’Et passionsspil’ kaldte Christel Wiinblad sin roman Ingen åbner. Passionsspillet skulle tydeligvis forstås i den kristne betydning ’lidelsesdrama’. For beretningen rummer kun overgreb og manipulation – med en misbrugt, ung pige og en opdukkende beskytter, der viser sig at blive hendes næste overgrebsmand.
Det er det dramatiske i denne lidelsesberetning, som instruktøren Ulla Koppel fermt og modigt har omskabt til en monolog for Verdens Mindste Teater. Væk er det religiøse. Fortællingen er skåret helt ind til de maste hofteben: beretningen om en kvinde, der lader sig udnytte, fordi offerets selvdestruktion er hendes eneste livslogik.
Det samme gælder dramatiseringen af romanen Prolog, som åbner denne dobbeltforestilling med sin beretning om pigen, der allerede er incestdatter som fireårig. Ækelheden er kun til at holde ud at høre om, fordi ordene præsenteres lige så følelsesløse, som pigen forsøger at gøre sig – et sted på den anden side af smerten. I replikkerne tårner gentagelserne sig op i de korte, konstaterende sætninger, som er Wiinblads kendetegn. Hver replik kan stå for sig selv som en lille, naiv undren.
Selv i den voksne kvindes verden findes ingen ironi. Her er det kun publikum, der griner over pigens taknemmelighed over for det nye uhyre i hendes liv. Selv kan hun ikke se det. Jovist, hendes krop kan mærke angsten for ham, og hun får massivt kvalme over manden, så snart han er i rummet. Men hendes tanker kan ikke forstå misbrugsspillet – så grundfæstet er hendes rolle som offer.
Alt for blå øjne
Det er den unge skuespiller Tine Petersson, der spiller begge monologer. Hendes ansigt er helt åbent. Hun har malet sine øjne alt for blå – netop som den lille pige, der forsøger at virke alt for voksen. Og selv om hendes krop er voksen, så ser hun lillepigeforhutlet ud i sine kjoler og sine tynde ben, der ikke kan finde ud af at løbe væk.
Tine Petersson har en god stemme. Hun taler så omhyggeligt, at man næsten kan høre hendes hjertebanken. For hun omtaler nærmest sig selv som en fremmed – som en ordentlig journalist fra et uoverskueligt ulykkessted.
Flyvearme i flugt
På Verdens Mindste Teater har Tine Petersson kun et par kvadratmeter at bevæge sig rundt på – op ad den væg, hvortil hun mases og spiddes af de mænd, der voldtager hende.
Men selv på denne mikroskopiske plads lykkes hende faktisk at udtrykke sig uhyre nuanceret og troværdigt. Hun er bedst, når instruktionen giver hende lov til at bevæge sig rundt. Til at krumme sig sammen på scenens lillebitte skammelpodie – eller til at balancere ud i drømme med flyvearme og flagrende hår.
Til gengæld gør tørklædet og tasken ikke noget godt for hendes spil. Lige som en danser er hun bedst, når hun bare er i sin krop. Hun kunne garanteret spille Ingen åbner med publikum i en cirkel rundt om sig – netop fordi hun så imponerende magter at spille helt utildækket. Måske ville hun så virke allerfriest.
Strygermusik som trøst
Forestillingen spiller ellers på de bærende billeder af at være nålespiddet sommerfugl – og af at være fanget bag trådnet; selv pigens kjole har trådnetmønster. Men ellers er det musikken, der overtaler tilskueren til at høre de grusomme historier til ende: Først Benjamin Koppels blæsermusik, der puster håb ind over Prolog med de sidste rester af barnets urtro på kærligheden. Og derefter Anders Koppels strygermusik, der glider hen over pigens hår i Ingen åbner som en sørgmodig trøst i mol, mens voldtægt suppleres med tæsk.
Stereotyperne i Christel Wiinblads verden er massive. Den madglade mandefigur er i hvert fald så opkastprovokerende, at man til sidst næsten ikke kan klare mere. Personligt skal jeg hverken spise chokolademousse eller kartoffelmos i lange tider.
Men takket være Tine Peterssons åbne stemme tror jeg alligevel på, at denne pige en dag kan vandre ud i friheden. Ud i vintersolen af citron og honninggult.
’Prolog & Ingen Åbner’. Efter romanerne Prolog (2011) og Ingen åbner (2012) af Christel Wiinblad. Dramatisering og instruktion: Ulla Koppel. Musik til Prolog: Benjamin Koppel. Musik til Ingen Åbner: Anders Koppel. Scenografi: Verdens Mindste Teater. Spilles i Albrechtsens Galleri, Kronprinsessegade 3. Til 17. januar. www.albrechtsen.dk
