Læsetid: 3 min.

Lidt pinlige ord

Louise Østergaard, der opdagede Yahya Hassans litterære talent og havde et forhold til den purunge mand, har som sin litterære debut skrevet en selvbiografisk roman om deres forhold. Som terapeutisk projekt er den sikkert udmærket, som litteratur er den mere tvivlsom
Forfatteren Louise Østergaard var den, der først så digteren Yahya Hassans skrivetalent. Her er hun fotograferet i går i Aalborg

Forfatteren Louise Østergaard var den, der først så digteren Yahya Hassans skrivetalent. Her er hun fotograferet i går i Aalborg

Bo Amstrup

22. januar 2014

Det ligger ligefor at dømme Louise Østergaards roman Ord om hendes forhold til efterårets mest omtalte forfatter og digter Yahya Hassan som et ren spekulationsprodukt og et forsøg på at høste frugterne af hendes forhold til den feterede og godt sælgende forfatter.

Problemet er bare, at det ikke holder. Dertil er bogen alligevel lidt for god. Ret beset er der vel ingen der efter fatal forelskelse og skilsmisse fra mand og barn bare sætter sig ned for at skrive en roman og score kassen på det.

Bogen, som tilmed er skrevet, før Yahya Hassan fik sin store succes, er derfor uden tvivl født af sin egen nødvendighed; men helt god er bogen nu alligevel ikke, for dertil er den alligevel for ubehjælpsom og med for mange sprogligt pinlige passager.

Forfatteren er pædagogen på 38 år, som indleder et forhold til den dengang kun 16-årige Yahya Hassan. Hun drømmer om at blive forfatter, er hans lærer på skolen for kriminelle institutionsbørn og forstår hurtigt, at han besidder et helt usædvanligt skrivetalent, som hun kan forløse.

Hun nedbryder den professionelle distance til ham ved først delvist at gøre ham til en del af familien og siden indlede et forhold til ham, hvilket i sidste ende fører til skilsmisse fra mand og barn.

Hendes Ord er ubønhørligt en selvbiografisk roman om forfatterens forhold til den unge mand. Han er ikke bare skrevet ind i momenter, for hele bogen handler om deres forhold og er grundlæggende skrevet ud fra erkendelsen af, at også det forhold til sidst måtte forlise.

Selve det selvbiografiske projekt sker med skelen til norske Karl Ove Knausgård, som jegfortælleren også er ved at læse i selve romanen. Knausgård sætter sine spor i litteraturen i disse år, senest har også Yahya Hassan bekendt sin dybe gæld til ham og sagt, at Min kamp fik ham til at skrive om sit faderopgør.

Det elskede du

I romanen bliver den unge digter tiltalt som det elskede du, som jeg’et ikke længere er sammen med.

Gennem indirekte tale og især hyppig brug af det lidt trivielle replikreferat af det, som det elskede du har sagt i løbet af forholdet, sker henvendelsen i virkeligheden til tredjemand, til den udenforstående.

Hun appellerer til læseren om at forstå, hvorfor hun blev så fascineret af den unge digter, hvorfor hun ikke bare forelskede sig i ham, men også kunne forestille sig et liv med ham.

Kompositorisk fungerer romanen ved at krydsklippe ukronologisk på tværs af forholdets tid og skaber derved en levende beretning, der hele tiden belyser relationen fra nye vinkler. Det er dygtigt gjort.

Undervejs er man så nødt til at sluge ikke så få helt igennem forfærdelige sætninger, hvor fortæller-jeg’et gør sig selv unødvendigt naiv, og det hele gumper så tungt afsted, at man får lyst til at kigge væk.

I momenter lyner forfatteren imidlertid, og hun gennembryder klicheerne og taler faktisk helt rent om et særligt forhold mellem de to, så man faktisk tror på, at det var kærlighed mellem dem. Også selv om fortællerens veninder, der metaagtigt undervejs læser med under romanens tilblivelse, siger, at hun i bogen skal gøre mere for at overbevise om forholdets ægthed.

Det er en styrke, at romanen så entydigt handler om et kærlighedsforhold, også på trods af alle odds og løgne undervejs.

Man er som læser faktisk ikke i tvivl om, at fortælleren elsker ham, og at de har haft et mere end et fint forhold. Der er heller ingen tvivl om, at hun i høj grad har beredt vejen for den unge digter, at hun var den første, der forstod hans åbenlyse store litterære talent og hjalp ham videre.

At han ikke fortsatte sin meget kriminelle løbebane, som også udspiller sig som del af deres forhold, kan man nok i høj grad takke forfatteren for.

Det er trods denne romanens kvaliteter stadig Louise Østergaards største bedrift.

Louise Østergaard ’Ord’. People’s Press. 192 sider. 200 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Bresciani
Ulla Bresciani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Hør - er det ikke en tilståelse af et kriminels forhold (brud på straffelovens § 219, stk. 3) forfatteren her har leveret i romanform?

Anders Sørensen

Det er det da uden tvivl. Men som det allerede har været fremme i debatten i kølvandet på ovennævnte bog, stiller tingene sig anderledes, når der er tale om, at det er kvinden, der er gerningsmanden. Og uden at have læst Østergaards roman har jeg lidt på fornemmelsen, at det var Yahya, der havde bukserne på i det forhold. Også når han smed dem.

Grethe Preisler

Muligt Anders Sørensen,

men sådanne usaglige hensyn lader politi- og anklagemyndighed sig forhåbentligt ikke påvirke af, når de skal tage stilling, til om der bør rejses tiltale mod en pædagog for overtrædelse af straffeloven.

Anders Sørensen

Næh, det skulle man vel ikke mene. Eller for den sags skyld håbe. Man kan vel bare konstatere, at (også) i den sammenhæng er ligestillingen ikke helt, hvad man kunne forvente anno 2014.

Jørn Andersen

Næh vi har ikke set den afgåede kvinfoforkvinde på banen med en forargelse tilsvarende den hun lod Jørgen Leth blive til del.

Willy Johannsen

Åh, hvad pokker. Damen er bare beregnende. Hun har selvfølgelig set salgstallene. Og hvis det regner på præsten, så drypper det vel også på degnen, håber hun. At hun samtidig må gøre sig latterlig og /eller kriminel, må hun jo så tage med. Men veninderne synes sikkert, at det er ret sejt... :)

Det kommer måske, Jørn Andersen.

Men indtil videre lader det til, at fru Østergaard med denne bog har gjort det sidste, hun kan, for at sætte Yahya Hassan i selskab med de store poeter ved at give sig selv en tvivlsom birolle i hans fortælling.

Forgæves tror jeg, men lad os se, om YH formår at genopfinde sig selv. Det skal han, for det nu udgivne er på alle måder engangsknald.

Anders Sørensen

Claus Jensen, det er netop mit indtryk af Yahya. Jeg håber da bestemt, at han faktisk er det store talent, han af mange bliver sagt at være; men efter læsning af hans digtsamling sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at det ikke er oplagt, at han rummer den sproglige finesse og det lyriske talent, der skal til, når den gode historie, er opbrugt. Per Højholt sagde engang, at man aldrig må tage af hovedstolen. Yahya har taget af den, og, fornemmer jeg, opbrugt den.

Men det skal blive spændende. Måske overrasker han med en formfuldendt generationsroman?

Anders Sørensen:

Præcis, hvad jeg mente, nu er historien brugt.

Jeg prøvede for et stykke tid siden at lave en lille kærlig Yahya-parodi på baggrund af et par af hans digte og fandt, at formen er så direkte, så "ulyrisk", så knækprosaisk (selvom større eksperter end mig, mener noget andet ), og sproget så entydigt, at det gjorde formen (digt) meningsløs.

Det, der faldt mig ind, var, at knækprosa også kan bruges, når man gerne vil slippe lidt dovent om at strikke en længere fortælling godt sammen - altså når man af den ene eller anden grund ikke er parat til at skrive en novelle eller roman. Hvis Yahya nu er parat til romanen eller novellesamlingen, så måske vor tvivl bliver gjort til skamme...

Men nu skal det også siges, at min smag, teori og temperament ligger et helt andet sted, så jeg er ikke den rette at spørge under nogen omstændigheder.

Charlotte Harder

Vedr. kønsdebatten her og selve det juridiske, så er der umiddelbart ikke noget juridisk problematisk ved deres forhold, idet hun var hans kontaktperson og ikke lærer. Så en mandlig kontaktperson ville heller ikke være blevet dømt. Loven er lige på det område.
Noget andet er, at det burde være ligestillet med lærerrollen (en lærer var blevet dømt), fordi man har en tilsvarende rolle med et særligt ansvar, efter min mening.

Charlotte Harder:

Der står da lærer, er det en tilsnigelse?

"Hun drømmer om at blive forfatter, er hans lærer på skolen for kriminelle institutionsbørn..."

Charlotte Harder

Jeg har forstået flere andre steder, at hun var kontaktperson for ham på daværende tidspunkt, og ikke hans lærer... det er afgørende åbenbart. Anmelderen her tager muligvis fejl af fakta, for alle andre steder optræder hun som kontaktperson på "gerningstidspunktet".

Steffen Gliese

Måske loven er forældet? Der var engang, hvor seksuelle forhold var af længere varighed og mere ansvarspådragende. Sådan er det jo ikke længere.
Desuden må man håbe, at det lige præcis er den slags hensyn anklagemyndighed og domstol tager, når de afsiger dom. Det er nemlig det, der er ideen med en selvstændig og sagsspecifik domshandling.

Anders Sørensen

Jeg tænker, at det må være pinligt som 38-årig kvinde at være så dybt forelsket i en 16-årig kriminel rod, at man efter forholdets afslutning stadig er så emotionelt involveret, at man er nødt til at få det ud på skrift for at komme videre.

Jeg ville kalde det ynkeligt, så det gør jeg.

Grethe Preisler

OK - hvis forfatterinden til bemeldte nøgleroman ikke var lærer men kun kontaktperson for den 16-årige Hassan under hans tvungne ophold på en institution for unge kriminelle, og der derfor ikke er nok at komme efter rent juridisk - så er det bare, sådan det er. Så må den moralske side af sagen være alle andre end de direkte implicerede parter uvedkommende.

Med de salgstal, den unge Hassans debut-digte har opnået, kan han vel klare sig uden voksenstøtte og legater, mens han skriver på den svære nr. to. Så vil det vise sig til den tid, om talentet rækker til mere end den ene litterære bedrift, som slog benene væk under de fleste af os, der holder af digtekunst.

Hvordan han vil komme til rette med at være blevet udråbt fra tagene som toy-boy for sin tidligere mentor og støtteperson, da han var 16, må han selv finde ud af. I hans sted ville jeg være temmelig knotten på damen over den stunt, men jeg er jo heller ikke Hassan og Hassan er ikke mig.

Anders Sørensen

Grethe Preisler, Hassan var den, der først udråbte, eller STARTEDE. Han gjorde ovenstående forfatter til en fugtig rille. Så mon ikke han har det ret fedt med i en alder af 18 at være blevet genstand for en nøgleroman?

Det vil jeg tro.

Grethe Preisler

Anders Sørensen, afslørede han også i medierne, hvem der havde stået model til 'den fugtige rille' - så ingen kunne være i tvivl om, hvem hun var uden for hans digteriske univers?

Grethe Preisler

Man gransker i digteres værker
på jagt efter inspirationen,
og skolebørn lærer, at Drachmann
havde andre passioner end konen.

Og gymnasiaster erfarer
en masse om Schiller og Goethe,
der digtede troligt og taktfast
om alle de kvinder, de mødte.

......

Det meste er løgn. Jeg ved alting
om elskovens flamme og grånen.
Men de ømmeste kærlighedsdigte
har jeg skrevet tll manden i månen. (Tove Ditlevsen - efterladte digte)

Jonathan Smith, Karsten Aaen, Claus Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

When my love swears that she is made of truth
I do believe her, though I know she lies,
That she might think me some untutor'd youth,
Unlearned in the world's false subtleties.
Thus vainly thinking that she thinks me young,
Although she knows my days are past the best,
Simply I credit her false speaking tongue:
On both sides thus is simple truth suppress'd.
But wherefore says she not she is unjust?
And wherefore say not I that I am old?
O, love's best habit is in seeming trust,
And age in love loves not to have years told:
Therefore I lie with her and she with me,
And in our faults by lies we flatter'd be.

Christian RW Christensen

§ 223. Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år.

Instruktions- og tilsynsbeføjelse er keywords, jeg vil tro man godt kunne føre en sag her.

Hvis hun havde været en 38-årig mand, og Yahya en lille, vildfaren pige på 16, var hun for længst blevet dyppet i tjære, rullet i fjer og halshugget på Amager Fælled.

Men der er helt åbenbart forskel.

Hun burde jo gemme sig væk, skifte navn, gå under jorden eller emigrere i skam og skændsel.

I stedet indtager hun medierne up front, dullet op til narrestreger

Ligestilling? My foot!

Josephine Lehaff

Det er så forkert at et forhold imellem en 38-årig kvinde og en 16-årig knægt omtales som nogetsomhelst andet end et misbrug. Det kan være forholdet ikke er strafbart fordi han var fyldt 16, men hun burde ikke være i stand til at få arbejde med udsatte børn igen eller tjene penge på forholdet.

Toke Andersen

Hvis det virkeligt er ulovligt - for en person på 38 at have et forhold til en person på 16, så ligger problemet ved en lovgivning og en formynderisk opfattelse i befolkningen, der på én gang er både er ubærlig idiotisk og så anakronistisk at man kan forestille sig dens eksponenter formegentlig stadig går med kyskhedsbælte og dåner ved synet af en ankel.

Josephine Lehaff

Forholdet er ikke ulovligt, men i USA er det for eksempel med god grund ulovligt for en lærer at gå i seng med sin seksten-årige elev fordi magt forholdet er så ulige at der næsten umuligt kan være tale om andet end manipulation og pres, og fordi en seksten-årig ikke er mentalt udviklet nok til at samtykke til et voksent seksuelt forhold. Denne kvinde var kontakt person for et udsat barn, kendte ham i to år og indledte et forhold. I USA ville man som det første lede efter tegn på grooming, altså at læreren løbende flytter barnets grænser for at gøre dem "klar" til et forhold. Børn er ikke klar til at være i voksenforhold, uanset hvilket køn de har og hvor talentfulde de er til at skrive.

Steffen Gliese

Og det forkerte er, Josephine Lehaff? Er tidens unge mindre umodne end deres bedsteforældre, der forlod skolen efter 7. klasse og påtog sig egentligt ansvar?

Selvfølgelig er mange 16-årige, selv i dagens samfund, modne nok til at have et forhold til en 38-årig. Det er lige så ofte den 38-åriges manglende modenhed, der er problemet - bl. a. her kunne noget tyde på. Den ældre skal være i stand til at overskue situationen og påtage sig et ansvar for begge, men er det i sagens natur ofte ikke.

Under alle omstændigheder er der gode grunde til, at man opstiller regler, når det gælder sådan noget som lærer-elev forhold.