Læsetid: 3 min.

’Hærværk’ uden brutalitet

Dramatiseringen af Tom Kristensens roman på Skuespilhuset er blevet hamrende flot. Men tilskueren kommer aldrig helt tæt på stanken af bræk og brændende byer
Ole Ernst levendegjorde Tom Kristensens Jastrau-figur i Ole Roos’ film fra 1977. Nu er det blevet Rasmus Bjergs tur i den nye scenedramatisering af Rune David Grue på Skuespilhuset

Ole Ernst levendegjorde Tom Kristensens Jastrau-figur i Ole Roos’ film fra 1977. Nu er det blevet Rasmus Bjergs tur i den nye scenedramatisering af Rune David Grue på Skuespilhuset

Miklos Szabo

27. januar 2014

Ole Jastrau fra Tom Kristensens roman Hærværk er blevet en grundfigur i dansk litteratur. Mest fordi han er en mand, der bevidst vælger at gå i hundene. Men også fordi han er en anmelder, der pludselig ikke længere ønsker at vurdere kunsten, men i stedet forsøger at udleve kunstens længsel efter det sublime.

Ole Ernst levendegjorde Jastrau-figuren i Ole Roos’ film fra 1977. Og nu er det så blevet Rasmus Bjergs tur i den nye scenedramatisering af Rune David Grue på Skuespilhuset.

Rasmus Bjergs ansigt rummer både almindelighed og uforudsigelighed, og hans krop magter både det eftersnakkende og det voldelige.

Alligevel forblev jeg personligt underligt uberørt af hans Jastrau ved premieren. Bjerg var så underligt kontrolleret hele tiden. Så overjeg-agtig og nydelig – vandkæmmet både udvendig og indvendig. Og nærmest undskyldende omkring sit gåen-i-hundene-projekt. Hans kinder var simpelthen for æblesunde.

Brillerne på gulvet

Når det er sagt, så er jeg samtidig imponeret over, hvor gennemkoreograferet Jastraus deroute er blevet i Rune David Grues iscenesættelse. Bjerg klasker vitterlig sine ben hen over bardisken i sine heftige drukture, og hans briller roder evindeligt på gulvet et sted. Det virker.

Steffen Aarfings karruselscenografi lader desuden manden hvirvle rundt og rundt i en rus, der både elegant og brutalt tvinger ham ind i alkoholcentrifugen. Det er hamrende flot teater. Men troværdigheden trives alligevel bedst inde i scenografiens mindste små kasser med lavloftede rum og gule bordlamper. Nogle af os havde nok allerhelst oplevet denne druktur på Skuespilhusets Lille Scene – tættere på glassenes grønne absintfarve og den uundgåelige stank af sved og bræk.

Grue og Ibsen

Egentlig er Rune David Grues dramatisering kommet til at se ud, som den kunne have set ud med en visionær instruktør i 1930, da romanen udkom.

Altså bortset fra Signe Kroghs betagende smukke videoprojektioner og Jonas Bøghs klaser af spots, der oplyser undergangsfortællingen med både psykologisk indlevelse og strejf af dommedag – og Jonas Vests begavede lyddesign, der jazzet og mareridtstruende bringer tilskueren med ind i den overdunkende puls i Jastraus foruroligede sind. Dramatiseringen følger i hvert fald romanen både loyalt og repliknært i Jesper Bergmanns dramaturgi – mere med Ibsens livsløgn som følgesvend end med Strindbergs drømmespil.

Biroller med bid

Egentlig er forestillingens biroller de mest interessante, altså menneskene rundt om Jastrau. Når Morten Suurballe spiller anmelderen Vuldum med bekymring og svagt sind og nogle af forestillingens eneste virkelige blikke af kærlighed, så tvivler ingen på denne mands uløselige eksistenskrise. Når Nicolaj Kopernikus endnu engang ikke magter at rejse til udlandet på sin fars anbefaling, men igen søger ly hos de andre stamkunder på Bar des Artistes, så bliver man uhæmmet nysgerrig efter at lære hans hemmelighed at kende. Når Lars Knutzon stirrer ud fra chefredaktørkontorets vindue og taler sin egen død i møde, så er livet på spil – og da Lise Lauenblad kører karrusel i Tivoli, så er en ødelagt pigesjæl lykkelig igen i et glimt. Og når Benedikte Hansen opsøger Jastrau for at låne en bog – og for at låne noget krop og noget beundring – så krakelerer hendes læbestift, så man får lyst til at stryge hende over håret. Jesper Hyldegaards fortolkning af drankeren Kjær står næsten uden for forestillingen i sin fuldkommen grænseløse ærlighed. Det er druk, der giver kvalme.

Digter som mavepuster

Men det er den nyuddannede Asbjørn Krogh Nissen, der er forestillingens mavepuster som den grænsesprængende digter Steffensen. Nissen har netop den utilregnelighed og den følelsesløse uhøflighed, som rammer Jastraus længselspunkt. Man mærker denne galnings absurde hævnlogik og mordtrang. Syfilissmittet eller ej.

I hans figur ligger den uforudsigelighed og borgerskabsunderminering, som også har været romanens chokeffekt.

Hærværk på Skuespilhuset er en enorm teaterbedrift. Men selv om angstdigtet om skibskatastroferne bliver læst højt, og ilden flammer spektakulært, så når forestillingen aldrig helt hen til romanens længsel mod de brændende byer.

’Hærværk’. Baseret på roman af Tom Kristensen. Dramatisering og iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Steffen Aarfing. Lys: Jonas Bøgh. Video: Signe Krogh. Lyd: Jonas Vest. Dramaturgi: Jesper Bergmann. Skuespilhuset til 8. april www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Anker-Møller
Lise Anker-Møller anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu