Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sprængt krop, smadret køn

Glenn Christian skriver ikke smukke digte og heller ikke lette digte, men han skriver stærkt, rent og med en intens sans for kroppens ubehag. En af årets bedste digtsamlinger
Kultur
6. december 2013

Hovedperson i digteren Glenn Christians nye bog, Mudret sol, er, så vidt jeg kan se, en mørk, nedslidt og betændt kropslighed, fuld af pus og drifter. Den krop skriver digtene om, men de skriver også ud fra den – den er udgangspunkt for bogens billedsprog, den er det filter, digtene ser verden gennem. Det er den, Glenn Christian sprutter sine visioner ud af.

Den er også den røde tråd i Mudret sols tre ellers ret forskellige dele. Her er vi i første del, »En skakt i scrotum«, hvor digte med lufthuller i ligesom skrider hen over siderne. Det lyriske jeg forvalter træt sin liderlighed og projicerer en slidt krop ud på verden:

»Er i dag/ tung & grim som at gå i kaninpels i/ regnvejr Jeg arbejdede mig hårdt i tøjet/ da kirtlerne overalt/ på kroppen skyder ud Jeg ser ingen grund til vejrtrækning/ mit åndedræt finder vej gennem limplader i halsen«

Fornemmelsen af sygdoms- eller tømmermandsramt håndværker, som især de sidste linjer indfanger, den går igen mange andre steder i bogen; det samme gør fornemmelsen af at være omgivet af en klam materie, der ligesom inficerer luften. »det er sommer i alles haver/ slagtede øfgrise syntetiserer luftens/ nu over fyrre grad i skyggen«, som det hedder et sted.

Som man kan se er syntaksen ikke egentlig opløst, men nok kondenseret. Det er, som om ikke alle ord er med, lidt ligesom den måde, man i sine tanker kan hoppe mindre vigtige sætningsdele over. Ifølge pressemeddelelsen er der tale om en meditation over den skizofrene danske kunstner Ovartacis selvkastration, det præger ikke i udpræget grad digtene.

Knæl! De føder

Bogens anden og klart voldsomste del hedder simpelthen »Andet kapitel«. Her er der ikke et jeg, men et ’de’, som skiftevis er mandligt og kvindeligt og noget midtimellem. Messende prosablokke afbrydes af digte sat med meget store typer; de blokke er fulde af gentagelser og skråstreger og fremmaner en virkelig vild vision:

»Samfundet er merde/ skriger de! Hjem til Tarnac/ nu! Væk fra de gamle byer/ disse lavtliggende glorier af opkastet grundvandsskum. Se/ grænserne kvæler. Yderligere æder et hegn sig ind på vejene. De er iklædt masker. Altid/ det er de!/ sjusket syet sammen mellem benene. De har fødsler i gang overalt.«

Den smadrede krop er ligesom spredt ud i landskabet og tekstens billedsprog på en måde, der føles genuint original. Men også ret ubehagelig – undervejs er der allusioner til indiehorrorfilmen The Human Centipede, den anbefaler jeg ikke at google. Og også her kredser Glenn Christian om kønnet og kropsåbninger og om det sted, hvor mennesket bliver ødelagt dyr igen.

»Det blæser Det hele/ de hælder på ny frisk væde mellem benene. Blodet skal størkne/ så orgasmen får den rigtige lyd af vrælende fiktion. Knæl! De føder. Nyfødte graver sig ud/ tager smutveje ud gennem åbne porer i huden. Knæl!«

Skjult under visionerne er der en løst optegnet fortælling i »Andet kapitel«, på et tidspunkt rejser alle kvinderne i al fald væk, mens mændene graver sig ned i jorden. Måske skal bogen læses som en art solidaritet med forestillingen om manden som moderne taberkrop, måske kan den læses som et opgør med vores drømme om en velfungerende, strømlinet krop.

Der er også ret sære referencer til Hitler; de gør ikke noget godt for teksten. Men især er der den her blanding af materiens nærvær og fordrømt undergangsvision. Og den gør meget godt for teksten.

Stærk, ren og ubehagelig

Sidste del, »Matis-lok!«, er så Glenn Christians digteriske tiltale af skikkelsen Hurbinek, der optræder i Primo Levis vidnesbyrd fra holocaust, Hvis dette er et menneske. Hurbinek blev født og levede sine tre år i Auschwitz, han lærte sig aldrig noget sprog. Hvad er der tilbage, som er menneskelig i en skikkelse som ham, spørger Levi, og finder det i hans brændende øjne. I Mudret sol bliver han endnu et billede på en krop, der ikke vil. »Din tale/ sproget/ som sten i halsen// Dine tre år er gået«, slutter digtene om ham.

Der er noget nærmest perverst højpatetisk i at skrive digte i velfærdens Danmark om treårige fra Auschwitz. Når Mudret sol alligevel slipper af sted med det, så er det blandt andet, fordi den ikke vil være skøn eller smuk digtning. Dens ærinde er ikke at skabe glimt af skønhed midt i det grimme, selvom dens billedsprog godt kan slå ud i en art vild dekadence – »drøbelens kødtåre i halsen«, den slags. Glenn Christian skriver i stedet stærkt, rent og ubehageligt. På trods af sine stadige skred fra en form til en anden skriver han nærmest helt renset for sproglige tics eller manerer.

Mudret sol føles original og konsekvent, sådan som Glenn Christians bøger næsten altid gør. Men den udkommer på det lille forlag Arena, den kan sikkert være svær at finde i en boghandel. Gør alligevel forsøget, den er altså en af årets bedste digtsamlinger, på linje med Anders Abildgaards Din fjendes fest – som den deler stemning med – Morten Chemnitz’ Inden april, som den slet ikke deler stemning med, og Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her