Læsetid: 2 min.

Skuffende Auster

Den produktive amerikanske forfatter gentager sig selv i forsøget på at udforske sit yngre selvs sind
6. december 2013

Sidste år udgav Paul Auster Vinternoter, der fokuserer på de fysiske omgivelser, der har præget hans liv. Austers nye bog er, som han skriver allerede på side to af Rapport fra de indre landskaber, en art opfølger til denne:

»Ét var at skrive om din krop, at lave en fortegnelse over de mange slag og fornøjelser, dit fysiske selv har oplevet, men udforskningen af dit sind, som du husker det fra barndommen, vil utvivlsomt blive en langt vanskeligere opgave – måske endda umulig. Alligevel føler du dig drevet til at gøre forsøget.«

Det havde han nu ikke behøvet, fristes man til at konkludere efter endt læsning af bogen, der starter nogenlunde samme sted som Vinternoter, nemlig med en dufortæller, der som dreng føler sig fremmedgjort i USA’s mainstreamkultur og sært utilpas i et hjem præget af forældrenes polsk-jødiske arv.

Der var »ingen cowboys ved navn Bernstein eller Schwartz, ingen detektiver ved navn Greenberg eller Cohen og ingen præsidentkandidater hvis forældre var udvandret fra det østlige Polens eller Ruslands shtetler,« som Auster skriver i sin vanlige lærde og enkle tone (i Rasmus Hastrups sikre oversættelse).

Bedre bliver opvæksten ikke af, at drengen tisser i sengen, ikke bryder sig om særlig mange fødevarer og med egne ord er uduelig til skarnstreger.

Alt dette samt lidt af ungdomsårene som student og håbefuld forfatterspire på Columbia University i New York og i Paris krydres med masser af filosoferen og stemningsfulde anekdoter.

Banale anekdoter

Problemet er blot, at vi har læst langt det meste af det tidligere. Få forfatterskaber er så direkte selvbiografiske som Paul Austers, og specielt i hans gode nonfiction bøger og essays – deriblandt Opfindelsen af ensomhed og Den røde notesbog og andre sande historier – har han på intelligent vis grublet over farens død, ungdommen, skrivekunsten og karrieren samt ikke mindst ensomhedens væsen, der i den grad er Paul Austers kunstneriske drivkraft.

Livets og dagligdagens ordinære misforståelser, tilfældigheder og ulykker, som i det austerske univers er skæbnebestemmende, synes denne gang banale og uden vanlig resonans.

To alenlange og detaljerede analyser af filmene Manden der blev mindre og Jeg er en flygtning, som Auster blev betaget af som dreng, sænker yderligere tekstens flow, og da forfatteren ej heller tør eller vil folde historien om sin ekskone Lydia Davis ordentlig ud, er resultatet af forfatterens forsøg på at udforske sig selv endt som en gedigen skuffelse. Austers Rapport fra de indre landskaber vil måske begejstre enkelte dedikerede fans – på den anden side er det nok netop dem, der har læst det hele før.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu