Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ud af fars hoved

Linda Boström Knausgård følger 12-årige Anna i en blanding af myte og psykologisk-realistisk skildring gennem en faderbinding og en blæksort depression. Det er stærkt, bevægende, morsomt – især hvor romanen er enklest
Den 12-årige Anna får i Linda Boström Knausgårds ’Helioskatastrofen’ en kort karriere som den pietistiske kirkes stolthed, fordi hun taler i tunger. Eller gør hun?

Den 12-årige Anna får i Linda Boström Knausgårds ’Helioskatastrofen’ en kort karriere som den pietistiske kirkes stolthed, fordi hun taler i tunger. Eller gør hun?

Sofie Amalie Klougart

Kultur
31. januar 2014

Det begynder som i myten om Athena, der voksede i Zeus’ hjerne og blev født ud af hans pande. Forskellen er, at Anna selv kløver farens hoved. Hug! Så står hun der, fuldbåren, med lanse og i glinsende rustning.

Det er en smuk scene, suggestiv og midt i alt det blodige og smertefulde med en egen munterhed. Hvor upassende – eller altså omvendt: hvor passende – at lade farens strikkede sokker suge »begærligt til sig« af det skvulpende blod.

Scenen er i sin allegoriske forviklethed desuden svær at tyde. Er det barnets, 12-årige Annas, løsrivelse fra faren eller i det mindste indledningen til den? Er kløvningen, fødslen ved øksehug, begyndelsen til farens skizofreni og datterens depression, en anti-individuation, en miscarriage? Sandsynligvis begge dele.

Magtfulde fortællerkræfter

Det mytologiske anslag strækker sig over halvanden side, så rammer romanen en langt enklere og mere psykologisk-realistisk tone med den følsomme og altsansende Anna som jeg-fortæller. Det er ærlig talt en lettelse, for oven i det suggestive og smukke er der også noget vel, ja, magtfuldt over Zeus-allegorien. Skal vi tro, at billedet er opstået i den 12-årige Annas hoved? Det virker ikke sandsynligt.

Fornemmelsen af, at der bag den barnlige og lidt naive fortæller regerer større og mere både magtfulde og raffinerede (eller altså omvendt) fortællerkræfter, holder sig bogen igennem. Det ligger i lyrismerne, der popper op rundt omkring, som når den 12-årige føler sig »omfavnet af medicin« og på grænsen til søvnen staver »til ordet håb«. Det ligger i en forkærlighed for at knække sætningerne, så ledsætninger følger efter et punktum med en gravitetisk eftertænksomhed. Og så ligger det i endnu et par referencer til det græske, som alt efter smag kan virke påklistrede eller overgivne, måske endda sjove. Det samme kan siges om titlen.

Kærlig og tyngende fromhed

Helt bortset fra det er Linda Boström Knausgårds lille roman en fortættet og bevægende historie om at prøve at blive voksen, om at føle og sanse for meget. Og om angst for de kræfter, der kommer fra én selv, men som den 12-årige lillevoksne ikke kender godt nok.

Anna kommer i pleje hos en stærkt troende familie i det nordlige Sverige. Her styrer ikke kun vorherre, men også en på én gang kærlig og tyngende fromhed. Gabet mellem de udvendige dyder, en egentlig godmodig og øm kristentro, og stedbrødrenes smøger, sprut og natlige ravage bliver for lille Anna en af det nye livs store gåder. Og for stedmoren en impuls til nervesvækkelse.

Begge dele er fint skildret, indfølende, kærligt og med et diskret komisk skær. Foruden med en fortryllende, nærmest lakonisk enkelhed.

Den hjem- og faderløse pige finder trods disharmonierne og en livsfarlig sensibilitet langsomt frem til nye forankringer. Hos brødrene og på skiturene, i det hele taget, hvor hun oplever en form for selvforglemmelse. Men det vil ikke falde på plads, hun bliver aldrig helt hel.

Ord som redningskranse

Længslen efter faren undslipper hun ikke, den er altoverskyggende. Hun skriver til ham på hospitalet, hvor han er indlagt, og afventer skælvende svar. Hun arrangerer et møde i biografen og venter ophidset på ham i mørket. Hun spejler sig i ham, ganske bogstaveligt, hun er lige så bogstaveligt besat.

Også romanens højdepunkt, påfundet, der lyser hele fortællingen op, handler om længslen efter faren:

Anna taler i tunger, sandelig, hårdhændet anbragt på kirkens prædikestol af præstens to sønner og ikke så lidt utilpas ved situationen bryder hun ud i strømme af ord. Egentlig er det jo ikke så mærkeligt, for hvis ikke hun skulle have noget opdæmmet indvendig, hvem skulle så? Og hvis ikke hun med sin følsomhed skulle stå i forbindelse med det åndelige, hvem så? Desuden har hun allerede inden tungetalen et særligt forhold til ordene, hun klamrer sig til dem ét ad gangen (’svækket’, ’mening’ …) som til redningskranse. Nu kommer de i stedet i floder.

Hun bliver den pietistiske kirkes stolthed, men den ufrivillige karriere bliver kort. Det er ikke tungetale, skal det vise sig, det er, ja, hvad ellers?

Det er græsk.

Enkel fremstilling af det komplekse

Linda Boström Knausgård følger i romanens sidste halvdel Anna gennem en hospitalsindlæggelse og en depressions blækmørke, på en uhyggelig måde tættere på faren end før, men fjernere virkeligheden. Det syge jegs indespærring i sig selv med de åbninger mod virkeligheden og normaliteten, der kan virke skrækkeligere end sygdommen, er nænsomt, nogle steder gribende beskrevet. For eksempel øjeblikkene, hvor søvnen er brugt op, som det hedder, eller tiden, før medicinen gør sin virkning.

Det er klaustrofobisk, lammende, og samtidig åbner det en dør til forståelse af det næsten uforståelige. Dér, i den enkle fremstilling af det mest komplekse, har Helioskatastrofen størst kraft, og er Linda Boström Knausgård bedst.

 

Linda Boström Knausgård: Helioskatastrofen. Oversat af Charlotte Glahn. Lindhardt og Ringhof. 116 sider. 249,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her