Læsetid 4 min.

Kunstfærdige former for tæv og tungmetal

Træt af pæn indie med afrikanske rytmer eller engleagtige kor? Så lyt til grimheden, tyngden, støjen og volden hos dette kuld af afvigere
24. januar 2014

Der har bredt sig en kompetent kedsommelighed over indie. Det er der ikke noget galt i. Sådan går det. Ingen genre eller kultur kan holde momentum kørende for evigt. Og enhver musikkultur, der begynder at lugte for heftigt af hurtigt anskaffede kønssygdomme i svedige backstagerum, vil blive angrebet af parasitter, lemminger, eftersnakkere. De kreative kraftcentre mister pusten, fordi ilten suges ud af kulturen ikke kun af opportunister, men også af musikjournalister knoklehøje på hype.

Prøv at smide en øko caffe latte i genbrugspap over skulderen i indie-mekkaet Williamsburg i Brooklyn; chancen for at ramme en musiker eller en musikjournalist er svimlende. Så det er tid til at flytte. Kom så, op med hegnspælene. Derud, hvor lyset bryder frem, som Sebastian synger. Eller måske dér, hvor mørket vælter ind.

Lad os i hvert fald forsøge os i den tungere ende af spektret. Da jeg i august hørte den danske atmosfæriske black metal-kvartet Solbrud nede i Bremen Teater blev jeg forbavset over hvor legesyge, de var blevet. Hvordan de var begyndt at arbejde med temposkift og gradvist sænkede hastigheder, nærmest jazzet synkoperede trommer og oh rædsel, elguitar uden forvrængning

Alt sammen i fascinerende og dynamisk berusende doseringer, der kan høres som en kombination af black metal og shoegazer, døbt blackgaze. En genrebetegnelse som så dagens lys engang efter årtusindskiftet, og som har black metals blastbeats fra de dobbelte stortrommepedaler og de skrigende growls fra sangeren, men også shoegazerrockens mere drømmende udforskninger af elguitaren. I Solbruds fremragende udvidelse af deres black metal var der tydeligt crossover-potentiale den sommeraften.

1990’er-fundament

San Francisco-bandet Deaf- heaven gør noget beslægtet på deres andet album Sunbather, som kom engang i midten af sidste år, nogenlunde samtidig med at jeg hørte Solbrud. De spiller en mere storladen form for blackgaze. Numre som »Vertigo« og »The Pecan Tree« har smukke tremolo-bølgende støjmure med fundament støbt i 1990’ernes shoegazerrock, hvor elguitarens muligheder som bred pensel i imaginære landskabsmalerier blev heftigt udforsket.

Men der er også noget sært regressivt over Sunbather. En af mine nordiske anmelderkolleger kaldte det »muzak«, da vi lyttede til albummet for nylig. Det er måske liiige at stramme den, men han har fat i noget. For Deaf-heaven lyder næsten labert i al deres grandiositet, og sangenes melankolske storhed kan minde om Godspeed You! Black Emperor på speed, mens de skælvende støjflader vinker til My Bloody Valentine.

Jeg er ikke ubetinget imponeret, men godt underholdt. Og som kulturelt crossover-fænomen er Deafheaven interessant, fordi det måske kan nå et bredere publikum end de fleste andre black metal-bands (især dem med kutter).

Det er ikke de majestætiske distanceskybrud som hos Deaf- heaven, men den helt kropsnære infight, der er fornøjelsen hos Baby Godzilla fra Nottingham. Og på en eller anden måde formår de hele tiden at skubbe deres hardcore/sludge metal til nye afsindige højder. Der skriges for fulde lunger. Akkorderne spalter atomerne i klapperslangehug. Bas og trommer er hvirvlende skyer af tæv. Og hvert break rammer som en mavepuster. Baby Godzillas nye EP – med den passende titel Knockout Machine – lyder vildt kaotisk, men er holdt i ekstremt stram teknisk og kompositorisk snor. Det lyder som frådende amok findelt med skalpel. En kunstfærdig og stærkt berusende form for tæv.

Rytmisk legestue

Fat White Family er til gengæld ikke spor tunge eller muskuløse, nærmest bare skind og ben. Og på en måde vildt indie. Sekstetten fra Sydlondon kan lyde som Velvet Underground eller The Cramps eller Spiritualized. Men kæden hopper hele tiden af. Der er hippie-bjælder og rytmisk legestue, når de lyder som sidstnævnte. Og når de lyder som førstnævnte, så kager det ud i forsangerens brølende nervesammenbrud.

Debutalbummet Champagne Holocaust lyder som et bevidst pisstake på en række af rockens sakramenter og forbilleder, men samtidig også som en kærlighedserklæring. På sæt og vis en gammeldags dyrkelse af rockbandet som den godt sammentømrede motorcykelbande, der kan smadre borgerskabet ikke bare med sine sange, men alene med sin hedonistiske væren.

Bandet dyrker marxistisk ideologi, bandmedlemmerne er notorisk fattige, kan godt lide Charles Mansons fucked up optagelser, svælger i sjofel kødelighed. »Tell me it is raining in your mouth,« synges der. Og der er noget vederkvægende derangeret og udflippet og rasende og spyttende og narkotisk over deres kollektive flip, som synes at dingle på randen af hash-psykosen. De kan også lyde som en burlesk udgave af Nick Caves gamle band The Birthday Party. Og interessant nok så væmmedes The Birthday Party over den verserende musikscene i England, da de ankom til London i februar 1980. Begrebet rockisme blev indført kort efter deres ankomst og formulerede sit angreb på rocken som et hvidt maskulint domineret forum for selvudfrielse gennem guitar, bas og trommer. Et angreb, som var blevet skudt i gang af nu legendariske postpunk- og new wave-musikere ved hjælp af teknologi, formeksperimenter og lån fra eksotiske genrer, ikke mindst reggae og dub.

Men dén slags pjank skulle Birthday Party ikke nyde noget af. Så de sparkede deres helt egen bestialske narkofest i gang (og tog også siden tilbage til Australien), og åbnede dermed et nyt primalt, men ikke mindre opfindsomt kapitel i musikhistorien. Og musikhistorien har det jo med at gentage sig.

I hvert fald er det her tre bud på, hvad der kunne skubbe rocken i andre retninger. Black gaze, kaotiske tæv og et pjalteproletariat, der måske hallucinerer rockens konservative kerneværdier tilbage på radaren.

Deafheaven: ’Sunbather’ (Deathwish)

Baby Godzilla: ’Knockout Machine’ (selvudgivet) babygodzilla.bandcamp.com

Fat White Family: ’Champagne Holocaust’ (Trash Mouth) fatwhitefamily.bandcamp.com/album/champagne-holocaust

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bob Jensen

Lyder som noget jeg kunne have syntes var rigtig fedt der for en 20-30 år siden, der lige før jeg gik helt i hundene. Nåe, jae, så blev jeg nødt til at holde op med at drikke og fokusere på de lidt mere livsbekræftende aspekter i tilværelsen, det var godt nok drøjt, ærlighed, gensidig respekt, endda sårbarhed, alt den slags, og så her ender man med at skimme gennem den her artikel og tænker hva fanden er det her for noget lort?
Ja, sådan er der så meget...........