Læsetid: 5 min.

Det handler om penge

Martin Scorsese udstiller grådighed, uansvarlighed og vrangsiden af den amerikanske drøm i sin seneste film, den løsslupne komedie ’The Wolf of Wall Street’, hvor Leonardo Di Caprio giver den hele armen som skruppelløs børsmægler
Det er en evig fest på kontoret hos Jordan Belforts (Leonardo DiCaprio) Stratton Oakmont. Her er Belforts partner, Donnie (Jonah Hill), ved at spise en guldfisk.
9. januar 2014

Martin Scorsese sagde for nylig, at han i sin nye film, The Wolf of Wall Street, ikke blot ville vise grådighed, nej, han ville lade publikum være en del af den og opleve spændingen, morskaben og galskaben indefra.

Og det lykkes ham, må man sige. Filmen, der har manuskript af Terence Winter, manden bag gangster-tv-serien Boardwalk Empire, er baseret på virkelige begivenheder og fortæller om børsmægleren Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio), titlens ulv, der i 1990’erne indtager Wall Street og i løbet af meget kort tid får skabt sig en formue på lige dele salgstalent, ufine metoder og arrogance.

Belfort mener selv, at han prædiker den amerikanske drøm, når han gejler et lokale af gerrige unge mænd og kvinder op til noget nær ekstase med al sin snak om, at er man arbejdsløs og fattig, er det ens egen skyld. Det gælder bare om at rejse sig fra sofaen og gå i gang med at skabe sin egen lykke. Gør man ikke det, fortjener man ingenting at have.

I virkeligheden vrider han drømmen ud af form, for det handler om at tjene penge, mange penge, uden tanke for konsekvenserne. Belfort og hans partnere og ansatte, ikke mindst vennen Donnie (Jonah Hill), fejrer hele tiden deres succes på bedste hedonistiske vis med kokain, strippere, ludere, dværgkast – husk på, at filmen foregår i de glade 1990’ere – og hvad hjertet ellers begærer af hovmod og skørlevned, man kan betale sig fra.

Belfort dropper sin kone, der ellers trofast har fulgt ham, siden han som helt ung, håbefuld og lidt naiv aktiehandler gik ned sammen med resten af Wall Street i det voldsomme børskrak i 1987, og mens han genopbyggede sig selv og grundlagde sit firma, Stratton Oakmont, gennem salg af meget billige og stort set værdiløse aktier til godtroende mennesker med en smule penge på bankbogen og dollartegn i øjnene.

Nu, hvor Belfort er blevet rig, møgrig, skal han naturligvis have en helikopter, en yacht, en håndfuld dyre biler og et palæ af et hus, hvor han kan installere sin nye modelkone, den smukke og rapkæftede Naomi (Margot Robbie).

Pengene vælter ind, og intensiteten og paranoiaen stiger, i takt med at Belfort og co.’s stofindtag bliver mere og mere ekstremt og metoderne mere og mere ufine, ja, ulovlige, hvorfor FBI og den amerikanske udgave af Finanstilsynet begynder at se nærmere på Stratton Oakmont. Og på den måde minder The Wolf of Wall Street i struktur og indhold om en af Martin Scorseses mest betydelige film, nemlig gangsterdramaet GoodFellas (1990).

Absurde optrin

Begge film handler om et ungt, ambitiøst menneske, der bliver forført af drømmen om penge og magt, og som ender med at være sin egen værste fjende. Det er en syndefaldshistorie, hvor uskylden korrumperes moralsk og menneskeligt, og hvor GoodFellas i glimt var endog virkelig morsom, er The Wolf of Wall Street i højere grad en satire og en komedie. Derfor slipper Martin Scorsese og Terence Winter også af sted med at iscenesætte nogle helt absurde øjeblikke, hvor Belfort og vennernes udskejelser kører af sporet.

I en af de mest tossede og sjove scener har Belfort og Donnie taget nogle alt for gamle Quaaludes, stærke, beroligende piller, som først begynder at virke på et for dem begge ganske uheldigt tidspunkt, så de hverken kan gå eller tale ordentligt, da der virkelig er behov for det. Scenen er lang og fuld af absurde optrin, som da Belfort må slæbe sig hen over jorden for at komme ud til sin bil, og han og Donnie prøver at føre en samtale i telefonen, hvilket er helt umuligt.

