Læsetid: 3 min.

’Jeg kan ikke finde mit køkken’

Kvindeteatret blomstrer med barske historier lige nu. Med gribende Alzheimer-nedslag i ’Jeg hedder Bente’ på Sorte Hest – og med ækle incestfortrængninger i ’Rovdyr’ på Svalegangen
22. januar 2014

Kvindeteatret er ikke bange for at sige tingene, som de er. Teatret ved Sorte Hest og Svalegangen byder begge på en forestilling med fire kvinder, som afslører de inderste sorger over for hinanden. Når den ene kvinde bliver svag, overtager en anden kvinde og hjælper. Det er både stærkt og smukt.

Jeg hedder Bente rummer en bemærkelsesværdig historie, for stykket handler om en kvinde, der bliver ramt af Alzheimers allerede som 55-årig. Rikke Wölcks tekst karakteriserer fint både den glemselsramte og hendes tre veninder.

Men ordene virker i høj grad modelleret yderligere i Madeleine Røn Juuls livskloge instruktion, så det bliver kvindernes psykologiske fremdrift, der er det vigtigste – ikke enkeltordene. Alt imens de fire kvinder glider rundt mellem badebroens sten og stuens sofaer i Kisser Rosenquists feminine nøjsomhedsscenografi.

Karen-Lise Mynsters styrker

Kvindeuniverset er til åben debat her. For er det vigtigste at have fået nogle børn – eller at være kommet i harmoni med sig selv som 55-årig?

Som en af kvinderne nøgternt konstaterer: »Mit liv har stort set været en skuffelse – men til den gode side«. Kvindekomikken fejler ingenting hos Rikke Wölck.

Selv spiller Wölck blidt den vege veninde med overbærenheden, og Jannie Faurschou røber karrierekvindens beslutsomhed, hver gang hun rastløst kaster håndtasken fra sig – og Laura Müller har en fin naivitet over sig som den evige elskerinde, der ellers slet ikke var ude på at ødelægge noget. Men forestillingen er Bentes, altså Karen-Lise Mynsters. For hun spiller denne Bente, så man bliver forfærdet over hendes lavmælte ærlighed.

Karen-Lise Mynster spiller på hele sin enorme palet med fandenivoldskhed og finurlighed. Men det er i stilheden, at hun er stærkest. Dér hvor hun farer vild i sin egen lejlighed og ikke kan finde sit køkken. Og dér hvor hun ikke længere kan følge en samtale, men alligevel bevæger munden, som om hun kunne. Dér gør det ondt at se teater.

Hilsen til Branner

Det gør også ondt at se Rovdyr på Svalegangen. Og netop fordi denne forestilling også foregår i en ren kvindeverden, er det endnu mere imponerende, at teksten faktisk er skrevet af en ung mandlig dramatiker. For Kristian T. Erhardsen kender tilsyneladende stærke kvinders afvæbnende talemåder og stædige fortielser. Og han skriver replikker med en overvældende nærhed og brutalitet, som man faktisk sjældent oplever i replikker mellem mænd, der holder af hinanden.

Samtidig skriver han næsten gammeldags om søskendeforholdets modsætninger; teksten virker nærmest som en hilsen til H.C. Branners Søskende – nu blot med incestens grufuld heder.

Instruktøren Kamilla Bach Mortensen og scenografen Nikolaj Heiselberg Trap har ellers skabt en provokerende nøgen forestilling med en seng, et varmeapparat og et vindue – og stabler af flyttekasser. Dette er et rum for mennesker i styrtløb mod kanten …

Uhyggen er indenfor

Merete Voldstedlund er forrygende som den aldrende kvinde, der møjsommeligt har hjulpet sin bror med hans to døtre, efter han blev enkemand.

Nu, hvor broderen er ved at dø, er hun ved at bryde sammen. Merete Voldstedlund knejser så stærkt – og hun går tilsvarende stærkt i opløsning, når hun pludselig erkender familiens fortrægninger, og hendes eget ansvar bliver synligt … Merete Voldstedlund præsterer divaspil uden divanykker!

Anna Ur Konoy har en overbevisende forknythed over sig som den altopofrende datter, og Neel Rønholt giver sin stædighed til yndlingsdatteren med misbruget siddende helt uden på den alt for store striktrøje – og den sære angst for kattedyr.

Denne tekst jonglerer med sine billeder efter nøje dosering. En kørestol får også sine flere betydninger, i hvert fald når Pia Mourier sidder i den som skarptobserverende psykolog med tigerblik. Her lurer uhyggen ikke bare bag de sorte ruder, men indenfor i lyset.

Kan man overhovedet tale om ’kvindeteater’? Jeg er ikke sikker. Men hvis begrebet duer til noget, så dækker det i hvert fald både Jeg hedder Bente og Rovdyr. For disse forestillinger viser kvinder, der vandrer frem mod deres personlige katastrofe sammen med andre kvinder. Helt frem mod det ubærlige.

 

’Jeg hedder Bente’. Tekst: Rikke Wölck. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Kisser Rosenquist. Teaterforeningen High Noon på Teatret ved Sorte Hest. Til den 15. februar. www.teatretvedsortehest.dk

’Rovdyr’. Tekst: Kristian T. Erhardsen. Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap. Teatret Svalegangen i Aarhus til den 8. februar. www.svalegangen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu