Læsetid: 7 min.

Vi byggede Grønland

To aktuelle udstillinger sætter arkitekturen i Grønland på plakaten. I centrum for begge udstillinger er en vigtig diskussion om den dansk-grønlandske relation og arkitekturens betydning som kulturbærer og symbol på det moderne Grønland. Og den betændte kolonihistorie, der er elefanten i rummet, ingen taler om
Blok P umiddelbart efter opførelsen i 1966. Boligbyggeriet var det største i Rigsfælleskabet, og standarden var markant højere end i f.eks. brokvarterne i København på samme tid. 
 Foto fra udstillingen / Lands-arkivet Grønland
3. januar 2014

Det er et ømtåleligt emne, det dansk-grønlandske forhold. Og det bliver ikke nødvendigvis nemmere. Klimaforandringerne og den gradvise bevægelse mod øget politisk og økonomisk selvstændighed for Grønland rummer en kamp om at definere fremtidens bærende kulturelle værdier. Det kræver et kritisk opgør med historien.

Debatten rummer utallige udlægninger af de danske motiver for at være til stede i Grønland. På den ene side mistanken om rendyrket kulturel imperialisme, drevet hensynsløst af territoriale, politiske og økonomiske interesser. På den anden side uendelig god vilje og fromme hensigter hvilende på en lang fælles historie og dyb samhørighed i rigsfællesskabet. Om der er tale om et civilisatorisk overgreb drevet af en misforstået ’god vilje’ eller ej, så udkæmpes kampen om at definere den danske kolonihistorie i Grønland på mange planer.

To aktuelle udstillinger i Dansk Arkitektur Center og Nordatlantens Brygge i København har hver deres måde at angribe problemstillingen om Grønlands historie og fremtid. Med afsæt i arkitekturens evne til at skabe billeder på den tid, vi lever i, leverer de åbenlyse argumenter for, hvorfor diskussionen er så vigtig netop nu på dette kritiske tidspunkt i grønlandsk historie.

Arkitekturen og centraliseringspolitikken viser sig nemlig at spille en helt særlig rolle i arbejdet med at forstå og bearbejde Grønlands selvforståelse på tærsklen til en ny tid. Ikke mindst i formuleringen af de muligheder, det grønlandske samfund er tæt på at kunne gribe – hvis blot en brøkdel af de mange forudsigelser om Grønlands fremtidige adgang til uanede ressourcer viser sig at holde stik.

Blok P, en dansk utopi

Man sagde, at nu boede grønlænderne bedre end danskerne.

I Nordatlantens Brygge vises en gribende udstilling om et af de væsentligste og mest kontroversielle boligbyggerier i Grønlands historie, Blok P. En ærkemodernistisk boligblok efter europæisk forbillede, opført 1966 midt i Nuuk, var en markant forbedring af mange menneskers livsvilkår. Sammenlignet med de boligforhold, som et stort antal i Danmark levede under på samme tid, for eksempel i brokvartererne Vesterbro og Nørrebro i København, hvor toilet og bad ofte var i gården, var boligstandarden i Blok P skyhøj.

Blok P var på daværende tidspunkt intet mindre end rigsfællesskabets største beboelsesejendom. Med andre ord en drøm af en bygning efter datidens standarder, med alle den moderne tids bekvemmeligheder: lys, luft, affaldsskakt, vand i hanen, varme i radiatorerne, slip og træk-toiletter og topmoderne køkkener. En 200 meter lang og 5 etager høj monoton hyldest i beton og stål til centraliseringspolitikken, der senere viste sig at være en kilde til store kulturelle og sociale problemer. Livet i Blok P udfoldede sig som et socialt boligeksperiment på fast forward. Den hypermoderne bomaskine var det ultimative symbol på, at industrialiseringens byggeteknik kunne indfri sit løfte til masserne om, at lighed og velstand ikke kun er for eliten. En virkeliggjort fantasi om det rationelle, fremsynede Grønland og udformet som et direkte udtryk for den velvilje, kolonimagten ønskede at vise det grønlandske folk.

Burhønsbyggeri

Blok P er opført på samme tid som bebyggelserne Høje Gladsaxe, Vollsmose og Gellerupparken, som vi har lært at elske at hade for den monumentale storskala, der hensynsløst overskriver den menneskelige skala og lokale byggetradition i sin jagt efter at indfri utopien om den ultimative bolig. De store boligbebyggelser var ganske enkelt efterkrigstidens svar på fremtidens boligbehov. Det var en effektiv, mekanisk og klinisk stabling af beboelsesrum. Burhønsbyggeri kaldte kritikerne det, men formåede ikke at pege på et alternativ, der bare tilnærmelsesvis kunne møde den enorme efterspørgsel i samtiden efter moderne boliger. Der skulle bygges meget, og det skulle gå hurtigt, så byggerier som Blok P blev ofte svaret.

