Læsetid: 8 min.

Fuldblods familiedrama og halløj på badehotellet

Danmarks Radio formår at være moderne og relevant med sin nye dramaserie, ’Arvingerne’. TV 2 har i stedet sat sig ind i tidsmaskinen og forsøger uden held at genoplive folkekomedien i ’Badehotellet’
Arvingerne. Foto: Martin Lehmann

Arvingerne. Foto: Martin Lehmann

2. januar 2014

Man skulle tro, at Danmarks Radio og TV 2 sammen havde planlagt det hele: Mandag aften var der premiere på TV 2’s nye dramasatsning, Badehotellet, der er skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Og i går aftes var der så premiere på DR1’s nye søndagsserie, Arvingerne, der er skrevet af Maya Ilsøe.

Ikke blot giver de to premierer mulighed for at sætte tv-stationernes dramaserier over for hinanden; man får også et fingerpeg om, i hvilken retning især Danmarks Radio har tænkt sig at bevæge sig, fordi Thorsboe og Lundblad – sammen med brormand, Peter Thorsboe, og hans skrivepartner, Mai Brostrøm – efter mange år som de drivende kræfter i DR’s succesfulde dramaeventyr er blevet sat på gaden og erstattet af Ilsøe som et led i et generationsskifte, der også omfatter en ny dramachef, Nadia Kløvedal Reich,

Det forudsætter dog, at Arvingerne bliver den seersucces, sendetidspunktet søndag aften kl. 20 kræver, og som tidligere dramachef, Ingolf Gabold, altid henviste til, var en del af public service-forpligtelserne – DR skal samle nationen – når man efterlyste nogle flere eksperimenter af DR’s primetime-drama.

Og for nu at udløse spændingen med det samme: DR står med Arvingerne noget stærkere i kampen om seernes gunst, end TV 2 gør med Badehotellet. Man kan næsten høre det på de to seriers titler. Hvor Maya Ilsøe har begået en fuldfed, psykologisk velfunderet dramaserie om familie og generationskløfter, forsøger Stig Thorsboe og Hanna Lundblad sig med en Morten Korch-agtig folkekomedie, der stolprer afsted som et levn fra dengang, man talte højt og firkantet også på levende billeder.

Arvingerne, begynder med et dødsfald. Den verdensberømte billedkunstner Veronika Grønnegaard (Kirsten Olesen) dør på selve juleaften, 68 år gammel, og efterlader sig tre voksne børn, som hun har fået med tre forskellige mænd: Frederik (Carsten Bjørnlund), Gro (Trine Dyrholm) og Emil (Mikkel Boe Følsgaard), der på hver sin måde havde et lettere anstrengt forhold til den efter alt at dømme egensindige mor.

Det viser sig også, at Veronika havde et fjerde barn, en datter, Signe (Marie Bach Hansen), der blev bortadopteret som lille, og som Veronika nåede at række ud til, lige inden hun døde. Faktisk ville hun have, at Signe skulle have den gård, Grønnegaarden, som Frederik ellers ser som sin retmæssige arv, og som Gro tror skal omdannes til et kunstmuseum.

Pas på sæbeoperaen

Rundt om de fire søskende findes så et broget galleri af ægtefæller, kærester, fædre, venner, samarbejdspartnere og elskere, som alle på forskellig vis bliver inddraget i det, man efter at have set to afsnit fornemmer bliver til et større opgør med fortiden og den arv, Veronika har efterladt sig, og som alle gerne vil have en del af. Også Emil, der er ved at opbygge et ferieresort i Thailand og har brug for morens penge.

På trods af sit vanskelige væsen var Veronika en art stabiliserende faktor i en familie, der efter hendes død begynder at falde helt fra hinanden. Maya Ilsøe synes ikke mindst interesseret i at tage et opgør med den velbjergede, udsvævende, kreative del af 68-generationen, som insisterede på sin egen frihed og på mange områder svigtede sine børn, når det drejer sig om kærlighed og omsorg.

Det er børnene, arvingerne, det handler om, og med undtagelse af Signe, der er vokset op under trygge forhold, er de alle mere eller mindre forvirrede, utilfredsstillede og desperate, hvilket for alvor kommer op til overfladen, da Veronika dør. Jeg er spændt på at se, hvor Ilsøe fører os hen i de kommende afsnit, og om hun undgår det kulørte melodrama og den kitschede sæbeopera, der ligger så snublende nær, når man har med familiekonflikter og menneskeligt drama at gøre – uden genreseriens faste rammer som krykke.

Gammelt nyt

Hvordan man undgår alle de faldgruber, handler både om manuskriptforfatterens tillid til og interesse i personerne, om at dyrke deres psykologi og om at lade historien og de menneskelige relationer udfolde sig naturligt, uden at man forcerer situationerne eller højner dramaet af hensyn til plot, tempo og spændingskurver.

Kameraet er håndholdt, og den visuelle og fortællemæssige stil i Arvingerne, er også mere løs, uformel og utvungen end i mange af de andre dramaserier, Danmarks Radio har præsenteret os for i de senere år. Historien fortælles ikke på et bagtæppe af liv og død som i Forbrydelsen eller storpolitik som i Borgen, men handler om mennesker, familier og konflikter, de fleste vil kunne forholde sig til.

Indtil videre lykkes det Maya Ilsøe og instruktør Pernilla August at holde balancen, ikke mindst fordi de mange centrale skuespillere, som også tæller Lene Maria Christensen som Frederiks kone, Jesper Christensen som Gros far og norske Trond Espen Seim som Veronikas gallerist og Gros gifte elsker, alle gør det aldeles glimrende. Kun enkelte skuespillere fungerer ikke, men deres figurer synes heller ikke at være så vigtige for seriens videre udvikling, at det gør noget.

Skal jeg brokke mig over noget, er det især, at Arvingerne trods alt er så traditionelt fortalt, og at de opbrudte familiestrukturer, den skildrer, kun er noget nyt i forhold til andre danske dramaserier. At dele af 68-generationen har efterladt sig et syndigt rod, og at kernefamilien er gået i opløsning, er gammelt nyt.

Glimt i øjet?

Det er dog ikke lige så gammelt nyt som Badehotellet. TV 2’s nye dramaserie, der altså er skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad – som tidligere har signeret blandt andet Taxa, Krøniken og Lykke – foregår på et badehotel i Skagen i 1928, hvor Julius Andersen og hans kone (Ole Thestrup og Bodil Jørgensen) byder tilrejsende københavnere velkommen. Der tales en del om bankpakker i de to første afsnit af Badehotellet, hvilket sikkert er tænkt som en reference til både nutidens finanskrise og det børskrak, der ramte verden i 1929, og vel er et forsøg på at give serien en smule relevans.

Det virker dog påklistret, at en af badehotellets faste sommergæster, kontorchef Aurland (Peter Hesse Overgaard), hele tiden vil tale med de andre gæster, især grosserer Madsen (Lars Ranthe) og fabrikant Frigh (Bjarne Henriksen), om de bekymrende finansnyheder, han hører om i sin medbragte radio.

Og i det hele taget er der noget meget klodset over Badehotellet, der minder om en af den slags folkekomedier, der allerede var umoderne i 1950’erne. Jeg kan ikke finde ud af, om Thorsboe og Lundblad forsøger at være morsomme på genrens egne præmisser, eller om de har et ironisk glimt i øjet, altså parodierer folkekomedien med en blanding af humor og drama. Jeg håber det sidste, men jeg tror det ikke – især fordi serien ikke er morsom. Alle personerne er karikaturer og tjener bestemte funktioner – måske lige på nær Rosalinde Mynsters Fie, den nye stuepige på Andersens Badehotel, hvis øjne vi seere oplever det meste igennem.

