Så sårbar som muligt

Josefine Klougart flytter endnu en gang grænserne for hvad der kan stå i en bog
Josefine Klougart.

Josefine Klougart.

Peter Helles Eriksen
6. december 2013

Kammerater! Vi er samlet her i dag for at protestere, gøre hårdnakket indsigelse og i fællesskab kræve vor frihed, vor ret! Vi protesterer hermed imod Josefine Klougarts nye bog!! Mod dens åbne, intetsigende titel. Mod dens stive, alt for tykke, monumentale bind. Mod dens kornede, uklare fotoillustrationer. Men først og fremmest protesterer imod det overgreb, hun har begået ved at bunke os sammen, 143 totalt uskyldige tekster, der så godt som ingenting har til fælles bortset fra selve den vanskæbne, vi føler det er at skulle stå i netop denne bog. Hver for sig er vi spinkle og svage. Men sammen er vi stærke. En for alle, alle for en!«

Sådan kunne indledningstalen lyde på et revolutionært stormøde for de overmåde forskelligartede tekster – fortællende prosa, prosalyrik, dramatik og miniessays – som Josefine Klougart nu har bragt sammen i ét bind. Og protesten ville unægtelig være berettiget. For bogens princip er netop at insistere på et fravær af overordnede principper af den art, der samler mennesker i samfund, genstande i kategorier eller altså for den sags skyld føjer tekster sammen til værker.

»Der er ingen hierarkier,« skriver forfatteren således. »Balancer er ikke stabile,« erklærer hun. »Alle lyde er lige tydelige.« Hvad det for hende gælder om, er at modtage alt det, øjnene ser, og derved give tingene en mulighed for at stå tydeligt frem. Alene dette enkle: at det hele findes samtidig, her, er ifølge hendes tanke vigtigst at forstå. »Man skal være så sårbar som muligt.« Det indebærer, at sygdomsforløbet, spadsereturen langs stranden, kærlighedsmødet og skænderiet her stilles op side om side i den form, hvori det hele mødte kroppen. I samme form som hesteulykken:

»De så ambulancen, og ansigtet så de tre uger efter. Det lignede en mark, alle de skel, baner, som huden var syet sammen i. Noget af kæben reddet, tre tænder, kinden bygget op igen af knogle fra skinnebenet. Hun var blå længe efter, og de skød hesten, der var for vild til at være ridehest og for belastet til i det hele taget at være noget sted. Kastreret for sent, det var, som om den ikke forstod, at den ikke længere var hingst, sagde de. Det havde pigerne en vis forståelse for, men alle syntes de alligevel, at det var bedst at skyde den, ansigtet taget i betragtning. Hestens øjne flakkede, da de trak den frem på gårdspladsen, så de ikke skulle flytte den, når den først var død. Braget fik alting til at lette, støv steg, græsfrø, sand.« – Læs det sidste punktum igen, det forandrer alt. Det udgør forfatterens sanse- og tankemæssige signatur.På denne radikalt kropsligt fænomenologiske erkendelsesholdning og æstetik udfører Josefine Klougart sin fnuglette, fragmenterede skrift. På tillid til, at mønstrene før eller siden vil dukke op. På forventningen om, at naturens strukturer bliver synlige efterhånden og vil meddele sig til os gennem en stemme og en form. På fornemmelsen af, at kompositionen og rytmen i alting kan vise sig at være den samme, fordi krystallet og litteraturen deler en viden om, at stoffet lader sig organisere.

Som nogle måske har anet ud fra tonefaldet og ordvalget i dette sammenkog af spredte citater fra bogen, har Josefine Klougarts anskuelsesform og kunstneriske metode en hel del til fælles med ingerchristensens filosofi og poesi. Frem for alt vil den yngre forfatter ligesom sin kloge forgængerske opponere imod falske adskillelser såsom den imellem legeme og bevidsthed. Kroppen opfattes nemlig her som »det korset, der holder tankerne på plads«. Og »negligerer man kroppen, forsvinder tanken«. Direkte Inger Christensensk hedder det da også et sted: »Det er med sproget, at jeg overlever.«

Kloge ord

Sideløbende med udviklingen af denne tematik foretager Josefine Klougart en konfrontation af destruktion og skabelse. Eller rettere, hun giver sig hen til det vilkår, at verden kun er til i sin forsvinden. Alting er bare passage: »Fortiden er på en måde det eneste vi har.« Og de største revolutioner ændrer ikke fremtiden så meget som de ændrer det der går forud. Kloge ord, som i al deres lettere luftige abstraktion trods alt evner at holde en smule sammen på bogens (internt) springende og (indbyrdes) usammenhængende tekster, dog med undtagelse af en sektion med »Sapphofragmenter« og en ret så opstyltet dramasekvens, der muligvis kunne have været gemt til en senere lejlighed.

Havde jeg fået adgang til stormødet for de tekster, som Josefine Klougart har bunket sammen til bog, ville jeg høfligt have bedt om ordet og sagt: ”Gode venner! Talende tekster! Fald nu ned. Tro på jeres værd hver især, og glæd jer trods alt over at være smukke, sarte, skrøbelige, stærke, kejtet yndefulde kunstneriske frembringelser fra en digter, der gang på gang flytter grænserne for, hvad der kan stå i en bog.”

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Om mørke

Josefine Klougart

Gladiator

330 sider

299,95 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu