Pitbull Fest. Ke$ha: Timber
Den første uge af 2014 havde et kopiprodukt på toppen. »Timber« lyder, som om den er alt alt for meget og alt alt for kedsommeligt bygget over svenske Aviciis succesformel for 2013 (som i øvrigt var landsmændene Rednex’ succesformel i 1994 med hittet »Cottoneye Joe«): At blande pumpende house/EDM med elementer fra gamle ærværdige genrer som country, blues og soul.
Her er det et house-grundspor med en IQ som en cykelpumpe, der er blevet mixet med et redneck-mundharmonika riff. Ikke ligefrem guld, men med et ok kækt effektivt omkvæd. Videoen er i øvrigt et helt udueligt mix af caribisk luksus og saloonæstetik.
AVICII: Hey Brother
Og lige bag kopisten har vi så den svenske alkymist himself, der ikke vil slippe den danske singlehitliste, hvor »Hey Brother« har ligget i nu 16 uger.
Og det er ganske fortjent. Det tudesimple syntetiske trompetriff har en hymnisk kvalitet som modsvares strålende af bluegrass-sangeren Dan Tyminskis country-vokal og duft af svunden hjemstavn.
Rasmus Seebach: Sandstorm
En håbløs romantiker lader sine naivistiske enderim og versefødder mixe med et lettere Motown-inspireret omkvæd, som kommer til at dundre gennem bodega og bøgeskov. Rasmus Seebachs kamp for at klemme sit talesprog ned i stroferne har sin egen charme, men den er dæleme begrænset.
Ed Sheeran: I See Fire
Musik fra Hobitten? Ja, og galopperende kedsommelighed forklædt som hygsom inderlighed. Hvis der findes simili i poppen, så er det, når en ung mand griber en akustisk guitar og lader, som om han føler noget.
Nik & Jay: Forstadsdrømme
Drivende sentimental slasker om, hvordan de to stjerner blev til de to stjerner. Langt fra tidligere tiders storform, hvor der stadig var vitalitet og overraskelser i deres romantiske drømmerier. Dengang deres særlige blanding af arrogance og naivisme ramte DK lige i mellemgulvet.
Christopher: Told You So
Justin Timberlake har fået en ung dansk kopi.
Den 21-årige Christopher Nissen lyder her som Timberlake omkring »Rock Your Body« (komplet med falset!) fra debutalbummet Justified, der blev udgivet, da den danske sanger var 10 år gammel.
Nummeret er ikke helt på omgangshøjde, men det er nu ret ferme, insisterende sager.
Lady Gaga Feat. R. Kelly: Do What U Want
Et af de mindre charmerende numre fra Gagas rodede seneste opus. »Do what you want with my body,« synger hun. Og musikken fortæller os, at det, der skal gøres ved hendes berømte krop, bare er en række kedsommelige repeterende bevægelser på stedet. Ak ja, her gik man og troede, at Gaga var en seksuel futurist.
Pharrell Williams: Happy
Hr. Williams var alle steds nærværende sidste år med optrædener hid og did, ikke mindst på to af årets største hits, den sexistiske og fjollede »Blurred Lines« og den retrodisco-smågeniale »Get Lucky«. På »Happy« er han på egen hånd, men med endnu en feelgood-singalong-forførelse. En rytmisk overraskende lige ud ad landevejen sag (dog med et superfrækt hihat-tchhhhhh) med et solidt soulet omkvæd. Og en ekstremt godartet infektion.
Eminem Feat. Rihanna: The Monster
Effektivt mix af Eminems krøllede vanvidsrap og et forførende omkvæd med Rihanna ridende højt på elguitarerne.
Dvbbs & Borgeous: Tsunami
Formentlig skabt ved hjælp af en algoritme. Ikke at der er noget galt med, at maskiner laver musik, men den her maskine er af den militant ucharmerende slags, som forsøger at bore sig fast i øregangen med en rusten brolæggerjomfrus charme.
God idé og fedt skrevet.