Læsetid: 5 min.

Som mælkebøttefrø i blide pust

Salvador Dalís verden åbenbarer sig som en skønhedsverden af kærtegn og grotesk humor og flyvelængsel i drømmegæstespillet ’La Verità’ i Tivoli
Livet bliver større, og sorgen bliver mindre, når ’La Verità’ tilbyder en flyvedans mellem Dalís mælkebøttefrø sammen med Compagnia Finzi Pascas poetiske akrobater i Tivoli.

Andrea Lopez

13. januar 2014

Kan man flyve som et mælkebøttefrø? Det ved jeg ikke. Men jeg har nu set mennesker, der bevæger sig lige så uforudsigeligt og dårende smukt som mælkebøttefrø i vinden.

Den smukke akrobatkvinde i La Verità tager ikke noget afsæt. Manden løfter hende bare op i armene, så hun slår en forlæns kolbøtte i luften foran ham – og så hun ender med at lande på hans lår med sine ben strakt ud bag hans hofter, som var hun en liggende fugl med udsøgte halefjer.

Det kan egentlig ikke lade sig gøre. Men kvinden smiler og duver mod ham, helt i sync. Nyder lykken et øjeblik. Og tilskuernes åndedrag følger med. Også i sync.

Tril et tyrehoved

Betagelsen er overvældende. For disse få sekunder i La Verità rummer en hel kærlighedshistorie. Men just som man tror, at man er i gang med at overvære en fortælling om disse to mennesker, overtages scenen af andre forunderlighedsbilleder – med andre kroppe og sjæle, der opdager verden og dens mærkværdigheder.

Her er dukker og krykker, her er mælkebøttevifter og tyrehoveder på hjul. Her er sølvglimtende krigsbrynjer og strunke næsehornsmasker – og pikante læderstøvler og prikkede sommerkjoler og mandeflæser i pink, der er hottere end hot. Og her er svungne himmelstiger! For her lever Salvador Dalís mærkværdige billedverden af lyst og manipulation. Alt sammen præsenteret med en overstrømmende menneskekærlighed, der varmer Tivolis Koncertsal op til kogepunktet.

Stor skala

La Verità’s univers er billedernes og kroppens og musikkens verden. Men sjælen bobler af glæde. For i denne nycirkusforestilling er der så megen menneskelighed og skønhed og humor, at man kun kan føle sig lukket ind i en verden, man ikke vidste, man havde savnet. En verden, som man ikke engang vidste fandtes – en kærtegnsverden af leg og overbærenhed.

’Théâtre de la caresse’ hed dette teaterensemble tidligere, ’Omfavnelsens teater’. Nu hedder det bare Compagnia Finzi Pasca efter den schweiziske instruktør Daniele Finzi Pasca, der er den bærende idémand bag denne vilde teaterverden af nycirkus, cancan og biografisk teater. Finzi Pasca var også instruktøren bag forestillingen Corteo hos Cirque du Soleil, der har spillet for over 3 millioner tilskuere siden premieren i 2005, og som netop nu spiller i Rio. Finzi Pasca arbejder i stor skala.

Uimodståelig varme

Derfor er det endnu mere prisværdigt, at det er lykkedes for Teater Republiques internationale direktør H.C. Gibel at få forestillingen til Danmark, endda som co-producent. La Verità havde urpremiere i januar 2013 i Montreal, og siden har forestillingen været vist i bl.a. Brasilien, Schweiz og Slovenien. Nu er drømmespillet altså kommet til Tivolis Koncertsal.

I La Verità er det poesien, der bestemmer alt. Og humoren.

Performerne har en munterhed, der er fuldstændig uimodståelig. Når ensemblets ældste performer, den charmerende Roland Tarquini, stiller sig frem og blander danske brokker ind i sit ekvilibristiske cirkusengelsk med de umiskendelige italienske fraseringer, så bliver tilskuerne forundrede over hans livsglæde. For er det virkelig muligt, her i dette showbizkølige år 2014, at stå på en scene med så meget varme i blikket og introducere en millionforestilling?

Skødesløst anarki

Men det er det. Og smilet spreder sig til alle på scenen – og alle i salen. Forestillingen indledes ellers med et besynderligt danseoptrin med strudsefjer og performerklicheer om jaloux divaer med alle følelser fra glæde og stolthed til mindreværd og irritation og hævn. Men herfra bliver verden kun smukkere.

Musikeren Andrée-Anne Gingras-Roy spiller accordeon, så selv engle må få våde øjne – og hendes bratsch lyder som et keltisk klenodie fra en klan, man måske selv har tilhørt engang. Jo, jo, selvfølgelig kan hun også spille Tjajkovskij på vandglas. Men det er hendes naturlige skødesløshed, der er det absolut betagende. En anarkistisk og organisk musikalitet, der perfekt matcher artisternes frygtløse stunts i læderreb og øjenformede trapezer – og på foruroligende evighedshjul.

Åh for en tåspids

Performerne i La Verità vil formodentlig blive kaldt ’nycirkusartister’. Men denne betegnelse rummer ikke den poesi, der gennemsyrer deres aparte bevægelser – fra den hypermobile mand, der nysgerrigt kan dreje overkroppen 180 grader rundt, til kvinden, der hopper begærligt op i luften, førend hun lander i spagat på gulvet. Desuden afslører nycirkusbegrebet ikke, at Finzi Pascas trup vitterlig er et ensemble, hvor alle er stjerner. Men det er de.

Samtidig har La Verità en charmerende leg med underdrivelse midt i al eliteteknikken. Som da to trapezkunstnere ’kysser’ hinanden ved at skubbe til hinanden højt oppe i luften – med det yderste af tåspidserne. Så sidder publikum og siger ’åhhhhh’ – underligt forlegne, som om vi kollektivt genkaldte os følelsen af en kærlig tåspids.

I programmet præsenteres flere af kunstnerne som ’klovn’. Denne gammeldags betegnelse passer godt i La Verità-universet. For her er klovnen, der udstiller sin egen urmenneskelige svaghed og længsel – og her spejler tilskueren sig selv i klovnen og mærker pludselig følelser, der ellers ikke har ord. Sviende, men også helende.

Som hos Salvador

Egentlig er forestillingen sket på initiativ af den fond, der varetager Salvador Dalís eftermæle. Salvador Dalís fortæppe til Tristan og Isolde på Metropolitan Opera House fra 1944 er det egentlige forlæg til forestillingen, og originaltæppet på 8 x 14 meter følger med rundt på turneen: Hver aften lige efter forestillingen rulles maleriet ud, så alle tilskuere kan se det ved selvsyn.

Ved premieren i Tivoli blev der nærmest andægtig tavshed over at stå over for dette sære billede af angst og udstrakte knoglehænder. To krykstokke er malet på hver side af de uforeneligt elskende – lige så røde som den bloddråbe, der er løbet ud af den sårede brystkasse på Tristan. Og Tristans hoved er dækket af en enorm mælkebøtte med flyvefærdige frø. Alt er dobbelttydigt, intenst og desperat – og dog vidunderligt ørkensmukt.

Ingen af os, der nu har set La Verità, har set Dalís oprindelige forestilling over Tristan og Isolde med koreografien af Léonide Massine. Men umiddelbart er det svært at forestille sig, at forestillingen har kunnet ramme kærlighedsmytens groteske forviklinger med mere udsøgt kropskunst og større sorglammelse end i La Verità.

Hvorom alting er, så skaber tilskuerens møde med La Veritá i sandhed nogle drømme, som digter uomtvisteligt videre på Dalís indre syner. Og på mælkebøttefrøets uimodståelige flyvelængsel.

 

La Verità. Tekst, koreografi, instruktion, scenografi, lys: Daniele Finzi Pasca. Musik: Maria Bonzanigo. 14 performere. Compagnia Finzi Pasca i co-produktion med Teater Republique. Gæstespil i Tivolis Koncertsal. Salvador Dalis originale fortæppe til ’Tristan og Isolde’ vises efter forestillingen. Til 25. januar. Kr. 600-100. www.republique.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inge Dalå
Inge Dalå anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu