Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kom så, kroppen går i 3/4

Til liv, glade dage og folkedans i Operaen på Christiania, hvor stereotyper står for fald og vaneforestillinger kommer fra musikanmelderen.
Kultur
31. januar 2014

Det slår mig først for alvor, da jeg forlader toilettet på Operaen på Christiania og træder ind i den larmende og kogende sal. Netop skiftet fra den solipsistiske ensomhed omkring vandladningen og ud i den store kollektive trængsel og alarm kender jeg til bevidstløshed fra tusindvis af rockkoncerter.

Men der er noget helt andet på færde til Sønderhobal, omplantet næsten så langt væk i Danmark fra Sønderho på Fanø som overhovedet muligt.

For det første bliver der snakket, så tidens diskussion om megen sludren ved rockkoncerter, ligner en storm i en kop kaffepunch. Damn, der bliver sludret. Og det er helt og aldeles accepteret. For det andet bliver der danset. Ikke noget med at headbange eller spille luftguitar eller nikke lidt genert med hovedet. Nej, det er pardans, hvor parrene tripper i en koreograferet venten, indtil det bliver deres tur, hvorefter de cirkler rundt om sig selv og i en halvcirkel, indtil de møder køen igen.

Kvinden har sin venstre arm bag om ryggen og mandens højre griber hendes venstre, mens hendes højre og hans venstre løftes som i traditionel dans. Og så cirkler de ellers rundt i et vuggende planetsystem med hver sin tosomhedsakse.

Det slår mig først dér, hvor anderledes stemningen er. Hvordan musikken tydeligvis er til for den sociale situation. Hvordan den skaber rum for snak og druk ved bordene. Hvordan den er soundtrack til dansen på gulvet. Og hvordan hele den sociale og rolige kropslighed skaber en afbalanceret stemning i det overophedede og fuldt pakkede rum. Varmen driver ned ad væggene, og stedet gungrer af den menneskelige praksis at komme hinanden ved.

Råhygge og dans

En fornemmelse af ro og harmoni. Af at ankomme til forsamlingshuset, som alle, der har boet på landet eller i provinsen, kender, men her midt i storbyens frisættende virvar af sociale forbindelser. Stoppet med folk i alle aldre. Ganske vist en del fra Fanø, ikke mindst musikerne, men jeg spotter minimum fem musikere fra hovedstadens mere eller mindre alternative musikscene i allerforreste række til en af koncerterne.

For selvfølgelig er det sådan nogle som os, opflasket på de korslagte armes sakramente i Rockland, som bare står og lytter i forreste række. Selvfølgelig er det os, der ikke får danset. Selvfølgelig er det os, der står og tæller takt og flipper over, at man ikke improviserer melodisk, men med akkorder. For dna’et er melodien i disse sange, det er dén, der er blevet overleveret via enkeltinstrumenter eller sangstemmer til nutiden. Så dér hvor musikerne selv tilføjer temperament er i deres spillestil og i for eksempel improvisation. Selvfølgelig er det det, vi flipper over. Og fred være med det.

Det første band, Rejseorkestret, giver os et væld af sønderhoninger, den lokale folkemusikvariant fra den sydlige by på Fanø.

Gennem århundreder er Sønderhoningen blevet indfarvet af de hjemvendte sømænd, som havde lært sig, hvad de nu var faldet for af lokal musik på deres færd syd- og vestpå. Disse musikalske importer måtte så rette sig ind efter den lokale kropslighed, formuleret i folkedansens rytmik. Og sønderhoningen er således en kosmopolitisk indfarvet egnsret, som er holdt levende helt op til i dag.

Man er totalt forandret

Rejseorkestret spiller for eksempel tre brudstykker, der er flere hundrede år gamle, og så har den ene violinist komponeret et fjerde stykke – for sølle 35 år siden. Og dansen går: musikkens karakteristiske rytmik i 2/4 med vægt på ét, akkurat som i funken, men her i en vildt ufunky, men sygt swingende stil. Og dansen og kroppen som går i 3/4.

Sønderhoballet er en eksotisk rejse for mange af os. På gæstevisit i vores eget lands tradition.

Ironien undslipper os ikke. Og fornemmelsen af at høre hjemme griber og slipper en på skift. Du er ankommet, men du er totalt forandret i forhold til, hvad du er ankommet til.

Men på en eller anden måde når vi noget genkendeligt, da den dansksvenske trio Dreamer’s Circus går på scenen og spiller ikke kun op til dans, men også til lytning.

Deres virtuose spil og tindrende melodier og harmoniske dynamikker er dybt betagende bare at stå at måbe til.

De er alle konservatorieuddannede, blander ofte klassisk musik sammen med deres folkemusik og har ofte været en siddende nydelse for publikum. Men denne bidsk bidende kolde aften på planeten Jorden viser de også, at de helt ubesværet kan sætte liv i kludene og varme i knoglerne, ikke mindst med deres fortolkninger af sønderhoningen. Og da Peter Uhrbrand – Sønderhoningens centrale kulturbærer – og Ole Mouritzen lader melodierne løfte sig i mere traditionelt lune, så bringes seancen hjem til vante, formidable rammer igen.

Fordomme står for fald. Her er ingen halm i træskoene eller nogen usund isolationisme. Her er segmentforvirring og stereotypdestruktion. Og det viser sig at vaneforestillingerne om, hvordan man skal reagere på nogle musikere på en scene, kommer fra en musikanmelder, der stiller sig op foran og lytter. Nogle gange med korslagte arme.

 

Sønderhobal på Operaen – Operaen, Christiania, lørdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Musikanmelderen skulle lære sig at danse sønderhoning, først da forstår han hvad det går ud på og især føles som :-)