Læsetid: 3 min.

Romanen, der ikke ville være en roman

Fransk bog er problematisk som sådan og underholdende som roman, men sig det endelig ikke til forfatteren
Hitler aflægger tropperne i Polen et visit sammen med bl.a. SS-general Reinhard Heydrich. En ny metaroman opruller de dramatiske begivenheder op til, under og efter attentatet i 1942 på Reinhard Heydrich, også kaldet ’Det Blonde Bestie’ og Hitlers ’vicekonge’. Forfatteren har populærhistorisk flair, men er også skamfuld over at skrive en roman.
	Foto: Scherl/Scanpix

Hitler aflægger tropperne i Polen et visit sammen med bl.a. SS-general Reinhard Heydrich. En ny metaroman opruller de dramatiske begivenheder op til, under og efter attentatet i 1942 på Reinhard Heydrich, også kaldet ’Det Blonde Bestie’ og Hitlers ’vicekonge’. Forfatteren har populærhistorisk flair, men er også skamfuld over at skrive en roman.
Foto: Scherl/Scanpix

27. december 2013

HhhH – Himmlers hjerne hedder Heydrich er franske Laurent Binets første roman. Den er allerede blevet belønnet med diverse priser, bl.a. hjemlandets Prix Goncourt for bedste debutroman. Men er det overhovedet en roman? Dét diskuterer bogen selv, sideløbende med at den opruller de dramatiske begivenheder op til, under og efter attentatet på ’Det Blonde Bestie’, ’Slagteren fra Prag’, ’Det Tredje Riges farligste mand’ alias Hitlers ’vicekonge’, Reinhard Heydrich, i maj 1942. Vi har altså at gøre med det, nogen kalder en metaroman, en bog, der dokumenterer sin egen tilblivelse kapitel for kapitel. En metaroman og en historisk roman. Forfatteren eller fortælleren lægger tilsyneladende kortene på bordet og beretter om sine forskellige kvababbelser med at skrive en bog på baggrund af historiske hændelser og deres i sagens natur mere eller mindre udviskede konturer så mange årtier efter.

Skamfuld forfatter

Binet er voldsomt (og smittende) fascineret af historien om de heltemodige tjekkoslovakiske faldskærmssoldater, der fra London sendtes til Prag for at likvidere den grusomme Heydrich, som ikke bare holdt Prag i et jerngreb, men også var en afgørende faktor i udmøntningen af ’Den Endelige Løsning’ på det såkaldte ’Jødespørgsmål’.

Men Binet er også vældig skamfuld over at skrive en roman om dette. Han slår sig for munden, tvivler og overvejer, om han kan tillade sig denne eller hin opdigtede detalje, og kalder et sted en opdigtet dialog for »en dråbe stilisering i virkelighedens hav«. Man må derfor gå ud fra, at han forestiller sig et virkelighedens hav af fakta? Er det mon den gængse historieskrivning, han opfatter sådan, som et ikkestiliseret hav af fakta?

Man tvivler på så naiv en modstilling af fiktion og historieskrivning. Men meget tyder på, at Binet opererer med denne modstilling: Romanen er skamfuldt krydrende, Binets bog, hvis romankarakter han flere gange afsværger, er noget andet, sandere måske? En infraroman, kalder han den. Hvad dét skal betyde, ved jeg ikke.

Det skal retfærdigvis siges, at Binet skriver med en stærk personlig vinkling og stor (og underholdende) populærhistorisk flair med fokus på personers bevæggrunde og psykologi – Hitler er altid rasende, Chamberlain er »skændig«, Heydrichs kone er ond som dronningen i Tornerose – jeg sad og tænkte på den danske forfatter og historiker Palle Lauring undervejs og var ikke i tvivl om, at forfatterens fascination og indlevelse er reel. Sådan set ikke så dårligt for en roman, der skammer sig over at være det. Eller lader som om.

Det, jeg nemlig er i tvivl om, er, hvor alvorligt jeg skal tage den noget koketterende selvkritik, Binet iscenesætter. HhhH er som antydet præget af indskudte, selvkommenterende og lejlighedsvist ’ilan trækkende’ kapitler og en iscenesat indre binet’sk konflikt mellem nødvendigheden af at opdigte og udfylde og forbinde elementer vha. fiktionel lim på den ene side og af på den anden side at skamme sig behørigt over »romanskrivningens puerile og latterlige karakter«, som det hedder et sted.

Kildrende paradoksalt

Jeg synes ikke rigtig, denne selvrefleksion bidrager med det store, den forekommer mig at være uskarp og udvendig, overorkestreret. Det er i den sammenhæng sigende, at romanen præsenteres, som om den er skrevet ’live’ og uden ’tilbageløb’. Kapitler får således triumferende lov at stå, selvom de på et senere tidspunkt kritiseres eller undsiges helt af forfatteren. Det er der muligvis noget kildrende paradoksalt over – som når et kapitel afsluttes på følgende vis: »Denne scene er ikke nødvendigvis særlig nyttig, og desuden har jeg praktisk taget opfundet den, jeg tror ikke, jeg beholder den« – men den udstillede usikkerhed og den postulerede værkinterne ’kamp’ svækkes gevaldigt af, at Binet ikke rigtig orker at tage konsekvensen af sin mistro til romangenren. På trods af kvababbelserne er der nemlig masser af sekvenser, hvor bøvlet er lagt helt og aldeles på hylden, og hvor der på bedste romanmæssig beskub gisnes og digtes og udstoppes fiktionelt. Jeg synes kort sagt, der er noget udvendigt og konsekvensløst over Binets forsøg på at gøre afbigt for sit fiktionelle begær. Ikke fordi der er noget i vejen med at skrifte, samtidig med at man forbryder sig, det er snarere pikant, men fordi jeg simpelthen ikke hverken forstår eller tror på de problemer, Binet påstår at have med fiktionens sameksistens med historiske fakta.

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu