvis du vil nyde et enkelt guddommeligt øjeblik, må du sige ja til alle de andre også, hvor forbandede de end er. Det synes Tyson selv at være helt opmærksom på, for som han siger:
»Hvis jeg bare kunne få et år, hvor jeg kunne leve som Mike Tyson, leve en mesters liv, ville jeg gerne gå med til at være en bums, der slikkede rottepis i rendestenen«.
Mike Tyson: ’Undisputed Truth. My Autobiography’. Er udkommet
© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
