Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Min yndlingsperversion

Lars von Trier rammer hjernen, maven og skridtet med sin nye film, den fire timer lange ’Nymphomaniac’, en på én gang brutal, morsom og fascinerende fortælling om en kvindes seksuelle og eksistentielle opdagelsesrejse
’Nymphomaniac’ er på mange måder et monstrum af en film, en krævende og svært definerbar blanding af mainstream og eksperiment, erotisk dannelsesrejse og filosofisk diskurs og selvfølgelig menneskelig tragedie og sort komedie, som gør den voldsomme historie nemmere at kapere.
Kultur
23. december 2013

Nogle gange kan man godt glemme, hvor stor en humorist Lars von Trier egentlig er. Han har demonstreret sin uforlignelige evne til vittigt og nådesløst at spidde mennesker, dogmer, samfund, prætentioner og meget andet i sine film – måske mest tydeligt i Epidemic, Riget og Direktøren for det hele. Men fordi andre af filmene, Dogville, Antichrist og Melancholia, desuden også er så brutale og uforsonlige, har man det med at overse den humor og det vid, som den drilagtige filmmager altid så dygtigt, ja, næsten subversivt benytter sig af.

Det vil man dog ikke gøre i Triers nye film, den fire timer lange Nymphomaniac. Midtvejs i filmen er f.eks. en på alle måder ustyrligt morsom scene, hvor en ung udgave af hovedpersonen, den selverklærede nymfoman Joe (her spillet af Stacy Martin), kasserer en af sine mange elskere med en bemærkning om, at han alligevel aldrig vil forlade sin kone. I virkeligheden er Joe voldsomt træt af manden – han klæber sig til hende – og hun vil bare have ham til at gå.

Snart står manden igen uden for hendes dør. Denne gang med kuffert i hånden og budskabet om, at han har forladt sin kone. Op af trappen kommer så konen, Mrs. H (blændende spillet af Uma Thurman) med parrets tre børn på slæb, og nu følger en af filmens mest pinagtige, tragiske og samtidig mest underholdende scener, hvor Mrs. H tager børnene som gidsel i et skiftevis vrængende og tårevædet opgør med sin mand og hans unge elskerinde.

Joe ved ikke, hvad hun skal gøre af sig, mens furien insisterer på at lave te til dem alle sammen – en anden af Joes elskere (Cyron Melville) dukker også op og bliver blandet ind i dette trekantsdrama – og vise sine tre små drenge »horesengen«, deres fars nye yndlingssted.

En kerne af sandhed

Det er en voldsom og overdrevet scene, men ikke mere end at man menneskeligt og psykologisk kan genkende den – eller noget, der minder om – fra sit eget liv. Og det er en af de ting, der gør Lars von Trier til så spændende en filmkunstner: Han tager elementer fra virkeligheden og hverdagen, vrider dem ud af proportioner og præsenterer dem for publikum som et absurd, sarkastisk stykke teater, man kan grine af og tage afstand fra, men som det viser sig at være umuligt at lægge fra sig eller ikke forholde sig til som menneske.

Der er altid en kerne af sandhed og smerte i centrum af Triers film og historier, og hvad enten man er begejstret for dem eller ej, bliver man ramt. Som en kollega sagde til mig forleden: Man skal ikke tage det alt for alvorligt, men man skal heller ikke ikke tage det alvorligt.

Af samme grund kan man også læse stort set alt, man vil ind i Nymphomaniac og tage det med sig fra filmen, som man har lyst til eller brug for: F.eks. at filmen er et feministisk kampskrift, at titlen skal forstås ironisk – havde hovedpersonen været en mand, havde han bare været en fandens karl, ikke en kvinde med en diagnose – eller at filmen og Trier er et par misogyne størrelser fulde af frygt for den pr. definition destruktive kvindelige seksualitet.

Det er fascinerende og frydefuldt, at Trier og hans film er så svære at få hold på; man kan blive ved med at diskutere og uddrage mening af dem, og da Trier ikke selv taler – han har tiet stille lige siden Melancholia-pressemødet i Cannes i 2011, hvor han blev udråbt til nazist – må filmene tale for ham. Og det gør Nymphomaniac i dén grad – den råber faktisk temmelig højt.

Fluefiskeri og fugaer

Nymphomaniac foregår i et anonymt, stiliseret, let foruroligende og ikke videre solbeskinnet centraleuropæisk miljø og handler om Joe (spillet som ældre af Charlotte Gainsbourg), der findes i en baggård af den ældre Seligman (Stellan Skarsgård). Hun er forslået, og han tager sig af hende, og hun fortæller ham til gengæld sin historie, der i vid udstrækning drejer sig om sex. Eller det vil sige, at sex er udgangspunktet – og Joe har prøvet det meste – for en dialog mellem to meget forskellige mennesker om kønsroller, følelser, mænd og kvinders seksualitet, forholdet mellem børn og voksne, meningen med livet, filosofi, religion og den kærlighed, som Joe har søgt og fundet i skikkelse af Jerôme (Shia LaBeouf), men ikke har kunnet holde fast i.

Der er en spøjs dynamik mellem de to mennesker, Joe og Seligman, og magtbalancen synes hele tiden at skifte. Det ene øjeblik er Joe fuld af selvhad og erklærer, at hun er et forfærdeligt menneske, mens Seligman prøver at overbevise hende om det modsatte. Det næste øjeblik fortæller hun med vellyst om sine seksuelle erobringer og eksperimenter, mens Seligman af og til spærrer øjnene op eller tørt kommenterer de vilde eventyr.

Seligman er jomfru, og det gør ham, siger han selv, til den perfekte tilhører til Joes tilsyneladende ærlige, dramatiske, tragiske, tossede og morsomme beretning. Han kan altså objektivt lytte og tage stilling til det, han hører, uden at dømme hende, og fordi han er så belæst, bliver han sjældent chokeret og har hele tiden et citat eller en litterær reference, som indrammer det, Joe fortæller – eller intet har med sagen at gøre.

