Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Man er ærlig talt ligeglad med om Jack Ryan dør, og om Manhattan sprænger i luften

Data-action-drøn genopliver Den Kolde Krig og fortæller os, at USA vil gå til grunde uden ubegrænset dataadgang
Den seneste ’Jack Ryan’-film er Hollywood-underholdning af den maskuliniserede variant, hvor kvinder træder i baggrunden, når der virkelig skal arbejdes. Og vi tvangsfodres med jammerligt svulstig, manipulerende orkestermusik.
Kultur
16. januar 2014

En moderne actionhelt skal ikke bare kunne slås, men også være vildt god til mønstergenkendelse og databehandling. Det er tydeligt i Kenneth Branaghs actiondrøn Jack Ryan: Shadow Recruit, som genopliver Den Kolde Krig som en kamp på krypteringer og valutahandler.

Det fører ikke overraskende til hacking bag fjendens linjer, nærmere bestemt i Moskva. Og det er der jo ikke noget kontroversielt i. Problemet opstår først senere, i en hæsblæsende scene, hvor uret tikker mod nul, og Ryan & co. må finde skurken ved hjælp af lyndetektivarbejde i et væld af registre. Det står ikke klart, hvordan de skaffer sig alle oplysningerne så hurtigt, og hvor meget grundlovsstridig overvågning der er i gang. Men logikken er klar: Tiden er for knap til at tage hensyn til privatlivets fred, dommerkendelser og den slags humanistisk bavl. Kun fiktive karakterer som Jack Ryan og Jack Bauer i 24 Timer oplever så tidspressede scenarier, det gør almindelige agenter ikke. Men det brænder sig fast på nethinderne og ligner en dum og ureflekteret retfærdiggørelse af NSA’s overarbejde. Ligesom det er blevet dokumenteret, at 24 Timer har gjort tortur mere acceptabel blandt amerikanske seere.

Det er forcerede scenarier som disse, der erstatter demokratisk bevidsthed med urimelige foranstaltninger og hævngerrige følelser.

»Nak nu den russer!« kan man næsten høre publikum huje i amerikanske biografer. Eller måske rettere: »Hack nu den Gmail!«

Solid maskulin underholdning

Det er den femte film om Tom Clancys actionhelt Jack Ryan, og denne gang er det Chris Pine, der giver protagonisten en vis vaklende normalitet.

Det er ikke ligefrem ’karisma!’, man råber, når han glider over det store lærred, men han har en vis ordinær ild i sit spil. Hvilket måske bedst kan illustreres ved, at Kevin Costner som den gamle CIA-rotte nærmest stråler i Pines selskab.

Så er der langt mere fut over filmens bedste scene, hvor Ryans kæreste (Kiera Knightley) forsøger at holde superskurken (Branagh himself) hen. De taler om russisk litteratur og kommer til at tale om fortrydelse. Hvordan den uvægerligt hober sig op i ethvert liv.

Derudover er Jack Ryan: Shadow Recruit bare solid Hollywood-underholdning af den maskuliniserede variant, hvor kvinder træder i baggrunden, når der virkelig skal arbejdes. Vi tvangsfodres med jammerligt svulstig, manipulerende orkestermusik, ikke mindst de patriotisk stigende blæser- og strygerflader, der markerer, at helten vågner til dåd, og vist også, at ægte patrioter får rejsning.

Publikums puls bankes rutinemæssigt i vejret med hurtig klipning, smældende lydeffekter, dynamiske skift mellem panisk sejlende og nervøst håndholdt fotografering. Vi befinder os i divisionen under Bourne-filmene, men det er stadig solid sensorisk manipulation.

Problemet er selvfølgelig, at man har set det hele før, og at man ærlig talt er ligeglad med, om downtown Manhattan til sidst sprænger i luften eller ej. For hvad er der egentlig på spil? Amerikansk økonomi? Den sejler de vist selv i graven helt uden russiske skurkes hjælp. Om Jack Ryan overlever? Det har manuskriptets forfladigende karaktertegning med ordinær romantik og overdreven heltedyrkelse for længst forhindret mig i at bekymre mig om.

’Jack Ryan: Shadow Recruit’ Instruktion: Kenneth Branagh. Manuskript: Adam Cozad og David Koepp. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her