Overspil og platheder

For Fie, der er opvokset på landet og tidligere kun har tjent hos den lokale præst, er alting nyt og spændende, både de fisefornemme københavnere med deres dyre vaner og vulgariteter og det modsatte køn i skikkelse af sønnen fra gården ved siden af badehotellet og den flamboyante og dameglade kongelige skuespiller, Weyse (Jens Jacob Thychsen), der har sin gravide og tredje kone (Neel Rønholt) med på ferie, men alligevel ikke kan lade stuepigerne eller de andres koner være i fred.

Tidsbilledet fejler ingenting, og musikken, der er skrevet af Halfdan E og Jeppe Kaas, er i ren Charleston- og swingpjatter-stil og et ganske muntert akkompagnement til de mange ’løjer’. 

Badehotellet synes at være inspireret af alt fra forviklingskomedien Charles’ tante (1959) til det erotiske lystspil Halløj i himmelsengen (1965), en af Erik Ballings allerværste film, hvilket i sig selv er problematisk. Værre er det dog, at der overspilles på gammeldags farcefacon – fægtes med arme, gøres grimasser, tales med store bogstaver – dialogen er alt andet end subtil, vittighederne ofte ganske platte, og personernes psykologi så tynd som et stykke pergamentpapir. Og hvorfor er det nu lige, at jyder på tv og film skal være så utroværdige, som de er her, hvor ellers gode skuespillere lyder som idioter, når de skal snakke vest- eller nordjysk?

Grosserer Madsen og hans familie ankommer først til badehotellet i deres store automobil. Da skuespiller Weyse og hans kone straks efter ankommer i sportsvogn, følger dette replikskifte mellem de to mænd:

Madsen: »Hvad er det for et badekar, De er kommet sejlende i?«

Weyse: »Ja, hvad siger De så?«

Madsen: »Der er ikke meget plads i den. Kan man overhovedet dreje rattet?«

Weyse: »Ork ja … bare man ikke har erektion.«

Og så griner de to mænd. Det gjorde jeg ikke.

Rollerne vendt på hovedet

Der er noget forstemmende og lidt besynderligt i, at TV 2 vælger at satse så gammeldags, ja, nærmest reaktionært, som de gør med Badehotellet.

Hvor Danmarks Radio gennem efterhånden en del år har haft førertrøjen på, hvad angår tv-drama, kan man ikke beskylde kanalen for at have eksperimenteret. Det har TV 2 derimod forsøgt med Klovn, Rita og Lærkevej, der er moderne bud på den komediegenre, som traditionelt har det svært på dansk tv.

Nu synes bøtten til dels at være blevet vendt på hovedet. DR lader Maya Ilsøe tage springet fra solidt og velskrevet drama for børn i form af julekalenderne Absalons hemmelighed og Pagten til fuldblods familiedrama i Arvingerne. TV 2 hyrer et par af DR’s tidligere stjerner, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, der har taget tidsmaskinen med og indholds- og formmæssigt bringer os tilbage til gamle dage.

Badehotellet eksisterer på sin vis i et vakuum uden for tid og sted og har ikke meget andet på hjerte end sjov og ballade, der desværre ikke er så sjovt. Arvingerne, derimod, vil gerne fortælle seerne en historie, på det personlige og det mere universelle, samfundsmæssige plan, om nogle mennesker, der kæmper for at finde en plads og en rolle i verden.

Jeg ved godt, hvad jeg helst vil se.

 

’Arvingerne’ Instruktion: Pernilla August. Manuskript: Maya Ilsøe. Sendes søndag aften kl. 20 på DR1

’Badehotellet’ Instruktion: Hans Fabian Wullenweber. Manuskript: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Sendes mandag aften kl. 20 på TV2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Henrik Danstrup
  • Steffen Gliese
  • Jørn Vilvig
  • Erik Pørtner Jensen
Malan Helge, Henrik Danstrup, Steffen Gliese, Jørn Vilvig og Erik Pørtner Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det tegner godt.
Ikke desto mindre bør DR komme væk fra favoriseringen af enkelte dramatikere og i højere grad vende tilbage til den klassiske form, hvor flere prøvede kræfter med genren i enkeltspil (f.eks. viste DR i nytåret "Superdame" fra 1991), og hvor et opgør med den alt for rodfæstede naturalisme også kommer i spil.
Vi er en generation, der voksede op med mangfoldigheden i krydsfeltet mellem TV-Teatret og transmissioner fra især Det Kgl. Teater.
Det ville være forløsende, hvis den voksende uddannede del af befolkningen fik sin dannelse og nysgerrighed udbygget og pirret af drama, der ikke kun udfordrer i indholdet, men også i formen.

Jeg har kun set badehotellet, og den virkede ret hjælpeløs og klichefyldt.

Men flot fotograferet er den sq, og lyset er fantastisk.
Der er lidt Tarantino over billederne, og faktisk også lidt over referencerne tilbage mod den danske folkekomedie (hønseavleren).

Jeg havde det lidt på samme måde da jeg havde set første afsnit af edderkoppen, hvor dialogen i starten lod noget tilbage at ønske.
Den udviklede sig senere til at blive min favorit, fordi den simpelt hen er så smukt lavet, og atmosfæren efterhånden bliver så intens.

Men generelt er jeg ikke specielt optimistisk.

Maj-Britt Kent Hansen

Grebet blev man så langt fra af nogen af de to nye tv-serier. Om der kan komme noget uforudsigeligt ud af det i de følgende afsnit, nu man har stået en hel time igennem med introduktion til persongalleriet, har jeg mine tvivl om.

Apropos teater har DRK i efteråret vist fem forestillinger. Her var både det meget traditionelle og det mere eksperimenterende, og jeg - som bestemt ingen teaterfan er - endte såmænd med at synes om to af de fem forestillinger.

Den megen snak og overraskelse/bestyrtelse - andetsteds i Information - om, at tv-seerne gør, som de vil, begriber jeg ikke. Udvalget af kanaler og udsendelser er blevet større, medieplatformene (hader det ord) flere, men har man ikke længe set det, man ville, og når man ville? Jeg mener: Det er mange år siden videoen blev opfundet.

Christian Monggaard

To berigtigelser til anmeldelsen:

Peter Thorsboe og Mai Brostrøm er ikke blevet 'sat på gaden' af DR, som jeg skriver. De fik efter Livvagterne tilbud fra udlandet og arbejder bla. på international serie, der skal vises i mange lande, også i Danmark på DR.

Og så er Nadia Kløvedal Reich ikke dramachef, men fiktionschef og dermed ansvarlig for al DR's fiktion i tæt samarbejde med den nye dramachef, Piv Bernth.

Morten Pedersen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Har kun set Arvingerne og nåede ikke at se, hvem der er krediteret for musikken. Hvis ikke det er Fläskvartetten selv, er det er plagiat af rang. Prøv selv at se et afsnit af Wallander.

Anders Sørensen

@Peter Hansen: "Vi er en generation, der voksede op med mangfoldigheden i krydsfeltet mellem TV-Teatret og transmissioner fra især Det Kgl. Teater."

Hahaha. God sarkasme!

Steffen Gliese

Overhovedet ikke, Anders Sørensen. Det var tider. Men det var også dengang, der var en vilje til at fremme almindelige menneskers adgang til den kulturelle mangfoldighed.

Morten Pedersen

….. og iøvrigt må jeg sige at Arvingerne er overraskende godt på stort set alle niveauer. Forfriskende anderledes end de sidste mange DR-serier.

Michael Kongstad Nielsen

Skal familien Danmark ikke snart have en vaskeægte Lars von Trier pornofilm med alle ingredienser i langtrukkent tempo søndag aften i bedste sendetid, noget der kan samle nationen.

Der er INGEN i Badehotellet, der taler hverken vest- eller nordjysk.
Alle taler nogle misk-mask dialekter, som ingen nogensinde før har talt.

Men hvad skal man sige, når Sruensee i "En kongelig affære" møder kongen med et "Hej, Christian".
Det nu så brugte hej, var knap slået igennem i min barndom.
Og dronningen, der var født og opvokset i England, taler med svensk accent.