Seligman sidder dog lidt uroligt i stolen, da hun fortæller ham om en såkaldt ’silent duck’, et seksuelt greb, om jeg så må sige, som Joe stiftede bekendtskab med, da hun i et forsøg på at genvinde evnen til at få orgasme opsøgte en mand, K (Jamie Bell), som må siges at have rendyrket kunsten at give en ordentlig røvfuld.

Undervejs i dialogen runder parret fluefiskeri som billede på den unge Joes forførelse af mænd og Bachs arbejde med polyfoni som analogi til Joes beskrivelse af tre af sine elskere som de tre lige vigtige elementer i den flerstemmige melodi i en af komponistens fugaer: Hver for sig giver de hende tilfredsstillelse på forskellig vis, men tilsammen rummer de alt, hvad hun har drømt om.

En slags poetik

Ligesom så mange andre gode historier er Nymphomaniac delt ind i kapitler, otte i alt, som også understreger slægtskabet med den litteratur, Lars von Trier har ladet sig inspirere af: Selvfølgelig O’s historie, Marquis de Sade og Sacher-Masoch, men også Proust og På sporet af den tabte tid. Der er referencer til andre film, ligesom flere af Triers egne film – Forbrydelsens element, Europa, Breaking the Waves og Antichrist – parafraseres mere eller mindre direkte med både komisk og dramatisk effekt, f.eks. i form af en genskabelse af den smukke, men frygtelige åbningsscene fra Antichrist – med et lille twist.

Således trækker instruktøren nogle tråde tilbage i sit værk, og man kan sige, at Nymphomaniac på nogle måder er en slags poetik, hvor Trier diskuterer og opsummerer sine metoder og fascinationspunkter.

I samme åndedrag kan Trier ikke nære sig for at lange ud efter sine kritikere ved at lade filmens personer tale for sig. Så når Joe siger, at hun hader sentimentalitet, fordi det er så falsk, er det henvendt til alle dem, der tidligere har brokket sig over Triers følelsesmæssige manipulationer. Og når Joe senere taler om, at man ikke må holde op med at bruge bestemte tabubelagte ord af frygt for at støde andre mennesker – det er blot at feje de virkelige problemer ind under gulvtæppet i stedet for at forholde sig til dem – er det en direkte kommentar til den censur, politiske korrekthed og det hysteri, som ramte Trier på filmfestivalen i Cannes i 2011.

Det serveres måske lidt firkantet, men meningen er god nok, og nu kan Trier da i det mindste tale uden at blive afbrudt – misforstået, bevidst eller ubevidst, skal han dog nok blive igen.

Fascination og fysiologi

Og nu jeg er ved retten til at sige, hvad man mener: Man kan ærgre sig over, at det ikke er Lars von Triers fulde vision, man får præsenteret i de danske biografer i Nymphomaniacs vol. 1 og 2, hvor man selv kan bestemme, hvor meget man vil se hvornår. Instruktørens egen udgave af filmen er 5,5 timer lang, og den forkortede udgave på to gange to timer, som har premiere i dag, er lavet med Triers vidende – men angiveligt uden hans medvirken – af hensyn til alverdens distributører og biografer. De allerede meget omtalte eksplicitte sexscener er også med i den ’korte’ version, men der er færre af dem, og de varer ikke lige så længe som i Triers egen version.

Det er selvfølgelig svært at sige, hvad det betyder for oplevelsen af Joes historie, men umiddelbart vil jeg mene, at jo mere pågående og direkte billederne er jo bedre, når man så indgående fortæller om en kvindes seksuelle opdagelsesrejse. Det handler ikke om at lave en arty pornofilm, men om at være så rå og ærlig i sit udtryk som muligt. Samtidig kan man indimellem godt mærke, at også andre ting er klippet ud af Nymphomaniac for at forkorte spilletiden. Nogle få scener virker ufuldstændige, og et enkelt sted taler Seligman pludselig om noget, man ikke før har hørt nævnt.

Men det er trods alt småting i noget, der må betegnes som en væsentlig og fascinerende udbygning af en allerede markant filmkunstners betydelige oeuvre. Følelsesmæssigt påvirket bliver jeg ikke for alvor af Triers film, heller ikke Nymphomaniac, men den rammer mig intellektuelt og fysiologisk, lige i hjernen, maven og skridtet, og selv om fire timer er lang tid, er det ikke for lang tid.

Et monstrum af en film

At filmen kan holde ens opmærksomhed fanget så længe, skyldes selvfølgelig både Lars von Triers manuskript og velformede dialog – Filmskolens nyslåede rektor, Vinca Wiedemann, har været med på sidelinjen – og nogle af hans tætteste samarbejdspartnere. Her tænker jeg ikke mindst på lyd- designer Kristian Selin Eidnes Andersen og fotograf Manuel Alberto Claro, der gennem ekspressiv lyd og afdæmpet håndholdte billeder hjælper med at opbygge det mystiske ingenmandsland, Nymphomaniac foregår i og henter tone og farve fra, og klipper Molly Malene Stensgaard, der skaber orden og rytme i det hele, så man kan og vil følge med.

Endelig er der de mange modige skuespillere, kendte og ukendte, der gør det aldeles fremragende i store og små roller: Charlotte Gainsbourg, Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia LaBeouf, Christian Slater og Connie Nielsen (som Joes forældre), Uma Thurman, Willem Dafoe, Jens Albinus, Jesper Christensen, Nicolas Bro, Jamie Bell, Mia Goth og Trier-veteranerne Jean-Marc Barr, der er med i en af filmens mest smertefulde og tragiske scener, og Udo Kier, der er med i en af de sjoveste.

Nymphomaniac er på mange måder et monstrum af en film, en krævende og svært definerbar blanding af mainstream og eksperiment, erotisk dannelsesrejse og filosofisk diskurs og selvfølgelig menneskelig tragedie og sort komedie, som gør den voldsomme historie nemmere at kapere. Der er billeder, scener, personer og replikker i filmen, som jeg sent vil glemme – det er der som regel i Triers film, der stadig er som den sten i skoen, han selv talte om for snart mange år siden – og det er ment som en uforbeholden anbefaling.

’Nymphomaniac’. Instruktion og manuskript: Lars von Trier. Dansk-tysk-svensk-fransk-britisk (Biografer landet over den 25. december).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det væsentligste, jeg har fået ud af Triers værker, er tesen om at onskaben opstår når vi giver slip i vore følelser - i vore tilknytninger og relationer - til fordel for emotioner og umiddelbar drift/trang. Mest markant illustreredes dette vel i Antichrist, hvor den kvindelige hovedkarakter under et samleje med sin mand så parrets lille barn stavre frem mod det åbnede vindue på x. etage, hvor døden ventede det. Istedet for at reagere, lukkede hun øjnene og helligede sig den seksuelle nydelse, den emotionelle fortabelse. En slags begærets anatomi - med klar politisk og kulturel adresse.

Vi har nu dyrket 'under bæltestedet' til den yderste grænse i mange, mange år efter tabutiden.
Nu længes jeg efter kvalitetsfilm og litteratur, der kan hæve blikket til, hvad der foregår imellem to eller flere mennesker over bæltestedet fra de første spirende følelser, man ikke aner hvad er i 5 -6 års alderen til ,at den ene i et livslangt parforhold, må give slip.
George Elliot, Middlemarch I og II er nok lidt stiv, men et smukt eksempel på al det der ligger over bæltestedet.
Det summer i hovedet efter læsningen og er så langt fra Triers krav om at kunne filme penetrationen, som muligt.
Med en skilsmisse rate på 60% plus de, der går fra hinanden uden formelt ægteskab er der nok behov for at teste den øverste del godt og grundigt, før man går i gang med den nederste.

Poul Eriksen, Kjeld Hansen, Christian Harder, Brian Pietersen, Mette Hansen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg har endnu ikke set filmen, men virker det ikke en anelse uvirkeligt og kunstnerisk, at ham Seligman er en midaldrende jomfru?

Dem finder der altså ikke ret mange af (de ville vel i det mindste prøve en prostitueret eller deres tante).

Det for mig er det typiske greb som altid tænder mig af ved Triers film. At de indeholder en central figur der er så inderligt fiktiv og unaturlig.

Andre elsker sikkert sådanne greb (som jeg ser som at Trier ikke har en virkelig kontakt med verdenen, men tror at han har og at art lovers ser hans værker som om Trier bare ser noget andre ikke gør - men det gør han ikke. Han tror noget han intet ved om).

Jeg foretrækker populær udgaven som ligeledes netop udkommet: Don Jon

Rulle Matthiesen

Hvor er det anstrengende at læse folk anmelde en film uden at de selv har set den. Man kan ikke undgå at fornemme en vis harme overfor instruktøren. Jamen så lad da være med at se hans film! Torben, fortsæt da bare med at se dine selvbekræftende feelgood film, og Kjeld, bare hold dig helt fra filmmediet...

Eva Bertram, Hans Aagaard og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Hvorfor kalder alle denne mand for von Trier....Manden er jo aldeles ikke adelig. Han er en snob, er han, som selv har taget tilnavnet von til sig, Og manden kommer jo aldeles ikke fra Trier, vel...

Og jo, jeg mener bestemt at manden er det han sagde ved Cannes festivalen i 2011...
Har I set Manderley....her udfolder Lars Trier sin stærkt problematiske racisme (vil jeg påstå) ved i de sidste billeder af filmen at påstå, at sorte mennesker i USA stadig ikke kan eller vil eller har nok viden mv. til at forstå og blive integreret i det amerikanske samfund. Og fordi de er sorte kan de ikke endnu leve i det amerikanske samfund; derfor bliver de nødt til stadig at leve som slaver....med deres slavementalitet!

Lars Trier er desuden også en mand, som, efter min mening, lider af et dybt indestængt had og raseri til kvinder. Og det får han så ud igennem hans lidende kvinder......eller den der med at en kvinde er så optaget af sin egen seksuelle orgasme, at hun bare lader sit barn dø. Ingen kvinde! vil gøre sådan! Ingen!

Jeg kan bare igen konstatere at hele den danske - og internationale - filmanmelderstand står på gloende pæle for Trier, Aalbæk og Zentropa!
Hvorfor mon det? En forstår det ganske enkelt ikke. Er det mon fordi Trier sætter problemer under debat? eller er det fordi manden diskuterer med sig selv? eller er det fordi manden har lavet en film, hvor han diskuterer stort set alting og sammenligner dette alting med sex eller hyr?

Til gengæld kan jeg konstatere at stort set alle filmanmeldere i dette land, dette Danmark, hader, ja hader, folkekomedier af et godt hjerte. De hader film som Min søsters børn eller Lille Per serien...og hvorfor mon? Er det fordi disse film ikke giver sid ug for at være noget andet end det de er...i modsætning til de fleste af Lars Triers film!

Christian Monggaard

Kære Karsten Aaen.

Jeg skal nok komme med et fyldigere svar en af se nærmeste dage - også på den kommentar, du skrev efter min gennemgang af filmåret, der er gået.

Men umiddelbart synes jeg, at du går helt galt af Lars von Trier, og at du hylder folkekomedier/familiefilm af værste skuffe.

Jeg kan godt lide folkelige film, hvis de er godt lavet og tager publikum alvorligt. Det gjorde Erik Balling, det gør folkene bag Far til fire- og Min søsters børn-filmene ikke. Det er dårligt håndværk, der om noget reproducerer fordomme og taler ned til publikum.

Trier udfordrer publikum, er en sten i skoen og flytter filmsproget, fordi han hele tiden går nye veje.

Manderlay er ikke racistisk, men udstiller og kritiserer racisme og slaveri ved at vise, hvordan racister og despoter tænker.

Trier selv er ikke nazist eller kvindehader, men han bliver tit skudt ting i skoene, fordi han tillader sig at vise og diskutere sin egen tvivl og angst.

Det, han sagde i Cannes, var, at man for at lave en film om Hitler er nødt til at forstå ham, ellers er det ligegyldigt, fordi man ikke kommer bagom monstret og ind til mennesket. Det er ikke det samme som at sympatisere med ham eller hans uhyrligheder.

Og så må du og alle I andre have en god jul. Jeg fortsætter gerne diskussionen en anden dag.

Mh.

Christian M.

Eva Bertram, Johannes Konstantin Neergaard, Anders Reinholdt, Marie Kobel, Christian Pedersen, Martin Åberg, Jesper Hansen, Hans Aagaard, Palle Pendul og Mads Ruby anbefalede denne kommentar
Christian Monggaard

Ps. Personligt synes jeg, det er fantastisk, at vi i Danmark har en filmkunstner som Trier, der sætter barren så højt, som han gør. Han trækker læsset, og ham kan andre instruktører enten forsøge at leve op til/overgå eller gå i en helt anden retning end. Om man kan lide ham eller ej, så skaber han overskrifter og afføder diskussioner, og det ser jeg som noget positivt. Dansk film ville slet ikke være det samme uden ham.

Eva Bertram, Marie Kobel og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Nej, jeg hylder aldeles ikke folkekomedier af værste skuffe. Jeg danner bare min helt egen mening om de film, jeg ser! Og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan man ikke kan synes om den lille fornøjelige film Player eller om Min Søsters Børn i Afrika!
Hvordan taler Far til Fire ned til folk og hvordan taler Min Søsters Børn filmene ned til folk og reproducerer fordomme? En forstår det ganske enkelt ikke - der er en tid til Far til Film og en tid til Lars Trier film. Men danske filmanmeldere synes jo ikke om folkelige film, vel? I vil jo hellere have at en film sælger 50.000 billetter i stedet for 400.000 billetter.

Og igen: hvorfor kritiserer en filmanmelder ved Politiken, at der går for meget folkekomedie i filmen "Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt", næsten som om det var en forbrydelse at lave folkekomedier. Og at det var det laveste af det laveste....herfra kommer min undren over at alle danske filmanmeldere tilsyneladende kommer fra den samme skole på det samme filmuniversitet, hvor man jo sikkert også hader - eller i hvert fald - ikke kan lide folkekomedier.

Stort set alle folkekomedier i dette land, fra Morten Korch filmene over Mød mig på Cassiopeia til mere moderne film som f.eks. romantiske komedier mv. får stort set altid en hård medfart i de danske aviser af næsten samtlige filmanmeldere; ifølge jer skal alle film jo helst handle om skam, skyld, soning og straf! Og om hvordan folk har det med hinanden....når de begår det ene eller det andet...ikke sandt....

Og ja, det kan da godt være Player er en lille let fornøjelig sommerfilm, som bare er skabt og lavet for at underholde, men hvorfor anmelder man ikke sådan en film på dens egne præmisser i stedet for at holde den - og alle film - op imod forventninger, tankeformer eller forestillinger, om hvordan en film skal være for at være en god film.

Og må jeg ikke minde dig om, Christian Monggaard,at stort set alle filmanmeldere hadede Olsen-banden filmene da de kom frem! Og hvis du ikke kan se at Lars Trier i de sidste sekvenser af Manderly er dybt racistisk, ja så ved jeg ikke hvad jeg skal sige for at overbevise dig. Manderly viser aldeles ikke hvordan despoter tænker - den viser kun en ting: at sorte mennesker i USA stadig er som uansvarlige børn, som skal holdes nede. Har du set billederne af de sorte mennesker som slutter Manderley; disse mennesker ligger og flyder som affald i gaderne, ekkoende mantraet fra Manderley: sorte mennesker er endnu ikke klar til at regere USA! Det, mener jeg, er budskabet i den film!

Og nej, det han sagde i Cannes var faktisk at han var nazist "Ok, I'm a nazi" var det han sagde dengang i Cannes i 2011; og måske mente manden Trier det du skriver, men hvorfor siger han det så ikke.....eller er han måske så meget på piller for sin OCD-diagnose, at han ikke ved, hvad han selv siger. Og fjern så det 'von' fra Lars Triers navn; han bliver ikke adelig, bare fordi han selv siger han er det!

ps:
jeg har f.eks. også set den sidste batman film - the dark knight og såmænd også filmen superman Man of Steel. Jeg syntes begge film var noget bras (af forskellige grunde), alligevel hylder stort set alle danske - og internationale filmanmelder dem. Og det selvom man i Superman - Man of Steel totalt ødelægger og misforstår legenden om Superman og myten om hans ophav. Og gør Superman til en slags 1. eller 2.rangs Batman (hvilket han ved Gud da ikke er).

pps:
Igen dette:
Jeg hylder ikke folkekomedier af værste skuffe....jeg kan bare godt lide at slappe af til f.eks. en Far til Fire film eller en Min Søsters Børn film. Og det tror jeg der er rigtig mange danskere som kan. Andre gange kan jeg godt lide en gyser, eller en thriller eller en film som f.eks. Liberal Arts eller Hello, I must be going eller After Earth* eller film som Elysium eller Star Trek: Into Darkness (som jeg en passant syntes var halvdårlig). Og jeg syntes faktisk Alle for to er en lille fornøjelig film, som har et overraskende twist i slutningen af filmen. Alle film behøver altså ikke være stor kunst...

NB:
Om jeg forstår hvorfor After Earth har fået så hård en kritik som den har; det er altså en film som handler om en fars forhold til sin søn, ganske vist sat en hel del ude i fremtiden. Men skåret ind til kernen er det jo det, filmen handler om, ikke sandt. Og ja, Will Smith spiller en streng general som kræver disciplin mm. af sin søn! Og ja, hvis man tror, at man nu skal se ind og se en komedie med Will Smtih bliver man skuffet.

ps og nb:
Jeg ved ikke hvordan har anmeldt Anna Karina filmen, men jeg kan forstå, at filmanmelderne var meget imod at instruktren havde opbygget filmen op som et teaterstykke, med teaterscener mv. Alt det som man hylder Lars Trier for, kritiserer man denne instruktør for...hvorfor mon det?

Blandt Information´s debattører er der mange små drenge og også nogle små piger , der trods omfattende brug af omvendte sodavandskasser at stille sig op på , ikke formår at nå de personer de fordømmer,kritiserer,vurderer ,så meget som til sokkeholderne.

Alexander Ildhøj

Christian M: "Det, han sagde i Cannes, var, at man for at lave en film om Hitler er nødt til at forstå ham, ellers er det ligegyldigt, fordi man ikke kommer bagom monstret og ind til mennesket. Det er ikke det samme som at sympatisere med ham eller hans uhyrligheder."

Aaargh, det var vidst ikke det han sagde, om det var det han mente ved jeg såmænd ikke, men spørgsmålet der blev stillet, havde intet med hverken Hitler eller jøder at gøre. Desuden sagde han vidst, i modsætning til dét du skriver "I sympathize with him a little bit"(Hitler).

Skyldes nok sandsynligvis social akavethed fremfor egentlige ideologiske synspunkter.

Lars von Triers film, især de sidste, giver sig for at være intellektuelle tænkende film! Det er de altså ikke! Folkekomedier mv. giver sig altså ikke ud for at være andet end netop det - at gavne og fornøje - hav stedse det for øje - kunne være deres motto.
Lars von Triers film er så intellektuelle at man skal have en forklaring først for overhovedet at kunne få noget ud af dem; film skal efter min mening kun en ting: underholde! og fortælle en god historie. Og intet af dette før de tre sidste Lars von Trier film, opstyltede og intellektuelle som de er!

Og Von er aldeles ikke et kongeligt navn! Det er et adeligt navn, et fyrstenavn, som kun fyrster, så vidt jeg har ret til at bære! Og Lars Trier bliver altså ikke adelig fordi han har købt navnet von Trier....

Og ja, jeg har min helt egen smag, som aldeles ikke er den samme som de intellektuelles smag i film eller musik eller computerspil. Og det skulle ikke undre mig, om Christian Monggaard og andre filmanmeldere ikke kunne lide computerspil, da de først kom frem. Og jeg vil tro at hvis Christian Monggaard havde levet i 1970erne, ja så havde han hadet, eller ikke brudt sig om ABBAS musik, thi 1) pop var det og 2) det solgte jo godt.

Og nu har jeg faktisk set både Europa, Riget, Forbrydelsens Element og Idioterne, så jeg ved udmærket godt hvad jeg taler om! Og jeg prøvede skam at se Dancer in the Dark (med Bjørk?) men jeg kunne ganske enkelt udholde hverken musikken eller det talentløse manuskript eller skuespil. Og jeg har sådan set også set Manderley....og det eneste nye der er i det var at det var filmet teater. Og det er altså, så vidt jeg ved, ikke noget nyt. Og vil I benægte at de slutscener der er i Manderley filmen er der! For det er de altså!

Mange mennesker i det her land, især kulturradikale! og såkaldt intellektuelle, tror at de har ret til at dømme andres smag, f.eks. hader intellektuelle og kulturradikale i det her land alt folkeligt! Det gør jeg ikke; jeg kan sagtens se en Woody Allen film som Hannah & her Sisters den ene dag, læse en bog som Jordens Søjler den anden dag, høre ABBA den tredje dag, høre Mozart den fjerde dag, spille Dragon Age 2 den femte dag, læse et Tintin Album den sjette dag og gå i kirke den syvende dag. Eller som jeg gjorde i mandags se en film der hedder Asfaltenglene på NRK1. (slå den op, filmens navn altså).

Og jeg ved ikke om jeg har god smag eller ej; jeg ved bare, at der ikke er noget bedre end en stykke rugbrød med en god sild på, eller en en platte med rødspættefilet, rullepølse, æg og rejer på min lokale café, eller det at få en virkelig veltillavet god dansk bøf med bløde løg. Og så en god øl fra Fyn til...

Eller at se en film som Player, når jeg trænger til at slappe af efter en hård uge på arbejde; når jeg så har ferie ser jeg mere interessante film som kræver lidt mere udfordring af tilskueren, f.eks. Lincoln, The odd Life of Timothy Green, eller Renoir, eller Det regner altid i Provence eller En Anden Kvinde. De tre sidste film er alle franske film; jeg tror jeg stort set er den eneste, som lejer franske film i min lokale Blockbuster.

Igen: der er en tid til film for afslapning og en tid for film som stimulerer en intellektuelt.
Og nej, film skal ikke forklares før man ser dem. Og I må meget undskylde, men jeg kan ikke se eller fatte, hvilken "alternative måde at inkluderer séeren i de interne emotionelle konflikter som rollen gennemgår, afspejlet i virkelighedens følelsesmæssige tovtrækkeri" sker i f.eks. Manderley, Anti-Christ, Melancholia, eller nu Nymphomaniac. Og hvis det er det der meningen, er budskabet altså ikke trængt hos mig - måske skal man have en filmuddannelse for at kunne se dette, eller hyr?

Og her hvad Lars von Trier sagde i Cannes:

"At the 2011 Cannes festival, von Trier ignited a media maelstrom by telling journalists, "I really wanted to be a Jew, then I found out I was actually a Nazi. My family was German, Hartmann, which also gave me some pleasure. I understand Hitler, he certainly did some wrong things, but I can imagine him sitting in his bunker toward the end … now how can I get out of this sentence? OK, I'm a Nazi."
kilde: http://www.hollywoodreporter.com/news/lars-von-triers-sex-epic-659060

Lidt mere her:
"http://www.youtube.com/watch?v=VBh4wVJXFTM

"He added: 'For a long time I thought I was a Jew and I was happy to be a Jew. But then I found out I was actually a Nazi. My family were German. And that also gave me some pleasure. What can I say? I understand Hitler...I sympathize with him a bit.'
He also made comments about making an 'unpleasant' pornography film with stars of the film Kirsten Dunst and Charlotte Gainsbourg, who looked shocked as he made the remarks last night."

