Læsetid: 10 min.

Norges stemme forsvandt

Årtier efter at Nordahl Grieg skrev det, blev digtet ’Til ungdommen’, den mest downloadede sang i Norge. Midt i den nationale sorg over massakren på Utøya, fandt nordmændene trøst i hans ord. Men forfatteren selv kom aldrig hjem fra sin kamp mod Hitlertyskland. Grieg endte i en navnløs grav i Berlin for præcis 70 år siden. Nu er den endelig fundet
Utøya.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

6. december 2013

Det er den 17. maj 1940. Norges nationaldag. Krigen er kun seks uger gammel og nordmændene kæmper stadig, så godt, de nu kan. Fra den eneste frie radiostation, helt oppe i Tromsø, læser en af landets kendteste digtere, Nordahl Grieg, fra sit nyeste digt. »Vi er så få her i landet, hver fallen er bror og ven«.

Efter massakren på Utøya var det den linje, daværende statsminister Stoltenberg citerede igen og igen. Det samme gjorde biskopper og præster, som skulle forsøge at sætte ord på sorgen. Og politikere og kommentatorer over hele Skandinavien. Selv en canadisk avis havde denne ene strofe på sin forside. Ved demonstrationer overalt i Norge brød folk spontant ud i sangen ’Til ungdommen’ - den sang som på dansk kaldes ’Kringsat af fjender’.

De uger i 2011 kunne ingen være i tvivl: Nordahl Grieg var atter blevet den norske nations stemme. Igen var lige netop denne forfatter – der faldt i norsk uniform under krigen – blevet kædet sammen med skelsættende begivenheder hos broderfolket. Dét er bestemt ikke første gang. Borgerkrigen i Kina, Stalins skueprocesser, Hitlers march mod det ariske tusindårsrige, Den spanske Borgerkrig, krigen mellem Finland og Sovjet – verdenshistorien prægede Griegs liv og sendte ham i en alt, alt for tidlig død. Og verdenshistorien gjorde det længe umuligt for nordmændene få opklaret hans skæbne.

Den historie tager sin begyndelse en tidlig eftermiddag i Oslo. Vi skriver den 9. april 1940 og tandlæge Lossius i Odd-fellow-bygningen har en prominent patient. Nordahl Grieg, der i årevis har advaret sine landsmænd mod Hitler-regimets planer, sidder i stolen med munden fuld af vattamponer. Boret er lige stoppet, da Lossius distræt kigger ud af vinduet og udbryder: »For helvede, dreng, der kommer tyskerne sgu«.

Ingen i Norge kan være i tvivl. Navnet Nordahl Grieg står helt oppe på listen over dem, Gestapo meget gerne vil have fat i. Man skriver ikke ustraffet digte som dette – om Berlin-olympiaden i 1936:

 

Niggeren Owens sprinter,

germanerne stuper sprengt.

Det blonde stadion undres,

og Føreren mørkner strengt.

Men tenk da med trøst på alle

jødiske kvinner og menn

som sprang for livet i gaten

– dem nådde dere igjen!

 

Kort tid efter har Nordahl Grieg og hustruen Gerd forladt Oslo. Han kommer aldrig tilbage.Dagen efter melder han sig frivilligt til den norske hær. I de kommende uger er han en af de 30 soldater, der under højdramatiske omstændigheder, evakuerer den norske nationalbanks guldbeholdning. Under beskydning og bombardement fra Luftwaffe, med tyske tropper i hælene, kæmper han og hans enhed sig hele vejen op til Tromsø, hvor de går ombord på en britisk krydser og flygter til England. Siden vil vidner fortælle, at de pokkerme så Grieg skrive på sit digt om den 17. Maj, mens de var under angreb.

Altid mere

I eksilets år bliver Grieg kaptajn i den norske hær. Han arbejder for den norske efterretningstjeneste, laver reportager til BBC om de norske frivillige, der i Ishavet kæmper for de allierede, han samler ind hos den norske diaspora i USA og Canada, møder præsident Roosevelt, og han deltager i flytogter ind over det fædreland, han savner så inderligt.

En tid er han på øen Jan Mayen i Arktis. Her er han i det eneste lille stykke frit Norge og kan give sine artikler en opsigtsvækkende dateline: »Nordahl Grieg – fra et sted i Norge«

Endnu mere opsigtsvækkende er hans reportage: »Med nordmænd over Norge«. I foråret 1942 er han ombord på et fly fra det norske luftvåben, som er på raid over Norge. Et besætningsmedlem har malet et norsk blikflag, som maskingeværskytten holder op i kuplen. De flyver lavt. Nede på jorden kan deres landsmænd se dem og rejser sig vinkende. »Aldrig«, skriver Grieg »har jeg set noget skønnere end dette malede blikflag og dette lys af lykke og smerte hos den knælende mand, som holdt det, og genskæret hos menneskene dernede, så dyrebare, hver eneste ukendte af dem, i vores stenede, elskede land«. Han ser aldrig Norge igen.

Få måneder før sin død skriver Grieg også artiklen »Danmarks krig«, som London lader ham læse op, når BBC sender til Danmark. Her opfordrer han direkte danskerne til at tænke strategisk og tale med de tyske besættelsestropper, at gøre dem til demokrater: »De tyske garnisoner... kan her få bekræftelse på værdier, som er nægtet dem selv. Ansigt til ansigt med dansk følelse af menneskeværd, vil det andet Tyskland kunne finde sig selv. Danmarks milde natur kan hjælpe til sejren, trods alt.«

Men det er stadig ikke nok. Nordahl Grieg presser sig selv til det yderste. I kampen mod Hitler og nazisterne vil han gøre mere. Altid mere. Oppe i Skotland, i nærheden af byen Dumfries, gennemgår han en militær uddannelse. I årevis var han en af Europas kendteste kommunister. Nu er han i norsk uniform og skriver et langt hyldestdigt til den kong Haakon, der står i spidsen for frihedskampen.

Det er stadig ikke nok. Grieg vil mere. Han vil kæmpe mere. Han vil se mere. Og chancen opstår.

Den 18. november 1943 startede den britiske bomberkomando, ledet af den legendariske luftmarskal sir Arthur ’the Bomber’ Harris, en seks uger lang bombeoffensiv over Berlin, det såkaldte ’battle of Berlin’.

I løbet af disse vintermåneder kastede britiske natbombere mere end 14.000 tons bomber over nazisternes rigshovedstad i et forsøg på at knække nazisternes forsvarsvilje.

Da offensiven er overstået, er 70.000 huse blevet pulveriseret, 250.000 berlinere blevet hjemløse og 2.700 indbyggere omkommet.

Endnu har de allierede ikke fået de jagerfly, som kan beskytte de store bomberformationer over fjendeland – de kommer først midt i 1944. Og mangelen på den støtte bliver dyr: Da slaget er ovre, har Royal Air Force mistet 123 maskiner.

Gamle tyske ugerevyer fra de måneder viser, hvordan tyskerne forsvarede sig mod det, de kaldte »de britisk-amerikanske luftpirater« og giver dem en »varm velkomst«. Tilsat bombastisk musik og en åndeløs speak viser en såkaldt Wochenschau fra den 8. d ecember 1943, hvordan engelske maskiner nådesløst fanges i flak-artilleriets strålekastere, mens kanonerne hamrer løs. Andre optagelser viser tyske jagerfly i færd med at angribe et britisk Lancaster-bombefly fra dets mest sårbare position – skråt nedefra.

Et orkestreret helvede

Efter at have plaget Royal Air Force i månedsvis, får Grieg endelig chancen. Det er natten mellem den 2. og 3. december 1943. Som krigskorrespondent får han lov til at gå ombord på et af de knapt 450 britiske bombefly af typen Avro Lancaster, som skal bombe den tyske hovedstad. Det er det femte af ’Bomber’ Harris’ stort anlagte angreb på byen.

Grieg er en af de i alt fire korrespondenter, som Royal Air Force har givet tilladelse til at flyve med på togtet. Tre kommer aldrig tilbage. Eneste overlevende er den legendariske amerikanske radio-reporter Edward R. Murrow, hvis reportage fra netop denne aften, »orchestrated hell« blev sendt på radio-stationen CBS og endnu i dag regnes for en journalistisk stjernestund.

I sin radioreportage beskriver Murrow, hvordan piloterne på de mange maskiner samles tidligt om eftermiddagen i basens briefingrum for at forberede angrebet på Nazitysklands største centrum for krigsproduktion. Piloter og korrespondenterne forberedes på den voldsomme koncentration af flakbatterier og strålekastere rundt om hovedstaden.

Ud på eftermiddagen får både korrespondenter og besætninger udleveret faldskærme. Inden de går ombord på bombeflyene, får hver deltager en termokande med kaffe, tyggegummi, en appelsin og noget chokolade.

Undervejs på flyveturen observerer Murrow, hvordan flere Lancaster-maskiner rammes af anti-luftskyts og styrter brændende mod jorden. Helt slemt bliver det, da armadaen er godt 50 km fra Berlins centrum. »De 30 mil var den længste flyvetur i mit liv,« konstaterer den garvede krigskorrespondent.

Han beskriver rædslen, når en bombemaskine flyver ind i en strålekaster og langsomt fanges i – først en, så to og tre lysstråler, mens de »små bobler af farvet bly bevæger sig mod maskinen fra to sider«. Og han ser de tyske jagere angribe andre maskiner.

»Berlin var« – slutter Murrow – »en slags orkestreret helvede – en forfærdelig symfoni af lys og flammer. Det er ikke nogen behagelig slags krigsførsel (...) på omkring 35 minutter blev (Berlin) ramt af omkring 3 gange så mange bomber, som ramte London under Blitzen. Dette er en kalkuleret, nådesløst ødelæggelseskampagne.«

Vi får aldrig at vide, hvad Grieg selv ville have skrevet. For i dette orkestrerede helvede kommer Grieg af dage. Det sorte, firemotorers bombefly letter på sin sidste tur fra RAF-basen ved Binbrook i grevskabet Lincolnshire den 2. december 1943 kl. 16.32. Nogle timer senere falder maskinen, der er lastet med flere tons højeksplosive bomber, ned i et skovbryn, meget tæt ved en kanal, i nærheden af slottet Hakeburg ved Berlin-forstaden Kleinmachnow – og bryder i brand. Grieg blev 41 år.

Flere lig end normalt

Få dage senere begynder rygterne at svirre hos de danske og norske fanger i nazisternes KZ-lejre. Nordmændenes Nacht- und Nebel-Fanger er sikre: Omkommet i et bombefly over Berlin? Det lyder som Nordahl Grieg! Det må være ham!

Der er ingen nænsom måde at sige det på; men der er en grund til, at Royal Air Force efter krigen havde så pokkers svært ved at identificere døde besætningsmedlemmer fra bombeflyene. Maskinerne brød hurtigt i brand, styrtene var ofte ekstremt voldsomme og ligene derfor ilde tilredte. De syv andre ombord på maskinen har et hundetegn på, Nordahl Grieg angiveligt kun en sølvamulet med navnet Nordahl, som han havde lovet sin kone at bære. Det er et løfte, han måske brød. Vi ved, at tyskerne undrer sig over, at der er otte lig i dette fly – en mere end normalt.

Skal man tro Royal Air Forces’ arkiver, så var det britiske luftvåbens mest prominente europæiske Hitler-modstandere nemlig alt andet end begejstrede for deres hundetegn og fjernede rutinemæssigt al legitimation, inden turen ind over fjendeland. Der skal vist heller ikke megen fantasi til at forstille sig, hvad nazisterne ville have gjort med en tilfangetagen Antoine de Saint-Exupéry eller Nordahl Grieg.

Siden denne decemberdag for 70 år siden, har ingen vidst, hvor han ligger begravet. Rygterne har svirret: Den store norske forfatter skulle angiveligt ligge begravet på en gammel sovjetisk troppeøvelsesplads. Eller under en motorvej ved Potsdam. Eller tæt på et hospital i forbundslandet Brandenburg.

Men alt tyder på, at han ligger et helt andet sted:. På den britiske militærkirkegård ved Heerstrasse 139 i Berlins velhaverbydel Charlottenburg. Tæt på ærkefjenden Hitlers monstrøse prestigebyggeri, Det olympiske Stadion, hvor skammens olympiade fandt sted i 1936. På kirkegården, hvor lidt over 3.500 unge mænd fra Storbritannien, Australien, New Zealand, det daværende Indien og alle dele af det besatte Europa ligger begravet, ligger også Nordahl Grieg.

Meget taler for, at han ligger i en navnløs grav på kirkegårdens afsnit 7 B. Den hvide gravsten bærer, som alle de 500 andre navnløse grave på dette sted, det britiske Royal Air Forces’ emblem og teksten ’Kendt af Gud’. I dette afsnit ligger nemlig også fire af de australske og engelske flyvere, der omkom i det samme bombefly som den norske digter. Det mener i hvert fald den tyske specialist i krigergrave, Jürgen Baumann. Berlineren har i årevis, som regel med held, arbejdet med at eftersøge og finde faldne tyske soldaters sidste hvilested.

For nogen tid siden bad denne artikels forfatter, sammen med en norsk avis, Jürgen Baumann om at bruge sin specialviden til at starte forfra med eftersøgningen af Nordahl Griegs grav. Baumann mener at kunne dokumentere, at Grieg allerede i vinteren 46-47 blev flyttet fra Döberitz til den britiske kirkegård på Heerstrasse. Det skete, fordi russerne ønskede at bruge Griegs første hvilested som militær øvelsesplads. Döberitz lå i den sovjetisk besatte del af Østtyskland – det senere DDR.

Den Kolde Krig var ved at blive hed – især i Berlin – og inden Jerntæppet gik helt ned, skyndte hold fra Royal Air Force sig at hente alle britiske døde i Sovjet-zonen og flyttede dem til Heerstrasse i Vestberlin. Flytningen fremgår, siger Jürgen Baumann, både af arkivalier i Berlins bystyre og af den britiske Commonwealth War Graves Commission. På grund af tidspresset og problemerne med de sovjetiske og østtyske myndigheder, var papirarbejde og opmålinger ikke ligefrem briternes førsteprioritet. Det er først efter Murens fald, at nordmændene overhovedet får at vide, hvad der er sket med netop den Lancaster, Nordahl sad i.

Og da lokalaviserne i Kleinmachnow begynder at skrive om den kendte norske forfatters død derude ved Hakeburg-slottet, melder en lokal hønseavler sig. I mere end 45 år har vingen fra Nordahls fly været brugt som tag på hans hønsehus. Nu hænger den vinge på den norske ambassade i Berlin.

Men Nordahl? Han blev i Berlin. Det endte slet ikke, som han havde forudset den 17. maj 1940, da han læste sit digt op i Tromsø. For efter de ord, som alle nu kender, kom der faktisk en sidste linje:

»Vi er så få her i landet, hver falden er bror og ven / Vi har de døde med os den dag vi kommer hjem igen«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu