Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kongen af selvydmygelse

Will Ferrell har gjort det til sit varemærke at fejle og fucke up – som voksen, som mand, som samfundsborger, som krop. Men ikke som komiker, hvor han er uden sidestykke i kunsten at gøre gakket kiksethed til komik. Desværre lider hans seneste film af metaltræthed
Will Ferrell er tilbage som den selvfede nyhedsvært Ron Burgundy. Og gennem ham gør han grin med os allesammen, klasker vores sociale angst i synet på os. Latterligheden i vores eksistens. Ynken.  Men der er også en eksistentiel skrøbelighed på spil i hver eneste karakter, han udvikler

Will Ferrell er tilbage som den selvfede nyhedsvært Ron Burgundy. Og gennem ham gør han grin med os allesammen, klasker vores sociale angst i synet på os. Latterligheden i vores eksistens. Ynken.  Men der er også en eksistentiel skrøbelighed på spil i hver eneste karakter, han udvikler

United International Pictures

Kultur
30. januar 2014

Will Ferrell tuder, når børn udspørger ham om hans tvivlsomme tidsrejseteorier. Han overhælder sig med dinosaururin for at kunne mingle ubesværet i en parallel urtid. Konen vrider sig fri af ham under elskov. Han kaster sig udklædt som nisse i favnen på et enormt juletræ. Han scorer piger til begravelser. »Sorg er naturens stærkeste afrodisiakum. Slå det op!«

Den nu 46-årige John William Ferrell har selv takket kedsomheden i Irvine, Californien for sine komiske evner. Og det pirrer forestillingsevnen at se den unge Will for sig, i færd med at udvikle komikeren derude i den pæne, velhavende forstad. Falde over sine egne ben, udgive sig for at være pedel eller løbe nøgen gennem campus. Allerede i gang med at overskride grænserne for social adfærd – for at opnå accept i selvsamme socialsfære.

Det var her og allerede dengang, at Ferrell lærte, at han kunne blive elsket for sine koreograferede klovnerier. Lokalt elsket, siden globalt omfavnet. Med affyring omkring 1994, hvor han blev optaget i den professionelle komikertrup The Groundlings i L.A. Allerede året efter blev han håndplukket til live-tv-showet Saturday Night Live, hvor han i de næste syv år udviklede et nu legendarisk galleri af fiktive umuliusser og totalt derangerede parodier på virkelige skikkelser som George W. Bush og sangeren Neil Diamond: »This next song I wrote after I killed a drifter to get an erection.«

Han er en af sin generations fineste og mest afsporede komikere, spydspidsen i det såkaldte Frat Pack, der også tæller Jack Black, Ben Stiller og Steve Carrell. Og det er i hoved- og biroller (og ofte som manuskriptforfatter) i film som Halv-brødre, Talladega Nights, Anchorman, Elf, Blazing Blades, Wedding Crashers, Old School, The Other Guys og Land of The Lost, at han er blevet stjerne – ikke mindst fordi flere af disse film er halvdårlige, men han alligevel egenhændigt løfter hele scener op til det sublime.

Peter Sellers’ skandaler, John Cleeses desperation, Buster Keatons sørgmodighed, John Belushis selvdestruktion, Woody Allens sans for sociale spil. Britisk og amerikansk komik går op i en ny og højere enhed hos Ferrell.

Mandekønnets laveste impulser

Han inkarnerer den moderne mand i den heftigt udbasunerede krise. Pinligt liderlig, rablende infantil, bøvet narcissistisk, fortabt når alene, deprim når i parforhold. Altid på udkig efter den nemmeste og hurtigste udvej. Uden hensyn til andre mennesker. Uvidende om muligheden for behovsudskydelse.

Han inkarnerer mandekønnets laveste impulser, vores mest ynkelige grundangst, vores mest ukontrollabelt freudiansk polymorft perverse indskydelser, og gennemspiller dem som tragikomedier for åbent tæppe. Ingen er så overstyret selvovervurderende og så kikset i sin forfængelighed. Og han er en mester i selvydmygelse. En mand der går ynkeligt til grunde som få. Skamløs, men kun fordi han ved så meget om skam. Med renters rente.

Han gør grin med os allesammen, klasker vores sociale angst i synet på os. Latterligheden i vores eksistens. Ynken. Men der er også en eksistentiel skrøbelighed på spil i hver eneste karakter, han udvikler. Og i den kærlighed, vi føler for dem, er der en anerkendelse af det desperate behov for at blive elsket. Måske fordi det er tydeligt, at Ferrell har en ømhed over for Ron Burgundy, Ricky Bobby, Chazz Reinhold. De vil jo også bare elskes. Og deri består tilgivelsen af manden i krise.

Og kærlighed skal dig gives, fordi du giver den til os, til menneskeheden, oh, Will Ferrell. Dine dybtliggende, tætsiddende og vildt borende øjne! Dine høje kindben, svulmende kinder og overdådige afstand mellem overlæbe og næse! Din bulende blodåre under dit venstre øje, der signalerer panik, dyb ydmygelse, afgrundsdyb fortrydelse, snarlig opkastning!

Oh, Will Ferrell, mester af det røde felt, om du så er over- eller underhund. Om det er i dine let gennemskuelige overmaskuliniseringer og selvovervurderinger, når du er bilforhandler med Las Vegas-tryllekunstner-manke i Eastbound & Down eller rablende modekonge i Zoolander. Eller det er i dine episk tragikomiske portrætter af den ydmygede og kastrerede udstødte, når du er håndtam skrivebordsbetjent i The Other Guys eller flæbende voksenbarn i Halv-brødre.

Oh, Will Ferrell, du nægter at blive voksen og gør stort set altid en uheldig figur – ofte og gerne i løse underbukser, der desperat klamrer sig til dine velvoksne bollehåndtag. Din bløde krop huser et bundt komiske knogler af fineste karat.

Stop. Ovenstående skal læses som en lettere skuffet hyldest. For den er skrevet i lyset af Ferrells nye og ikke videre vellykkede film Anchorman: Fortsat flimmer på skærmen, som er den anden film om den selvforelskede tv-vært Ron Burgundy, som bringer det uforlignelige makkerpar Ferrell og instruktøren Andy McKay sammen igen.

Stinker af kunstnerisk krise

Men for første gang afslører duoen noget mekanisk rutinepræget og tomt effektjagende. Flere skuespillere må slås med roller, der måske altid har været kuldsejlede, men nu definitivt er endt i hegnet.

Især Steve Carrell er helt uden for menneskelig rækkevidde og udviser kun få glimt af menneskelig charme – og vækker kun sjældent morskab.

Vi er i de tidlige 80’ere. Burgundy er stadig nyhedsoplæser sammen med sin hustru, men idyllen smadres, da hun stiger i graderne, og han bliver trukket ud i toilettet. Det kan hans ego naturligvis ikke klare, så den står på separation og delebarn. En ny tv-station, modelleret over CNN, henter dog snart Burgundy og hans gamle kumpaner op af dyndet. Og så får Burgundy den – for eftertiden så katastrofale – ide at give folk, de nyheder, de vil have. Historier om hvor fedt USA er, hvor søde kattekillinger er, og hvem der mon er i gang med at køre fra politiet i en helikopter-filmet biljagt.

»It’s total crap, and people can’t stop watching!«

Burgundys kamp med flere former for symbolsk kastrering har både noget anfægtet og noget absurdkomisk over sig i de bedste sekvenser. Men ofte ender McKay & Ferrell med at malke udtørrede ideer. Filmens eksorbitante brug af cameos – fra Kanye West over Frat Pack-drengene til Tina Fey – stinker også af kunstnerisk krise. Og der er langt flere komiske klodser i Burgundys tåbelige revolutionering af nyhedsmedierne, end der er i hans forudsigelige ramasjang med sin gamle bande. Måske er McKay & Ferrell – modvilligt – blevet voksne? Og er det egentlig godt?

’Anchorman: Fortsat flimmer på skærmen’ Instruktion: Adam McKay. Manuskript: Adam McKay og Will Ferrell. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mads Oddersborg

Blades of Glory... ikke Blazing Blades, tror du har skævet lige rigeligt til Mel Brooks :)

Ralf Christensen

@Mads Oddersborg: Du har ret! Beklager.

Christian Christensen

Etteren virkede også jævnt trættende til sidst, men opretholdte dog et vist niveau.
Kan man måske vove den påstand, at lige præcis Ferrells style of comedy, ikke egner sig til efterfølgere? Når han netop er ude på et overdrev i hver rolle han antager, er det ikke så sandsynligt, at hans karakterer ikke er robuste eller har nok følelsesmæssig dimension til at klare en sequel?

Ralf Christensen

@Christian C: Det er en god pointe. Karakterudviklingen halter i hvert fald voldsomt. Men samtidig så kan man jo godt se Ferrells arbejde som én lang sammensat karakterundersøgelse. Men det modsiger selvfølgelig heller ikke din pointe: Tværtimod er det måske den fastgroede mand, som han portrætterer fra et væld af vinkler. Og dermed er det svært at arbejde med karakterudvikling. Fordi den tragikomisk nok ikke er mulig for disse mænd. Medmindre Ferrell påtager sig at gå den vej. Det ville faktisk være den vildeste efterfølger: Anchorman 3 som et seriøst drama om en mand, der kæmper sig igennem sin selvovervurdering og sin selvoptagelse. Og kommer ud på den anden side.