Mindes med fryd Matadors faster Anna, der kom direkte fra Skjern - og som derfor på den tid ville være tæt på uforståelig for alle udenfor bygrænsen - men som taler det allermest formfuldendte kongelige-teater-dansk (som vistnok heller aldrig har eksisteret i virkeligheden):

Den sidste fake-dialekt er nok ikke hørt endnu.

Vibeke Rasmussen, Sune Olsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Ang. Badehotellet er de udendørsoptagelser altså optaget ved Svinkløv Badehotel! Og grunden til at stort ingen taler vestjysk eller nordjysk eller vendelbomål er jo denne her:
Stort set alle i denne serie er jo ankommet med Aalborgbaaden fra Kiøbenhavn. Og jo, i 1928 gik der en bådrute fra København til Aalborg; den blev indstillet omkring 1970.

Til gengæld skal man have undertekster på for at høre hvad der bliver sagt i Arvingerne - og stort set ingen taler fynsk...

Tino Rozzo:

Angående "En Kongelig Affære", så er den film desværre et rod af anakronismer og populariseringer.

Struensee talte jo tysk og kunne ikke et ord dansk, så det var det sprog som de har talt indbyrdes ved hoffet i Struensee-perioden og ikke dansk. Caroline Mathildes far og mor var jo begge fuldblodstyskere, og deres engelsk sandsynligvis udtalt med en stærk tysk accent.

Ved at vælge at lade dem alle tale dansk, ligesom dårlige Hollywoodfilm om 2. verdenskrig hvor tyskerne taler engelsk med eller uden falsk tysk accent, har Nikolaj Arcel fuldstændig forbigået ikke blot den kosmopolitiske stemning som herskede ved hoffet (enkedronning Juliane Maria var også tysker, Ove Høegh Guldberg derimod en af de eneste pæredanske, Christian VII kunne dansk, men foretrak tysk, Reverdil schweizer, general Saint-Germain franskmand osv osv), men også et af de største kritikpunkter som det almindelige folk havde mod Struensee, nemlig hans tyskhed og påståede foragt mod alt dansk.

Desværre valgte Arcel udelukkende de lette løsninger i den film, og valgte en fortolkning der talte til laveste fællesnævner, i stedet for som f.eks. HBOs John Adams, at antage at publikum faktisk er villige til at lære noget når de ser en historisk film.

Maj-Britt Kent Hansen

Muligheden for undertekstning er en fordel, og jeg bruger den selv hyppigt, men samtidig er det da utroligt, at vi taler så uartikuleret, at DR må tilbyde undertekster.

Det ville dog være rart, hvis DR også kunne gøre noget ved den uens lydstyrke på deres forskellige kanaler. Indrømmer, at jeg zapper - og nu og da hopper frem og tilbage mellem to DR-kanaler. Da er det ikke sjældent sådan, at den ene kanal brager ud i lydstyrke, mens den anden næppe er hørbar.

Og en sidste ting: DR's nyheder, hvor der kommer et højt diskant pling af en slags, hver gang der gås fra et indslag til et andet. Dødirriterende! Som ville de vække en.

Michael Kongstad Nielsen

Nogle skuespillere lærer først at tale tydeligt og prononcere på en dramatisk måde. Talen er en del af fortællekunsten. Senere, når de kommer til DR-drama, får de at vide, at de skal tale mere utydeligt og droppe al det udtrykspjat, ellers lyder de ikke som ægte folk i virkeligheden.

Maj-Britt Kent Hansen

Problemet rækker ud over skuespillere.

Men den tidligere tydelige diktion i teater skyldtes vist, at man vidste, at man også skulle nå tilhørerne på bagerste række, mens tv-drama og film indspilles og vises under andre forhold.

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt, men stadig er talen vigtig for at udtrykke sit ærinde eller budskab. I stedet for talen bruges i dag andre virkemidler, såsom fotografering, lys, kostumer, musik, klip m.m., men det er mange gange erstatninger for talen. Som man siger: "personligheden sidder i stemmen".