Huffington Post har hele citatet:

"The only thing I can tell you is that I thought I was a Jew for a long time and was very happy being a Jew, then later on came [Danish and Jewish director] Susanne Bier, and suddenly I wasn't so happy about being a Jew. That was a joke. Sorry. But it turned out that I was not a Jew. If I'd been a Jew, then I would be a second-wave Jew, a kind of a new-wave Jew, but anyway,"I really wanted to be a Jew and then I found out that I was really a Nazi. Because my family was German... which also gave me some pleasure. So I'm kind of a... What can I say? I understand Hitler. But I think he did some wrong things, yes absolutely, but I can see him sitting in his bunker. But there will come a point, at the end of this... I'm just saying, I think I understand the man. He's not what you would call a good guy, but yeah, I understand much about him and I sympathize with him a little bit. But come on, I'm not for the Second World War, and I'm not against Jews... I am of course, very much for Jews. No, not too much, because Israel is a pain in the ass. But still, how can I get out of this sentence? No, I just want to say about the art, I'm very much for Speer. Albert Speer, I liked. He was also maybe one of God's best children. He had some talent that was kind of possible for him to use... okay, I'm a Nazi." kilde:
http://www.huffingtonpost.com/2011/05/19/lars-von-trier-persona-non-grat...

Og en kommentar:
"While his sly smile and deadpan delivery clued the assembled press into the fact that he was kidding -- though he has said in the past that he admires the Nazi aesthetic -- the apology wasn't enough for Cannes..."

Og hvordan man kan beundre den nazististiske æstetik er mig en gåde? En æstetik som er beregnet på en eneste ting, at undertrykke folk og lade dem indse og erkende, at de er intet, men staten og Føreren er alt. Det er en feudal æstetisk, som ej lader folket glemme, at fyrsten/Føreren er tilstede til alle tider....og i alle dage...

For nogen er Trier større end Gud. For mig er han forstyrret.

- Don Jon is number One

Christian Monggaard

Jeg synes, at de citater fra pressemødet i Cannes, som du, Karsten Aaen, har fundet, bekræfter det, jeg skrev.

Ingen tvivl om, at Trier vovede sig ud på tynd is, opgav at redde sig i land og derfor sagde, ja, jeg er nazist.

At man så vælger at tage det for pålydende, som bla. Hollywood Reporter - og mange andre - gjorde, handler vist mere om at forfølge sensationen end at forstå, hvad der egentlig bliver sagt.

Jeg siger ikke, at Trier var uden skyld i det, der skete, men medierne blæste det også helt ud af proportioner. Pinligt var det for dem mere end for Trier.

Mht. underholdningsfilm, der ikke vil andet end at more - dem ser jeg også gerne, men de skal være godt lavet, det skal være godt håndværk, og det er hverken Player, i hvert fald ikke manuskriptet, Far til fire, Min søsters børn eller Another Earth. Det er faktisk pinligt så dårligt, det er i de film, ikke mindst når man ser på, hvor gode folkelige film kan være, når instruktøren er god og manuskriptforfatteren ligeså.

Og, Karsten Aaen, når du anklager mig for ikke at kunne lide folkelige ting, må jeg konkludere, at du ikke læser ret meget af, hvad jeg skriver om i Information. Jeg holder meget af tegneserier, tv, computerspil og alskens anden populærkultur, der for mig er lige så værdifuld som den såkaldte finkultur.

Endelig er jeg vældig træt af, at man slår samtlige danske anmeldere i hartkorn. Vi er bestemt ikke enige om alting - det er bare nemmere at påstå det - og ofte er vi ganske uenige, også med udenlandske anmeldere.

Eva Bertram, Poul Eriksen, Anders Reinholdt, Martin Åberg, Christian Pedersen, Palle Pendul og Katrine Hornstrup Yde anbefalede denne kommentar

Det er ok, Christian Monggaard, men derfor synes jeg altså stadigvæk at Player en lille fornøjelig - og til tider - morsom - sommerfilm. Nu har jeg ikke set manuskriptet til Player, men det har du måske, Christian Mongaard? Jeg bedømmer kun film ud fra om jeg kan lide dem eller ej; dermå jeg så tilstå at jeg simpelthen ikke forstår de fleste danske filmanmeldere; så vidt jeg husker hyldede de da alle the dark knigt rises. Jeg fandt den forvirrende, og ikke i stand til til at finde ud af hvilken genre filmen være, action-film, heltefilm eller en film om revenge/hævn.

Og ja, jeg tilstår at jeg godt kan lide Min søster børn filmene, især de to sidste, Min søsters børn alene Hjemme og Min søsters børn i Afrika. Og jeg bruger dem til når jeg skal slappe af mv. Til gengæld kan jeg også godt nyde en god thriller som f.eks. Dark Skies eller en film Niceville eller en film som Lola Rennt eller en film som Whatever Lola Wants eller film som Yacubians House eller kinesiske film som Not one Less eller Maos sidste Dancer. Og igen, jeg tror jeg er den eneste, eller i hvert fald en ud af meget få som har set en arabisk film som Whatever Lola Wants eller ser og lejer film på kinesisk i min lokale Blockbuster.

Rulle Matthiesen

Karsten, jeg er fuldstændig enig med dig i at folkelige film har sin berettigelse i filmlandet. Det undrer mig så at du ikke mener Lars von triers film har sin berettigelse? Hvis der skal være plads til film der underholder for underholdningens skyld, hvorfor skal der så ikke også være plads til film der ikke nødvendigvis tager udgangspunkt i den gode historie, men derimod udfordrer selve filmmediet? Det handler vel bare om at gå til stoffet med en anden præmis. Hvis du kan skelne og nuancere når du ser min søsters børn burde du da også kunne det med det stik modsatte? Fair nok hvis du ikke kan se film på dine præmis, men det er da utrolig konservativt at dømme det ude bare fordi du ikke forstår det.

Michael Kongstad Nielsen

De citater, Karsten Aaen kommer med af von Trier om Nazi og Hitler, taler deres meget tydelige sprog, og behøver ingen fortolkning eller bortforklaring. F. eks.: "Jeg forstår meget af ham, og jeg sympatiserer lidt med ham". Det laver Christian Monggaard om til: "Det er ikke det samme som at sympatisere med ham..."

Michael Kongstad Nielsen

Jeg er bange for, at Lars von Trier griner godt i skægget af de mange tilbedere, som her Christian Monggaard, der hopper på. Han kører rundt med dem og deres anmeldelser, ak ja.

Lars von Triers film har da bestemt deres berettigelse; jeg forstår bare ikke hvorfor hver gang Lars von Trier udgiver en ny film eller releaser som det hedder nu, en ny film, at stort set alle anmeldere fra Berlingske over JP til Information, ja selv Kristeligt Dagblads anmelder, giver filmene gode anmeldelser (fra 4 til 6 stjerner). Det virker som, på mig i hvert fald, at jo mere fortænkt og jo mere intellektuel tankegang, der i eller bag en film, ja så står alle anmeldere i dette land op og klapper ad Lars von Trier. Uanset hvor god eller dårlig filmen er.

Og som sagt, jeg har set både Breaking the Waves, Idioterne, Europa og Forbrydelsens Element og flere von Trier film. Og hvis Dancer in the Dark er en musical er det en meget dårlig musical; Lars von Trier synes nemlig slet ikke at have fattet musicalkonceptet overhovedet. Det er nemlig ikke nok at filme folk der hele tiden synger. Og jeg har også set Manderley - og ja, denne film (eller teaterstykke?) handler da godt nok om noget vigtigt, USA's slavefortid. Men om jeg forstår hvordan en sort mand (Morgan Freeman?) kan spille med i en film hvor han skal spille en person, som har skrevet en bog, som de lever efter, 70 år efter at slaveriet i USA blev ophævet. Og ovenikøbet skal sige ordene: de sorte er endnu ikke klar til at tage ansvar for USA eller klar til at deltage i det amerikanske samfund.

Der skal sikkert nok være nogle racister i USA, som har fået bekræftet deres holdning til de sorte i USA ved at se filmen; om det har været Lars von Triers mening ved jeg ikke. Men hvis meningen er at man skal indse hvordan despoter regerer mv. så mener jeg ikke at budskabet er kommet ud over (teater)rampen. Jeg kan i hvert fald ikke se det......

Og Lars von Trier udfordrer selve filmmediet? Hvordan gør han dog det? Ved at filme et teaterstykke? eller? ved at bruge teateret som baggrund som sin film? Sorry, men det har altså været gjort før. Dogme 95 var nyskabende og udfordrende; måske er det det bare mig, men jeg fatter simpelthen ikke hvordan von Trier udfordrer selve filmmediet i Anti-Christ, Melancholia, eller nu med Nymphoniac. Det jeg har set, hørt og læst om disse film tyder på at manden tror, at filmmediet er en bog, hvor man skrive, hvad man vil. Men film er film; jeg kan godt lide eksperimenterende film. Og Lars von Trier tror måske, han er cutting edge here, men Michael Palin og især Terry Jones fra Monthy Python er langt mere cutting edge end ham. Se Terry Jones lille film 'nine' og I vil se, hvad jeg mener. Eller se Nordkraft - og den måde den filmisk og fortællemæssigt er bygget op på.

Og igen:
Lars von Triers sidste film synes at være en intellektuel tour de force i at sige til folk, se 'hvor smart og dygtig jeg er' 'og 'hvor intellektuel clever, jeg er' og også dette 'jeg kan lave film om de dybeste secret og lies som folk har'. Og også denne her: 'jeg er Lars von Trier, jeg kan postulere alt, uden at nogen bagefter kommer og siger til mig, at det ikke passer, for ingen tør røre mig.' Specielt da ikke fordi mine film spiller en masse film til Danma..øh, jeg mener Zentropa og Ålen og mig selv..."

Igen også dette:
Lars von Triers nyeste film, ser, efter min mening, ud til at give udtryk for noget andet end det de er: en god histore - som f.eks. Melancholia...hvad er det andet end en historie om verdens undergand og om hvordan folk reagerer på denne....Men anmelderne - og Lars von Trier - skal straks hæve denne film op til noget andet end det den er....

folkelige film prætenderer ikke at de er andet end netop det.....folkelige...

Torsten Jacobsen

Karsten Aaen

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det kan gøre dig så rasende, at andre tilsyneladende får noget andet ud af en Lars von Trier film end du gør?

Du råber at kejseren ikke har noget tøj på, men sagen her er jo, at det ikke er et objektivt faktum. Det er en subjektiv vurdering, som desuden også kan ændre sig over tid.

Jeg tror du må forlige dig med, at der omkring kunstarterne eksisterer diskurser, hvor mennesker der beskæftiger sig praktisk og professionelt, samt fagligt og akademisk med disse, deler visse fælles grundantagelser. Det er på dette fundament at al diskussion af f.eks. film må finde sted, hvis det ikke blot skal blive til en udveksling af 'forøvrigt mener jeg...'

Man er som almindelig (for)bruger af kunst ikke forpligtet til at tage disse diskurser alvorligt, endsige bidrage til dem. Man kan skide højt og flot på alle disse klogeåger, mens man glæder sig over de sidste produktioner fra Regnar Grasten, eller nyder de sprøde toner fra en Kenny G.

Det er der dog ikke nødvendigvis megen udfordring eller udvikling i.

Jeg ser med dyb skepsis på, at Zentropa/Nordisk Film vælger at lade en - af markedshensyn - beskåret version af 'Nymphomaniac' få premiere, ydermere i en version som er klippet uden instruktørens medvirken (sic!). Monggaard vælger på vanlig godmodig manér at se gennem fingre med denne - i kunstfilmsammenhæng - dybt kritisable praksis. Jeg selv kunne ikke drømme om at gå ind og se andet end von Triers egen version. Godt nok er jeg husar, men jeg ville føle mig som en idiot, hvis jeg lod mig forføre af mediesirenernes lokkende sang og gik ind for at se en forkortet udgave af en mesters værk. Så jeg ruster mig med tålmod og kolde afvaskninger, indtil den rigtige 'Nymphomaniac' får premiere. Den der kommer sidst, kommer bedst.

Rulle Matthiesen

Karsten, igen skyder du dig selv i foden. Det er da fuldstændig absurd at generalisere hele filmmediet og derved simplificere det ved at koge det ned til Monty Python og deres arbejde med dets udtryksform. Du kan simpelthen ikke sammenligne det med Lars Von Triers film. Derudover synes jeg det er interessant at du nævner filmen Nordkraft som et eksempel på nyskabende filmkunst. En film som stort set har kopieret hele sin fortællemåde fra "Requiem For A Dream." Bare fordi man kopierer en andens fortælleform gør det, det altså ikke mere originalt.

Erik, jeg tror du har misforstået Lars Von Triers proces med Nymfomaniac. Han har hverken klippet den lange eller den korte version. Det har ligesom været hele forsøget med denne films postproduktion. Det, som også står på et skilt inden den korte version er, at han ikke han ikke har godkendt denne version. Jeg synes det er en fantastisk film. Dog ærgrer det mig at han ikke har brugt disse mange ideer til at lave en triologi som Ulrich Seidl gjorde det med hans optagelser af en film der klart havde alt for meget råmateriale. Derfor kan jeg godt se at Lars Von Trier har brug for den 5,5 time lange version for at få det hele med. Men den er meget svær at sluge, og jeg ville som sagt have foretrukket en tiologi.

Rulle Matthiesen

PS: jeg må også indrømme at jeg blev en smule skuffet over den meget forudsigelige slutning.

Søren Kristensen

Fem en halv eller fire timer er lang tid at se film. Derfor kunne jeg godt tænke mig at se en fx 50 minutter lang udgave, til at begynde med og hvis den så fænger kan det jo være man får lyst til at se en der er lidt længere. Film i metermål, hvorfor ikke?

Ritch Ratch Filiongongon vil du være min mand, så kom kom kom ,
Ritch Ratch Filiongongon vil du være min mand, så kom!
og damerne, de løfter op i skørterne, så man kan se det ene bukseben!!

Hertil Hr. von Trier, resten er privat og uinteressant for andre end dem med sygelig interesse for pornografi.
Syng den halvtreds gange og se om det hjælper. Andre ramte må også gerne synge med.

Vibeke Svenningsen

Jeg synes nu ikke, jeg har en sygelig interesse for porno. Desuden var der ikke specielt meget porno i filmen, men derimod en masse fortælling og samtale. Jeg er meget begejstret for filmen.

Rulle Matthiesen

Torben, har du overhovedet set filmen?

Christian Monggaard

Det er godt at høre, at der er andre end mig, der har fået noget ud af Nymphomaniac, og som sætter pris på, at vi har en filmkunstner af Lars von Triers format i Danmark.

Vibeke Svenningsen

Christian:

Helt sikkert. Jeg glæder mig til at se den i fuld længde, når det bliver muligt.

Michael Kongstad Nielsen

Hans format er ligesom kejserens, der havde to skræddere til at væve de skønneste stoffer til sig, og stofferne havde den egenskab, at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.

Vibeke Svenningsen

Tænk sig, man kan svine på sådan en måde over en film. Ja, man må undre sig, hvad der driver mennesker på en triersk måde.

Michael Kongstad Nielsen

Svine og svine, det er nok overdrevent sprogbrug. Men denne offentlige debat må jo imødese, at der kan komme enkelte indlæg, der ikke kaster sig overdrevent over von Triers afstandstagen fra menneskelig sund balance.

Vibeke Svenningsen

Jeg foretrækker at snakke om en film med nogen, der har set filmen. Sådan er der så meget om opstyltet intellektuel håndtering af det menneskelige. Det er en film.

Michael Kongstad Nielsen

Men alle disse filmanmeldelser kan jo ikke vedrøre folk, der allerede har set filmen. Hvad skal vi med dem, hvis alle har set filmen?

Vibeke Svenningsen

De er henvendt til dem, der kunne overveje at se filmen. I øvrigt læser jeg først anmeldelser, efter jeg har set en film, læst en bog osv.

Vibeke Svenningsen

Men helt ærligt, er det ikke en kende overfladisk at bitche over et værk, man ikke har set? Jeg kan forstå, man ikke mener, at en bestemt genre, kunstart etc. er noget for en grundet erfaring, men derfra til at fælde alle mulige domme udfra ingenting, er da lidt underligt i min optik. Fx adskiller den her film sig ved at være meget absurd morsom på en helt anden måde, end jeg har set i hans tidligere film - så man går galt i byen ved at bedømme en ny film på en gammel film osv. Som man må forvente et indgående kendskab til et forfatterskab, hvis man vil fælde dom over det. En enkelt bog gør jo ikke, man er givet den platform på lødig vis at kunne komme med den type domme og udtalelser, synes jeg ikke. I al fald ikke, hvis det skal have nogen mening.

"von" er en forstavelse enhver kan sætte foran sit efternavn i Danmark, ligesom i Tyskland. Navnet "Lars von Trier" stammer fra en intern joke på Filmskolen, hvor von Trier blev anklaget for at have et "aristokratisk" filmsyn.

Vibeke Svenningsen

Har hørt historien. Det startede som en joke, og så fortsatte han med det. Han brugte det vist i sin afgangsfilm som en kommentar til en underviser.

Michael Kongstad Nielsen

Anmelderen blev ramt af sin yndlingsperversion. At anmelderen har perverse tendenser, interesserer ikke mig. At det, at være pervers, skal ophøjes til dannet kunst, fatter jeg ikke en dyt af. Det har ikke noget med at være overfladisk at gøre, tværtimod har det noget med menneskelig dybde at gøre. At det skulle være sjovt at se film, hvor ens tre små børn skal se »horesengen«, deres fars nye yndlingssted, er ikke min humor.

Lidt postfestum, men alligevel: tak for en virkelig god anmeldelse CM!
Det er altså fascinerende, så rasende folk bliver, ikke kun på Lars v T, men på selve det faktum, at noget skulle være KUNST... Så forleden en meget vred kommentar om filmen, at den ikke var 'almindelig' :-)
Øh nej, kunst er ikke almindelig, det er derfor den gør i hvert fald mig helt lykkelig, de relativt få gange jeg oplever den. @Karsten Aaen: du må prøve at leve med, at LvT's film for nogle mennesker er aldeles vidunderlige kunstværker - helt uden 'at man skal have en forklaring' for at få noget ud af dem. Igen må jeg spørge, hvorfor det gør dig og fx Lars Jensen så rasende?