I bestræbelserne på at udrydde primitivismen og de små samfund i de grønlandske bygder, som man opfattede som usunde og urentable, fejrede man med Blok P en centralistisk social- og boligpolitik, som kun 1960’ernes fremtidsfryd kunne mønstre. Man nedlagde konsekvent bygdernes små bysamfund og genhusede uden at blinke til beboerne i de større byer.

Det var den samme proces, som man kender fra saneringerne af brokvartererne og havnekvartererne i de større danske byer i 50’erne og 60’erne. Her flyttede man store befolkningsgrupper ud i det, man opfattede som en middelklassedrøm: Store boligbebyggelser bygget efter moderne, rationelle principper for industriproduktion af præfabrikerede materialer. Med Blok P trådte Grønland symbolsk ind i den moderne æra. I form af velfærdssamfundets ambitioner på under- og middelklassens vegne, komplet med pædagogik, socialpolitik og den nyeste arkitektur som udmøntning af en progressiv boligpolitik. Den modernistiske arkitektur var nemlig ikke blot form. Den var opdragelse og pædagogik, der promoverede fortællingen om, at et stabilt demokrati med engagerede, oplyste borgere som minimum krævede velfungerende og værdige boligforhold. Arkitekturen skulle løfte mennesker ud af armod og ind i demokratiet ved at tilbyde en værdig ramme om hverdagslivet. Det skulle være fundamentet under et fremtidigt Grønland. Det var på den tid, at arkitekturen mere end noget andet var selve billedet på fremskridtet.

Velfærdisme

Nu, 50 år senere, er Blok P revet ned, og det har naturligt givet anledning til eftertanke. Midt i kritikken af centraliseringspolitikken og den symbolske nedrivning af en udtjent modernistisk boligblok fornemmer man, at nostalgien indfinder sig. Det, der før var symbolet på en fejlslagen politik, bliver nu også læst som historien om fremskridtet, der aldrig rigtig fik tag i Grønland, som man havde forestillet og ønsket sig det.

Udstillingen om Blok P’s historie på Nordatlantens Brygge formidler ejendommens og ikke beboernes historie som erindringsbilleder. Gennem historiske fragmenter, billeder og dokumentarfilm hører man både om lettelsen over at have fået rindende vand, moderne toiletforhold og en ny type samvær inden for bebyggelsens trygge rammer. Og om tabet af identitet og den snigende rodløshed og forfald, der langsomt arbejdede sig ind på beboerne. Fortællingen om Blok P sammenfatter de betændte diskussioner af kulturel og politisk karakter, der er omdrejningspunktet for det kritiske blik, vi kaster på historien. Materialet emmer af smertefulde nederlag i det krampagtige forsøg på at forene dansk ’velfærdisme’ – med alt hvad det indebærer – med en grønlandsk fangerkultur, som man nu idylliserer som autentisk folklore. Velfærdseksport når den gode vilje er allerstørst og allermest misforstået. De klassiske figurer, det uspolerede naturfolk mod den korrumperende civilisation træder kun alt for tydeligt frem i de skingre positioner i debatten, men finder et balanceret og nuanceret udtryk i udstillingens kompetente formidling af Blok P’s plads i den grønlandske historie.

Grønlandsk fremtidsfryd

»Arkitektur i Grønland er ikke bare pynt, men forskellen mellem liv og død.« Sådan udtrykker professor Minik Rossing kvintessensen af kravet til arkitekturen i det arktiske klima. Rossing er kurator på Dansk Arkitektur Centers (DAC) udstilling Grønland – sæt kurs mod verdens centrum.

Arkitekturen er det værn, der i Grønland – og alle andre steder – beskytter den skrøbelige menneskekrop mod elementernes rasen. Som i historien om Blok P er det arkitekturen og byudviklingen, der med sin evne til at gribe og formulere det, som er i tiden, og give det fysisk form, bliver et medium for de drømme, der er for Grønland. Sammenholdes de to udstillinger, udfoldes hele spændet mellem den smertelige og reflekterede nostalgi i historien om Blok P til DAC’s optimistiske favntag med Grønlands fremtid. Selv titlen på DAC’s bidrag til debatten siger noget om den selvfølelse, der har indfundet sig.

Man er ivrige efter at præsentere et modbillede til den hidtidige koloni- og forfaldshistorie om Grønlands skæbne som nation. Udstillingen er derfor skabt som et ligeværdigt samarbejde mellem danske og grønlandske arkitekter. I fællesskab har de lavet projekter til – og billeder på – fremtidens Grønland, der fremskriver de udviklingsscenarier om økonomisk vækst og adgang til ressourcer, der rydder forsider verden over. Selv om et traditionelt grønlandsk hjem i 1:1 har fundet vej til udstillingen, er det de visionære projekter og store udviklingsperspektiver, der fylder. Det være sig i form af en kombineret lufthavn og superhavn, der som ny megainfrastruktur skal være et knudepunkt for hurtige transport- og fragtruter, efterhånden som isen smelter, og nye territorier åbnes. Et kontant svar på den virkelighed, der banker på, når råstofeventyret materialiserer sig, og Grønland har udsigt til at blive et hektisk transitsamfund for mennesker og kapital.

Et andet væsentligt bidrag til udstillingen, der dog er i en helt anden skala, er en genfortolkning af den arktiske byggeskik. Tegnestuerne forsøger at give et bud på, hvordan arkitekturen kan afspejle den kulturelle historie i form af fangerkulturens små byenklaver og de helt særlige klimatiske forhold, der stiller enorme krav til arkitekturen. De fremstiller ikke blot et modbillede til de modernistiske boligblokke, men overmaler det fuldstændigt ved at fremelske et billede på en autentisk livsform i harmoni med natur og kultur. Ledemotivet er en byggeskik, der »tilpasser sig fjeldet og ikke omvendt«, som udstillingen siger med en slet skjult modernismekritik.

Alle projekterne på udstillingen er refleksioner over Grønlands fremtid med arkitekturen som motor i identitetsskabelse. Til trods for den iboende angst for at bekræfte billedet af Danmark som kolonimagt i traditionel forstand lykkes det at behandle emnet uden at slå over i politisk korrekthed, hvilket der ellers er en overhængende fare for at komme til.

’BLOK P – en boligblok i Nuuk, 1966-2012’. Sted: Nordatlantens Brygge, København. Fotos, tekst, lydinstallation, interviews og film. Vises 16. november 2013 – 6. april 2014.

’Grønland – Sæt kurs mod verdens centrum’. Udstillingsperiode: 11. oktober 2013 – 26. januar 2014 i Dansk Arkitektur Center, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Hvolbæk
  • Søren Jessen
Jens Hvolbæk og Søren Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

være do ik naiv Kristoffer Weiss, " Vi byggede Grønland " Ja og vi rev det gamle ned. punktum. syndes det her glorificere hvor mål i grønlands, nemlig at gøre det dansk. klap klap kage.

Mikael Hertig

Mellem alle de sande og strengt taget ikke nødvendigvis gensidigt udelukkende fortællinger om danskernes og grønlændernes indbyrdes motiver til at elske og hade hinanden, og hvorfor der muligvis trods alle odds er grænser for selvstændigheden i internaitonal-politisk kontekst, skal man ikke glemme, at Danmarks måske største fejl de senere år ikke har ligget i konfliktstoffet, men i, at der ligesom ikke er plads i indbakken til at tage Grønland alvorligt nok.

Michael Kongstad Nielsen

Der er også bygget rigtig mange gode enfamiliehuse, institutioner, erhvervsbygninger, hoteller og så videre i Grønland. Vi kan ikke blive ved med at trampe rundt i Blok P. Nogle af dem, der er vokset op i Blok P, har sikkert gode minder derfra.

Ja, og planløsningen-altså rummenes størrelse, fordeling, indretning osv var ligesom GTO's øvrige ' betonbyggerier' virkelig intim og behagelig og det indre helt uden betonpræg. Desuden lå den lige midt i centrum ved siden af butikker, skolen , værtshusene, ret tæt ved vandet i gåafstand fra ' Brættet' og de fleste menneskers arbejde. med fin udsigt og alt det andet som ikke findes i Herlev, Glostrup og alle de andre steder. Desuden var den fyldt med mennesker fra alle samfundslag og etniske baggrunde- og med børn. Høj og lav mellem hinanden. Et helt miniunivers i grønlandsk kontekst. Til en husleje der var til at overkomme og sammen med Store Slettes hele 10 blokke i nærheden, hvor jeg som udsendt blev placeret med min familie var den også nødvendig til at opfange den store tilflytning, hvilket man ikke har nogen løsning på dag med over tyve års ventetid på en almindelig lejebolig.

Hvorfor skulle den så allerede rives ned nu som et andet forsømt slumbyggeri sammen med alle de andre nu forsømte boliger rundt omkring i Grønland ? Jo, fordi man sammen med at man fik hele boligmassen forærende af staten også fik et årligt vedligeholdelsesbeløb på 600 mio kr. i forbindelse med hjemmestyrets indførelse, som man med hænderne knyttet i lommen i respekt for dette hemmestyre har måttet se på blive anvendt til nationalistiske symbolprojekter og uden ordentlige såkaldt rullende, velovervejede anlægsplaner, en slags femårsplaner, der i øvrigt gjorde det muligt for byggefirmaer at tilretteægge indkøb af materialer og dimensionere virksomheden efter. That's why

Det er sådan et godt eksempel på, hvordan man fra Danmark sikkert har villet det bedst - nemlig det danske - uden rigtigt at undersøge, om det nu også passer til grønlandske værdier og kultur. Det ved vi nu, ikke er tilfældet. For at gennemføre den danske drøm om det moderne Grønland a la Danmark, indfangede man folk fra bygder og bandt dem i skibe for at sejle og tvangsforflytte dem til de nye, smarte og moderne boliger. Men man glemte hvordan vi elsker at være sammen i køkkener og sove i samme rum. Alt det forsvandt og så opstod volden, selvmordene, alkoholproblemerne - en anden gave fra Danmark - og rodløsheden.
Nu er det spændende, hvad de nye arkitekter har på tegnebordet. Om de er grønlandske og forstår kulturen, eller om vi endnu en gang skal have danske firmaer ind for at tjene penge på Grønland uden de måske helt forstår, hvad de har med at gøre. Det ville være en rigtig god ide at starte med at forstå kulturen - sådan helt ned til rødderne. Ellers duer det kort og godt ikke.

Roselille Pedersen, Torben Arendal og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar

Jeg kender skam godt Pórto Qisuk, som altså i livet uden for fantasiens rige hedder Arne Ib Nielsen og er født i Alluitsup paa ( på dansk Sydprøven ) en ret stor bygd i Sydgrønland. Jeg har spurgt min grønlandske kone om hans 'nye navn' har en eller anden symbolsk betydning på grønlandsk, men hun kan kun sige at Qisuk har et eller andet med træer at gøre.
Han er så tilsyneladende undfanget, født på fællesbriksen og opvokset i et traditionelt grønlandsk tørve/jordhus, som er den boform vi danskere ikke respekterer, men som iflg. ham står som den ideelle bolig til opfyldelse af de grønlandske kulturtraditioner..
Herfra er han så i bastet og bundet form blevet bortført til Nuuk og med magt indsat i en almindelig lejebolig med spisekøkken ( hvor min familie og gæster kunne samles ), centralvarme og andre kulturfremmede elementer som separate soverum.
Der har han så i adskillelige år huseret som medlem af alle tilgængelige partier oven i købet i perioder som medlem af landstinget uden at kunne overbevise sine egne grønlandske medpolitikere om det rigtige i at vende tilbage til fordoms byggeskik, når man betænker hvor undertrykkende og grådigt de danske- og grønlandske byggefirmaer har fremturet med deres kulturfremmede opførelse af danskinspirerede boligformer.
Selv efter 35 års hjemmestyre og selvstyre, hvor man jo selv kunne bestemme hvilke typer boliger man ville ha', opføres der i dag fortsat boliger, oven i købet højhuse som efterligner danske og europæiske normer.
Mange danskere - kan man se- er også ganske fortvivlede over denne undertrykkelse af et gammelt jægersamfunds kultur, men forventer nok at spørgsmålet bliver taget op i den kommende forsonings-og undskyldningskomission.
Selv har Pórto ikke givet helt op, men får tiden til at gå med at læse til præst i Lund, selvom biskoppen afviser alle hans ansøgninger om en stilling i Grønland og selvom han oven i købet har indledt flere sultestrejker i retfærdig harme over afvisningerne.
For mig er han ikke noget sandhedsvidne hverken over for gud eller mennesker i dagens Grønland

Jesper Sano Højdal, Anders Feder og Mads Christensen anbefalede denne kommentar

Steen Marr. Når man vil skrive en biografi om et andet menneske, er det en god ide at tjekke fakta, gerne med personen selv, hvis vedkommende er nulevende - det er jeg - så man sikrer, at hovedparten af fakta - er fakta.
Som jurist og tidligere kontorchef og rigsombudsmand i Grønland burde du respektere noget så elementært. Lidt research hvade været på sin plads, inden du satte den gang ukorrekte vrøvl sammen, som næppe er offentliggjort for at sætte mig i et godt lys.
Juridisk er det ringeagtsytringer, og dem må man, ved du nok godt som jurist, hverken fremsætte eller viderebringe. Du når da også at demonstrere en manglende viden om Grønland, som næppe er en tidligere rigsombudsmand værdig.
Det er beklageligt, at du åbenbart ikke er i stand til at argumentere for bolden - vi taler om arkitektur - men mener, at du skal gå efter manden, og desværre med den form for sarkasme og ringeagt, som vi grønlændere kender lidt for godt, men hverken forstår eller respekterer.