Og på den måde fører Scorsese os helt ind i den eksalterede grådighed, rusen ved at tjene og bruge penge, vanviddet og de tømmermænd, både fysiske og mentale, som bliver hyppigere og hyppigere, efterhånden som korthuset begynder at vakle og siden braser sammen.

Kulørt og larmende

Det er en kulørt og larmende tur, hvor Martin Scorsese bruger alt, hvad han har til sin rådighed af virkemidler – inciterende, meddigtende musik, et ultrabevægeligt kamera og hurtig klipning – og skuespillerne alle gør det aldeles fremragende. Matthew McConaughey er mindeværdig i rollen som en af Belforts tidlige læremestre på Wall Street – manden, der beder ham glemme alt om at tjene penge til sine kunder og kun tænke på at tjene penge til sig selv. Og Leonardo DiCaprio understreger, hvor meget han gennem de seneste 20 år er vokset som skuespiller.

I rollen som Jordan Belfort giver han virkelig los. Manden kan sælge sand i Sahara, men efterhånden kommer der flere og flere sprækker i teflonfacaden, og selv om man aldrig for alvor kommer til at holde af Belfort, bliver han trods alt mere menneskelig.

Man kan brokke sig lidt over, at ingen af personerne i The Wolf of Wall Street for alvor er sympatiske eller til at holde af, hvorfor deres fald måske ikke rammer så hårdt, som det kunne. Og så er det en meget lang film, hvor Scorsese lader os opleve en farlig masse excesser; måske endda for mange – man bliver næsten følelsesløs – men i det mindste fornemmer man, at instruktøren og DiCaprio har moret sig med at iscenesætte al dette skørlevned.

Skarp satire

Under alle omstændigheder er The Wolf of Wall Street et på én gang underholdende og frastødende møde med nogle af menneskets mest mørke og ubehagelige sider, og det er interessant, at nogle mennesker mener, at filmen forherliger Jordan Belforts depraverede adfærd. For som det også er blevet sagt, er det ikke en blåstempling af et menneskes opførsel, at man som Scorsese laver en film om det.

Og endnu vigtigere er det, at The Wolf of Wall Street netop viser, hvad der sker, hvis grådige mennesker får lov til at gøre, som de vil – som det også skete op til den finanskrise, der ramte verden i 2008 – og at historien har det med at gentage sig selv. Det kan godt være, at grådigheden er sjov at være en del af, i hvert fald for en tid, men det er et tomt liv, det ender aldrig godt, og det går ud over mange uskyldige mennesker.

Scorsese og Terence Winter løfter ingen pegefingre, det er de for kloge til, men opfatter man deres film som en hyldest til finansverdenens korrumperede, skruppelløse ulve, så har man intet forstået af den.

The Wolf of Wall Street er en skarp satire, hvor Belfort og co. får lov til at udstille sig selv. Det er op til os at dømme.

 

’The Wolf of Wall Street’ Instruktion: Martin Scorsese. Manuskript: Terence Winter. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hvis den er bedre end Catch me if you can (DiCaprio/Spielberg), som også handler om en fyr der kører den helt ud, så´ glæder jeg mig til at se den. Ah, det gør jeg nok alligevel.

Søren Kristensen

Tak i lige måde, Peter Hansen, men er der to ting jeg hvert fald ikke kan fordrage så er det buksenederdele og musikteater.

By the way: Har Klavs Riskær egentlig ikke osse snart fortjent en film?

Problemet med di Caprio er , at han bliver ved med at ligne en forvokset konfirmand.
Det er nærmest umuligt at forestille sig ham som en hvilken som helst aktør i magtens korridorer.
Talentet ufortalt.

Thomas Larsen

Jeg hørte et interview med tåben (Dicaprio) på BBC 4 hvor han fortalte om den grådighed og moralske forrådnelse og overfladiskhed der var i vores moderne vestlige verden. Han prøvede at spille centrum -venstre klog. Hvordan filmen viste hule værdier og tomhed frem. Jeg savnede virkelig en journalist som spurgte ham hvor mange penge han fik for sine tåbelige roller og hvorfor han boede i Belverly Hills. En film som vil fremvise en immanent kritik af kapitalisme som har et umådeligt budget - bruger alle kapitalismen virkemidler, tjener styrtende med penge, med skuespillere og instruktører som lever som de samme finansmænd de fremviser..... Hvor hyklerisk kan man være og hvorfor går folk overhovedet ind og ser den slags bras. Prøver at dobbeltbluffer. Kom og se hvor frygtelig kapitalismen er mens du bliver underhold af samme og giv os rigtig mange penge. Kors i r.... Og i falder for den

Thomas Larsen

Og Monggård, du er nok det værste eksempel på dette pseudo-akademiske centrum-venstre bluf. Denne klogen sig på masseproduceret kulturindustriprodukter uge efter uge som er så banale og overfladiske at enhver med lidt kritisk teori og lidt fornuft i bagagen nemt gennemskuer som kitch og Morten Korch i glitter amerikansk indpakning. Metalag på metalag af intertekstuel leg med sterotype personer og emner. Omvendt ordstilling skaber ikke stor kunst. I er fandme blevet for dovne til at læse ordenlige bøger men selvforståelsen kræver at I gør det tåbelige klogt.

Søren Kristensen

Vist ligner Dicaprio en forvokset dreng. Men netop det træk synes jeg også ofte at have bemærket hos virkelighedens svindlere, i mere eller mindre udtalt grad: Bagger, Thorsen, Riskær, plus alle de mindre psykopatiske man selv har mødt i virkeligheden. Og i virkeligheden er det jo netop denne legende og barlige, grænsende til det uskyldige, em af ungdommelig gå på mod der får almindelige folk til at hoppe på limpinden, ikke sandt?

I min bog har Dicaprio aldrig fejlet i rollen som meget troværdig psykopat, på film. Når det gælder andre roller, som fx. moden politimand i Shutter Island, så kan jeg godt acceptere problemet. Men det ødelægger ikke min nattesøvn, for jeg tilhører den generation der voksede op med Fonda, Douglas og Sutherland. Altså Henry Fonda, Kirk Douglas og Donald Sutherland og derfor finder de fleste skuespillere for umodne til de roller de påtager sig.

Bemærker lige at der ikke popper nogle kvindelige psykopater op på lystavlen. I hvert fald ikke fra virkelighedens verden. Først efter nogen granskning ihukom jeg Anna Kastberg, som vist ikke gjorde ret meget andet end at brodere på sin uddannelse. Men kvinderne kan til gengæld så meget andet.

Christian Monggaard

Jeg er personligt begejstret for DiCaprio som skuespiller. Han har udviklet sig meget gennem årene, og hans krop, stemme og spil har fået mere tyngde, hvorfor han kan overbevise i roller som denne i The Wolf of Wall Street.

Og tak for de pæne ord, Thomas Larsen. Det er altid rart at blive værdsat og læst - også selv om man ikke altid bliver forstået.

Der er sikkert mange i Hollywood, man kan anklage for den form for hykleri, du skriver om. Jeg vil dog vove at påstå, at Scorsese ikke er en af dem - han kæmper for at få sine begavede, udfordrende film finansieret - og at han og DiCaprio i høj grad agerer, som de også 'prædiker' i deres film, og dermed bruger deres berømmelse og indflydelse på opbyggelig vis. Ja, DiCaprio får mange penge for sine roller, men han er også kendt for sit velgørenhedsarbejde og aktivisme på bla. miljøområdet.

Poul Eriksen, Karsten Aaen, Morten Pedersen, Henrik Danstrup, Peter Hansen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Henrik Danstrup

Ingen over og ingen ved siden af Scorsese --- glæder mig som en lille dreng til at hive sønnerne (de behøvede ikke engang bestikkelse i form af pizza eller lignende !) i biografen næste weekend !

Torben Selch, lars abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

DaCaprio er second to none i den type roller pt. selvom man af samme årsag hader at skulle "indrømme" det.

Henrik Danstrup, Morten Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar