Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Smal bog om vigtig digter

Mikkel Frantzen giver en solid indføring i de vigtigste problemstillinger i Lars Skinnebachs forfatterskab
Kultur
13. december 2013

I den fine monografiserie på forlaget Arena, hvor der indtil videre er udkommet to andre udgivelser, hhv. om digterne Pia Juul og Morti Vizki, udkommer nu en tredje bog, denne gang om den danske digter Lars Skinnebach.

Bogen er skrevet af ph.d.-stipendiat og anmelder her på avisen, Mikkel Krause Frantzen. Skinnebach (f. 1973) er uddannet på forfatterskolen 1996 og har indtil videre udgivet fem bøger, der på trods af en voldsom eksperimenteren med genrer stadig bør kaldes digtsamlinger. Dertil kommer en række andre udgivelser, f.eks. kollektivværket Kærlighed til fædrelandet var drivkraften (2001) sammen med forfatterkollegerne Jeppe Brixvold, Lars Frost og Pablo Llambías.

Vi taler således om et forholdsvist nyt og ubeskrevet forfatterskab, der indtil videre ikke har det store efterslæb af sekundærlitteratur. Af samme grund priser man sig også lykkelig over denne bog af Frantzen, der giver os en solid indføring i nogle af de vigtigste problemstillinger i et vigtigt forfatterskab.

Ambivalensens forfatter

Skinnebach er et vanskeligt bekendt- og forfatterskab, ikke kun fordi han kan være besværlig at læse, men fordi vi har med en digter at gøre, der føler lede ved sin digtning og inkorporerer den idé i sine tekster. Det er en tiltagende fornemmelse i forfatterskabet, og noget man kan opleve, når Skinnebach læser sine tekster op, idet de her snarere bliver udsat for tortur end oplæsning. Som Frantzen opsummerer til sidst: »Skinnebach […] er en ambivalensens forfatter, hvad enten det drejer sig om (u)tiltalende henvendelsesformer, affektive mønstre, sprogligt misbrug eller global klimakrise. Den grundlæggende ambivalens […] har hidtil givet sig udslag i to overordnede roller: Den ene består i at indgive håb, at mobilisere affekter og insistere på forandringens nødvendighed; den anden består i at afsløre illusioner, at latterliggøre følelserne og pege på forandringens umulighed. Tillid og mistillid. Utopi og dystopi.«

Den ambivalens, som Frantzen her omtaler, kan man sige, at monografien forsøger at indkredse og beskrive på sine små hundrede sider. Fra sprogets mindste bestanddele – at opretholde sammenbruddet i henvendelsen ved at anvende en slags poetisk vold, f.eks. linjebrud, gentagelser etc., på den digteriske udsigelse i de første digtsamlinger, til den seneste bog Øvelser og rituelle tekster, hvis førsteudgave man som læser kun kunne købe, hvis man samtidig indgik en kontrakt med forfatteren om ikke at købe andet end mad de følgende fem dage.

Som i så megen anden avantgardekunst ligger der således hos Skinnebach en utopisk drøm om at gøre de umulige ord til handling. Men også en drøm om at inddrage læseren i projektet ved et performativt greb og senest ved besværgelser. Det er både ironisk og alvorligt ment. Skinnebach taler selv ambivalent om »Skinnebach-effekten« på bagsiden af Øvelser og rituelle tekster. Om dette skriver Frantzen, at en sådan ambivalens forbliver en smule utilfredsstillende og peger selv på en udemokratisk disciplinering af læseren, fordi en sådan tvinger denne ud af enhver neutral position.

Skinnebachs tekster er således i enhver henseende modsprog, de er endog imod sig selv som litteratur, hvorfor forfatterskabet med den seneste bog bevæger sig længere hen imod en reel ophævning eller opløsning (alt efter temperament) af det litterære i forfatterskabet til fordel for reel handling og politisk utopi; måske til en art postlitterær tilstand, som kan genkendes i og hos en række andre danske avantgardeforfattere, f.eks. (Claus Beck-)Nielsen, Ursula Andkjær Olsen, Mikkel Thykier, der alle ligeledes omtales af Frantzen.

Avantgardelogik

Frantzen citerer selv Samuel Beckett til sidst i sin bog for, at man som forfatter fejler, men at det gælder om at fejle endnu bedre, hver eneste gang. Hvordan Skinnebach skriver sig ind i denne skruestik af en poetik, får Frantzen beskrevet kongenialt med sin monografi.

Personligt er jeg dog ikke sikker på, at jeg abonnerer på en sådan avantgardelogik og dermed heller ikke på, at en forfatter bør gøre det. Litteratur (og kunst) er mere end overskridelse, politik og performance. Den svenske litterat Horace Engdahl opsummerede engang avantgardelitteraturens bestræbelser som frugtbar fejlen. Man kunne også anvende Per Højholts ord ’blindgyder’. Men Højholt overskred sine blindgyder med humor. Det havde han lært af en anden finurlig avantgardekunstner, nemlig Marcel Duchamp. En sådan humor ligger latent hos Skinnebach, og det kunne muligvis virke forløsende for projektet.

Frantzens bog er god, men den kan ikke læses af enhver. Den er uden tvivl tiltænkt et forholdsvist begrænset publikum, f.eks. undervisere og studerende på universitetet, yngre forfattere med hang til Skinnebachs poesi etc. Men man skal huske på, at Skinnebach har udøvet stor indflydelse på en hel generation af unge digtere, dels i kraft af sine effektfulde tekster og oplæsninger, dels som underviser på forfatterskolen.

Frantzens bog gør os derfor ikke kun klogere på Skinnebachs forfatterskab, tror jeg, men også på dansk samtidspoesi. Således bør alle, der interesserer sig for den, kaste sig ud i en læsning af bogen, eller som Frantzen selv skriver: »Hvis Skinnebachs poesi var et brev, ville det have påskriften: Att. den danske offentlighed. Men så simpelt er det jo ikke.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her