En klassiker blev født

I vinteren 1959 rejste Truman Capote til Kansas for at skrive en artikel om en lille by og en brutal forbrydelse. Først seks udmattende år senere havde han skrevet færdig. Resultatet ’Med koldt blod’ der netop er genudgivet på dansk, betragtes som en af århundredets store klassikere
Truman Capote, 1979

Truman Capote, 1979

Irving Penn
17. januar 2014

»Hvad er formålet med denne bog?«

Det var blot et af de mange spørgsmål Perry Smith stillede i sine breve til Truman Capote. Fangen i Kansas’ statsfængsel spurgte ligeledes til, hvordan man undgik at tabe håret. Det sidste problem, som den 40-årige amerikanske forfatter selv sloges med, orkede Capote ikke at svare på, men spørgsmålet om, hvad formålet med hans kommende bog var, kunne han ikke ignorere.

Perry Smith havde sammen med Dick Hickock siddet fængslet for mordene på familien Clutter fra Kansas i snart fem år, og i al den tid havde Capote korresponderet med og jævnligt besøgt de to i fængslet, hvor de ventede på, at få deres dødsdom eksekveret. Capotes ambition med sin bog var blandt andet en detaljeret rekonstruktion af parrets forbrydelse, og dertil havde han naturligvis brug for deres tillid. I forvejen var de begyndt at ane uråd.

Hvorfor skulle bogen hedde Med koldt blod, havde Dick spurgt året inden. Deres kommende appelsag hvilede på argumentet om, at de ikke havde planlagt mordene. De frygtede derfor – og med rette, skulle det vise sig – at Capote ville fremstille dem som psykopatiske dræbere, der handlede med fuldt overlæg.

Truman Capote havde forsøgt at lyve sig fra både indhold og titel over for dem, men det blev stadig sværere. Alle, der interesserede sig for sagen, kendte til forfatterens projekt på det tidspunkt. De landsdækkende avisers kulturklummer nævnte ofte projektet, og i 1962 havde tidsskriftet Newsweek bragt en længere artikel om den »faktabårne bog, som forfatteren havde arbejdet på i mere end to år.« De få, der havde læst det foreløbige manuskript, var begejstrede, og i forlagsverdenen var man sikker på, at der var noget stort i vente.

Men bogen var ikke færdig endnu, og ikke nok med det, Capote var ifølge sin barndomsveninde og kollega Harper Lee småforelsket i den intelligente og kønne Perry Smith. På den ene side håbede forfatteren derfor på, at forbryderne blev henrettet, så han kunne få skrevet de sidste 30-40 sider af sit manuskript. På den anden side ønskede han det bedste for to mænd, der betragtede ham som deres bedste ven, og som han var blevet fortrolig med og – det gjaldt specielt Perry Smith – efterhånden var kommet til at holde af.

»Alt det bøvl, dag efter dag efter dag,« sagde Capote siden om de to år, hvor appelsagen kørte. »Det var så ulideligt, så angstfremkaldende, så udmattende, så invaliderende og så … sørgeligt.«

Fandt historien i avisen

Det startede med en lille notits midt på side 39 i New York Times, mandag den 16. november 1959. En velhavende farmer, hans kone og to børn var blevet fundet dræbt i hjemmet i Holcomb, Kansas. »De var blevet skudt på tæt hold af skud fra en shotgun, efter at de var blevet bundet og kneblet,« stod der i notitsen.

Truman Capote var fascineret af historien, og han foreslog redaktøren på tidsskriftet The New Yorker, William Shawn, at han rejste til Kansas for at skrive en reportage derfra.

»The Clutter case,« sagde Capote til sig selv. »Hvorfor ikke pakke kufferten og tage til Kansas og se, hvad der sker?«

Indtil videre var der imidlertid ikke sket meget. Der var tilsyneladende ingen vidner til forbrydelsen, og heller ingen mistænkte. Men det lod Capote sig ikke anfægte af. Han forklarede Shawn på The New Yorker, at det ikke var forbrydelsen, han ville fokusere på, men derimod den effekt forbrydelsen havde på et lille isoleret samfund.

»Ifølge hans oprindelige udkast kunne mordene være forblevet uopklarede,« sagde William Shawn siden. »Truman ville skrive en historie om en by og en familie – hvordan deres liv havde formet sig. Og jeg var overbevist om, at det kunne blive en lang og god tekst.«

Med Harper Lee, hvis roman Dræb ikke en sangfugl (1960) var blevet skrevet, men endnu ikke publiceret, ved sin side begyndte Capote at interviewe folk i og omkring Holcomb. Han spurgte og lyttede uden at gøre brug af hverken båndoptager eller notesblok. Hver aften satte han sig ved sin skrivemaskine på sit værelse på byens Warren Hotel og skrev fra hukommelsen og ud fra, hvad Lee havde taget af noter. Samtidig udviklede sagen sig, og da Perry Smith og Dick Hickock den 30. december 1959 blev anholdt og siden sigtet for mordene, var Truman Capote efterhånden klar over, at historien ville blive længere, end han oprindeligt havde regnet med.

»Mens jeg skrev, indså jeg, at jeg havde fundet løsningen på, hvad der altid havde været mit største kreative problem,« sagde han senere. »Jeg ville producere en journalistisk roman, noget i stor stil båret af pålidelige facts, en films umiddelbarhed, prosaens dybde og friheder, og lyrikkens præcision.«

Forfatteren, der var debuteret med romanen Nye stemmer, nye steder (1948) og aktuel med fortællingen Holly (1958), arbejdede godt nok på en ny roman. Men han var gået i stå. Capote følte sig udbrændt som skønlitterær forfatter og var ivrig efter at folde sig ud som journalist i stil med blandt andre Lillian Ross, Ernest Hemingway og John Hersey. Sidstnævntes Hiroshima var Capotes udtalte inspiration. Han ville skrive sin historie fra Kansas i samme litterære anslag, som Hersey havde gjort det i den lange artikel – om seks overlevende efter atombomben over byen – der 1946 var blevet trykt i netop The New Yorker, inden den som bog vandt en Pulitzerpris. Capote døbte sit projekt en nonfiction novel.

Vært for århundredets fest

Perry Smith og Dick Hickock blev hængt i april 1965 under overværelse af Truman Capote, og derefter tog det ikke forfatteren lang tid at runde af. The New Yorker bragte artiklen i fire dele i efteråret 1965, og i januar 1966 udkom Med koldt blod.

Bogen blev en øjeblikkelig succes, og udgivelsen udviklede sig til en stor begivenhed. Titlen blinkede fra et billboard på Times Square, Columbia købte straks filmrettighederne for et rekordstort beløb, og forfatteren prydede forsiden af blandt andet Newsweek og New York Times Book Review, der kaldte bogen et mesterværk.

Capote var også selv godt tilfreds, og han fejrede det hele ved at afholde et maskebal for sine 500 nærmeste venner, deriblandt Henry Ford, Frank Sinatra, Andy Warhol og Lauren Bacall på The Plaza Hotel i New York.

Den begivenhed betragtes i dag som The Party of the Century, århundredets fest, og det er svært ikke at se de to ting – bogen og festen – som kulminationen på Truman Capotes liv og karriere. Han døde fordrukken, narkotisk og syg som 59-årig i 1984 uden at have færdiggjort nogen større sammenhængende literære projekter siden Med koldt blod. Romanen, han skrev på, inden han rejste til Kansas, blev efter hans død udgivet under titlen Answered Prayers: The Unfinished Novel (1986).

Med koldt blod lever imidlertid stadig og betragtes af de fleste som et mesterværk. Mange har naturligvis brugt energi på at diskutere, om Capote nu også forholdt sig så konsekvent til sandheden, som han selv hævdede, og det samme berør Leif Davidsen i sit læseværdige forord til Gyldendals aktuelle genudgivelse af bogen.

Den danske forfatter mener dog ikke, at den diskussion er væsentlig i dag, og konkluderer i stedet om Truman Capote: »Den måde han arrangerer virkeligheden på i sin store fortælling Med koldt blod, gør den selvskreven til at blive udgivet som en af det 20. århundreds store litterære klassikere.«

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Med koldt blod

Truman Capote

Oversat af Annabeth Kruuse

Gyldendal

432 sider

150 kroner

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Hvis man vil vide mere om personen Truman Capote og, som jeg, foretrækker en velresearchet biografi frem for film – hvor en Hollywood-skuespiller gør sig nogle gange alt for store anstrengelse for at komme til at ligne personen – kan jeg varmt anbefale Gerald Clarkes 'Capote: A Biography".

Der kan man bl.a læse om det – dengang opfattet som – skandaløse omslags-portræt på debutromanen. Om hvordan han før det ovenfor nævnte bal, også kaldet "The Black and White Ball", som de kendte og rige på det nærmeste var parate til at slå ihjel for at blive inviteret til, koketterede og drillede selv nære venner ved at udskyde at sende invitationer ud, og såmænd også helt undlod at invitere selv mennesker fra den inderste vennekreds. Om hans 'Swans', de smukke, rige kvinder fra 'the high society' som han omgikkedes med, og som han sent i livet udleverede til satiren i udkast til 'Answered Prayers', hvilket de færreste af dem nogensinde tilgav ham. Og meget, meget mere.

En skildring af en mand som det er meget underholdende at læse om – eller for den sags skyld opleve i gamle interviews og talkshows – men som det samtidig må have været ganske utåleligt at omgås. Og altså også, når det stak ham, noget af en 'backstabber'.

anbefalede denne kommentar