Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ned i malstrømmen

Over 45 år senere lyder The Velvet Undergrounds andet album, ’White Light/White Heat’, stadig ikke som nogen anden rockplade. Nu er den blevet genudgivet som den ultimative deluxe artefakt, hvilket næsten strider mod musikkens natur
Det kan godt være, at den såkaldte Summer of Love fandt sted i 1967, men for Velvet Underground var det business as usual, det vil sige: speed, støj og sex

Det kan godt være, at den såkaldte Summer of Love fandt sted i 1967, men for Velvet Underground var det business as usual, det vil sige: speed, støj og sex

Arkivfoto

Kultur
27. januar 2014

Man er altså med i det her band, der ikke lyder som noget andet på kloden. Overhovedet. Ganske vist er kemien indimellem shaky, når gruppens to alfahanner endnu en gang tørner sammen, mens rytmeguitaristen passivt-aggressivt ser til, og trommeslageren vender blikket indad og spænder skindet på sin lilletromme, men sådan er reglerne nu engang.

Rigtigt er det også, at gruppens manager og producer egentlig ikke er nogen af delene, han er til gengæld en internationalt anerkendt billedkunstner og filmskaber, og det er utvivlsomt hans fortjeneste, at orkesteret overhovedet er nået så langt, som tilfældet nu engang er.

Men hvor langt var man så egentlig nået? Året er 1967, og kigger man sig som rockmusiker omkring, skal man ikke have taget en højere ledvogtereksamen for at konstatere, at det globalt set er muligt at nå helt ud til klodens allerfjerneste hjørner. I hvert fald hvis man hedder The Beatles. Og i hælene på dem The Rolling Stones. Og retter man blikket bort fra de britiske øer et øjeblik, har en Bob Dylan bevist, at også en yankee kan få pænt hul igennem internationalt. Vel at mærke – og det kan ikke understreges kraftigt nok – ved at følge sit eget hoved. Ikke pladeselskabets, ikke markedets, ikke publikums, men sit eget. Det må, som så meget andet i den radikale opbrudstid, vi lidt løsagtigt kalder 1960’erne, have været totalt berusende.

Freakmagneten

Og der er ingen tvivl om, at kvintetten The Velvet Underground (for det er den, det her handler om) ligger helt rigtig placeret i forhold til både lokalitet og tidsånd. Skulle man da mene. Rigtigt er det, at gruppens udgangspunkt ikke er én af hippieepokens hovedstæder, altså San Francisco eller London, men New York City er nu heller ikke at foragte. Byen har i perioden efter Anden Verdenskrig erobret positionen som avantgardens hovedstad, hvad angår billedkunst, performance, musik og eksperimentalfilm, og den på det nærmeste syder af såvel entartete Kunst som sammes mindst lige så degenererede skabere og udøvere. Byen er for store deles vedkommende nedslidt og ramponeret, og huslejerne er derefter, hvilket gør det muligt for folk med selv en beskeden indkomst at både bo og virke i denne beskidt, brusende metropol.

Helt centralt står billedkunstneren Andy Warhol, der døbte sit atelier The Factory. Det lå på femte sal i en forfalden industribygning på 231 East 47th Street mellem Second og Third Avenue og var også kendt som The Silver Factory, idet Warhol fik en af sine utallige hjælpere, Billy Name, til at tapetsere stedet med sølvpapir og male resten sølvfarvet. The Factory virkede som en magnet på freaks, hustlers og udskud af enhver tænkelig art og blev hurtigt varmestue for en særegen blanding af transvestitter, trækkerdrenge, kunstnere, fotografer, wannabe-skuespillere og speedmisbrugere, som hjalp til med Warhols seriefremstilling af silketryk, når de ikke medvirkede i en af hans mere eller mindre provokerende kortfilm. Som belønning blev den brogede flok udråbt til Andy Warhols Superstars! Og kan noget af det virke puerilt på os i dag, flyttede det grænser i samtiden, som man indtil da havde troet var urokkelige.

I 1965 kom Warhol i kontakt med filmmageren Paul Morrissey, hvilket hævede ambitionsniveauet, men vigtigere endnu var det Morrissey, der opdagede The Velvet Underground og introducerede dem for Warhol, som føjede gruppen til sit entourage, udråbte sig selv til gruppens manager og udvirkede en pladekontrakt med Verve Records. Og tal lige om det perfekte band på det perfekte tidspunkt. Gruppens sanger og leadguitarist, Lou Reed, var en misfit fra Long Islands højere middelklasse med identitets- og stofproblemer, hang til doo-wop og rock’n’roll samt flair for ekstrem litteratur. Reed dannede orkesteret sammen med den uvorne waliser John Cale, et musikalsk vidunderbarn, der havde smidt slæberne ind hos new yorker-avantgarden ved sin ankomst til byen; ikke mindst hans engagement i La Monte Youngs droneensemble, The Dream Syndicate, satte sig varige spor i hans elektrificerede bratsch, konfrontatoriske basspil og frydefulde hengiven sig til monotoni og ekstrem høj volumen.

Reeds kammerat fra universitetet, Sterling Morrison, kom med på rytmeguitar, og med tilføjelsen af en anden vens lillesøster, Maureen ’Moe’ Tucker, var orkesteret en realitet. Lou Reeds grænseafsøgende sange tilsat Cales radikale musikopfattelse skubbede gruppen ud i periferien af det acceptable, hvilket var guf for Warhol & co., selv om Warhol føjede den smukke tyske model, Nico, til lineuppen, fordi han fandt de øvrige bandmedlemmer for grimme. Bandet blev en del af multimedieforestillingen Exploding Plastic Inevitable og indspillede debutpladen The Velvet Underground & Nico i løbet af 1966. Albummet, som gruppen havde fuld kontrol over, viste dens dynamiske spændvidde, fra dronende rockers over atonale free form-udladninger til blide, melodiske ballader. Verden lå for deres fødder! Nå nej, pladen blev udsendt med et års forsinkelse, for derefter straks at blive trukket tilbage og i processen synke som den famøse sten.

At den otte-ti år senere skulle blive genopdaget og udnævnt til alle tiders vigtigste rockalbum, kunne ingen jo vide. Og samtidig ophørte samarbejdet med Andy Warhol. Det kan godt være, at den såkaldte Summer of Love fandt sted i 1967, men for Velvet Underground var det business as usual, det vil sige: speed, støj og sex.

En balstyrisk energiudladning

Frisat fra Nico og Andy og hele slænget fra The Factory gik kvartetten i studiet et par dage i september 1967 for at indspille deres andet album, White Light/White Heat. Uden noget at tabe satte de forstærkerne på 11 og trykkede den af på en facon, der til fulde retfærdiggjorde skivens titel. Væk var de tiltag til imødekommenhed, der trods alt havde været at finde på debuten, i stedet mødte der den sagesløse lytter en indædt og balstyrisk energiudladning, der i lange stræk lød som noget, gruppen improviserede på stedet. Dette gjaldt ikke mindst slagnummeret »Sister Ray«, 17 minutters sitrende elektricitet, hvor der med afsæt i noget, der knap kan kaldes et riff, sattes kurs mod mørkets hjerte.

Hen over en sammenbidt, men også manisk engagerende musikalsk baggrund freestylede Reed en tekst, der med afsæt i freakshowet på The Factory var fuld af faldgruber og utallige muligheder for fejllytninger, thi stemmen lå og forsøgte hele tiden at komme til orde i et uskønt, men effektivt mix. Ned i malstrømmen, yay! Og på nummeret »I Heard Her Call My Name« leverede Reed alle tiders mest fandenivoldske anti-guitarsolo, stadig denne signaturs yndlings af slagsen. Hvis det nu absolut skal være. Så var der den morbide historie om »The Gift«, læst op af Cale i den ene højttaler, mens bandet i den anden hamrede endnu et af den ondeste monotoni prægede instrumentalnummer ud i æteren. Kun lige balladen »Here She Comes Now« brød ultrakort med dette deforme monstrum af en long playing-skive, uneasy listening i ren essens.

I et knaldsort omslag, hvor der lige kunne skimtes et dødningehoved, når lyset faldt rigtigt, udsendtes pladen til en stort set apatisk reaktion i januar 1968. Gruppen fortsatte et halvt års tid endnu, så smed Reed den gode Cale ud, hvorved The Velvet Underground fuldstændig ændrede karakter. Som med debuten fandt White Light/White Heat med årene sine proselytter, men er aldrig på samme måde blevet elsket og udbredt. Der står dens kompromisløse antagonisme altså i vejen, og det er jo meget rart.

At den nu foreligger som en fornemt udstyret deluxe-udgivelse med musikken i både stereo- og mono-versioner tilsat de sidste optagelser med Cale og ikke mindst en forrygende live-indspilning (dog i tvivlsom lydkvalitet, hvilket i ånden fra det øvrige er, som det skal være) fra april 1967, er på sæt og vis jo fantastisk, men også en anelse bizart.

Men okay, berømmelsen kom til sidst til dette både vanartede, kontrære og stilskabende ensemble, og holder man af det i fuld figur, er det naturligvis et must. De fleste vil sikkert stadig løbe skrigende bort, og det kan man jo så enten glæde eller undre sig over. Det er stadigvæk unikt og transcenderer ubesværet både tid og sted. Så yeah, I’m still searching for my mainline. Just like Sister Ray Said.

The Velvet Underground: ’White Light/White Heat’. 45th Anniversary Deluxe Edition. (Polydor/Universal). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Overgaard Bjerre

Pladen The Velvet Underground & Nico kom ud i løbet af 1967 og dengang købte jeg den. Havde hørt lidt af den hos en fanatisk pladesamler og Rolling Stones fan. Jeg blev ramt og vi var helt vilde med den og! alle de andre nye og gode LP'er, som det væltede frem i disse år. Så jeg forstår ikke, at den blev glemt. Slet ikke med den sjove papir bananskal som kunne skrælles af så banankødet kom frem. Men alle de nye udgivelser druknede vel hinanden i den periode. Men når jeg lytter til musikken i dag, gør den mig lidt trist. Det er og bliver en plade som er indspillet på stoffer og handler om stoffer. Og dermed noget depressiv. Nummeret I'm Waiting For The Man er nok det, som har sat sig bedst fast. Det primitive metalagtige guitarspil sammen med et overgearet trommespil og en pissegod tekst ramte os lige maven og alt var nyt og mærkeligt. Og Nico's mærkelige tynde stemme, der lød som om hun ikke kunne synge, men alligevel betog den os med sin følsomhed. Men igen, der var så mange udgivelser og en dag mødte jeg Steen B., som vifter med en farvet LP album og råber over fra den anden side af gaden, at han have købt en ny LP - pissegod - med Jimi et eller andet, som spillede med tænderne. Så tak, så var der en ny igen, hen til Fona med det samme. Og kort tid efter var der nogen som hed The Doors og så kom Beatles med en ny. Og så videre. Det var en travl tid for ben, lunger og ører.

morten Hansen, Christian Harder, Jens Christoffersen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar