Læsetid: 2 min.

Idyl med mislyd

I sin nye mikroroman øser Jens Blendstrup fra sine uendelige erindringer, men med et mærkeligt mådehold. Man savner skriftens amokløb
17. januar 2014

De folder et velkendt erindringsunivers ud, de små prosaglimt i Jens Blendstrups nye roman Luskefisefortællinger. Også denne gang ser vi halvfjerdsernes forstad, med al dens velstand og galskab, dens underligt driveragtige eftermiddage, fra drengenes perspektiv. Der er doven skolegang og ellers langstrakte krigslege og kemiske eksperimenter, kældre og tilgroede baghaver til fri afbenyttelse.

Blendstrups mor og far, der fyldte så meget i Gud taler ud, er også med – faren er igen alkoholiseret anarkist og parcelhustyran – men de er bipersoner. Slænget af børn er i centrum, de hedder ting som Bimse og Heino og Neger Thomas. Og Præstepoul, nok bogens sjoveste skikkelse, han bruger konsekvent gud til at snyde med og er derfor frygteligt upopulær. Her har han spist en ’sikkerhedspille’ midt i et drabeligt slag:

»Du er død, det findes ikke.

Jo, for jeg har lavet en sikkerhedsboks omkring mig. Luk lås. Luk lås.

Det der gider jeg ikke, du siger altid du er usårlig.

Det er ikke mig der har fundet på det, det er herren, jeg er kun hans hyrde.

Så er hyrden død, jeg fik dig gennem hovedet.

Ja, men så skete der noget, jeg døde, men da jeg var død genopstod jeg ligesom Kristus, og så dræbte jeg jo dig.«

Og så sker der ikke så meget mere i den scene; Luskefisefortællinger er mere vignetter end fortællinger, sjældent mere end en enkelt meget kort side lange, og ofte bare disse replikskifter mellem børnene. Men de er tydeligt genkendelige som blendstrupske, skrevet med hans boblende sprog, hans evne til at skabe et vanvittigt drama ud af et uendeligt og, midt i alle sine hverdagskatastrofer, idyllisk univers.

Holder igen

Nå. Når der er en mislyd i skriften denne gang, og det er der, så skyldes det dels, at den overstyrede galskab aldrig folder sig ud. Det er som om teksten holder igen hele tiden. Man savner – det troede jeg aldrig, jeg skulle sige om en bog af Jens Blendstrup – at den går planken ud.

Men det skyldes også den svagt sentimentale tone, der løber gennem Luskefisefortællinger. Som bog er den uheldigt bevidst om at være et tilbageblik. Det er som om, voksne Jens dukker op i teksterne med let blanke øjne og ligesom svømmer hen ved tanken om dette tabte land.

»Luften var kold, men ikke ubehagelig, livet var langt, men ikke evigt. Det var sådan det var at være barn. Og de kunne ikke kalde os ind, snoren til de gamle var knækket, den jullede rundt, det var kun når vi selv tog den op vi gik hjem. Nogle gange gik vi bare hjem til hinanden.«

Hvem er det, der på den måde udlægger barnets tid, hvis ikke den alt for voksne, der længes tilbage? Men den fordobling, denne trang til at give sin fortid et ekstra ord med på vejen, den er ny og klæder ikke Blendstrups skrift. Jeg mener, i hans tidligere bøger skrev han med en naiv logik om død og tragedie, satte voksne katastrofer i gang som et barnligt og absurd, amokløbende kaos.

Det var en vild og komisk leg. Den blanding var der mere dynamit i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu