Læsetid: 2 min.

Medaljens bagside

Peter Poulsens nye digtsamling ’Månens bagside’ kredser om tid og fortættes i glæden ved udsat udløbsdato
17. januar 2014

Modernismens anden luft« lød overskriften på en rædsom, forskrækkeligt fladpandet kulturpolitisk kronik, som Peter Poulsen for lidt over 30 år siden stod anført blandt ’Digterscenens’ fire-fem forfattere til. Dens indhold var et surt opstød over firsernes nye lyrik, som, skulle man tro artiklen, arrogant-elitært vendte samfundet, folket, ryggen i selvtilstrækkelig dyrkelse af den ’rene’ kunst.

Gad vide, hvad Peter Poulsen mener om den artikel i dag, han, der om nogen har fået sin anden luft og i disse tider med to års mellemrum spytter en fuldbåren digtsamling ud med umiskendeligt Poulsen-mæssige tekster – muntre uden at være fjantede, lune uden at blive lumre, elegante uden at ende i det pyntesyge, stilfærdige uden at synke ned i det tyste, rolige uden at virke decideret dovne.

For fuldt register

Denne poet behersker simpelt hen sine virkemidler og spiller suverænt hen over hele klaviaturet, hvad enten det gælder klangfarve, rytme, frasering, sætningsstruktur eller den enkelte strofes eller hele teksts kompositionsforløb.

Peter Poulsen er slet og ret en nydelse at læse, også i denne omgang på fem gange tolv poemer, der ubesværet gennemfører temaet forlænget frist, udsat udløbsdato, ja, undertiden forlænger dette over i formen med digte, der, sådan cirka fem-seks linjer fra neden, næsten slutter, men så alligevel bliver ved et lille stykke endnu.

De fleste af teksterne handler om tid, men drager så efterhånden tilgrænsende temaer ind såsom øjeblikkenes evighed eller altings skrøbelighed og sprøde uvirkelighed, de fine overgange mellem vished og spørgende undren.

Peter Poulsen opfanger sanseligt opmærksom det store i det små, og han opsøger med en sporhunds fine næse poetiske paradokser samt sigende absurditeter, som f.eks. i »Himmelfart i Rue des Envierges«, et selvbiografisk kærlighedsdigt, som slutter med at de elskende holder siesta »med udsigt til genboens tomme sko / på gesimsen over for vores vinduer / som var han faret til himmels / for nogle minutter siden«

Månestress

Billedet skal næppe forstås religiøst, snarere som en selvfølgelig, Magritte-lignende konstatering i sin surrealistiske humor, på linje med bogens flotte indledningsstykke, hvor Peter Poulsen møjsommeligt opremser alt, hvad månen konstant skal stå model til, og som må gøre den virkelig stresset:

 

Alle de fædrelandssange

den skal passere

alle de lyriske digte

den spiller med i

dramaer hvor den er uundværlig

malerier den står model til

de talløse filmroller

oderne, slagerne

tidevandet, de hylende hunde

 

Ak, fuldt forståeligt virker det, at månen med regelmæssige mellemrum prøver at gøre sig smal eller uden forudgående varsel smutter om bag en sky.

 

Det er for meget, tror jeg

den sukker

 

Måske den alligevel smiler ved tanken

om at det er bagsiden

vi kan se.

 

Heraf digtsamlingens titel Månens bagside, som ganske passende bringer os frem til bagsiden af den medalje, Peter Poulsens poetiske produkter fortjener: Han fylder for meget i sine digte.

Der er ligesom ikke plads til en spørgende og associerende læser. Og teksterne flosser aldrig.

Der er alt for få modhager og modstemmer i dem.

Dertil kommer, at digtene for ofte slutter på nøjagtig samme måde – med en muntert nydelsesfuld krølle, som, når det går allerværst til, hvad det, trods halvtreds års erfaring, desværre indimellem gør, skamrider store, abstrakte ord som ’rummet’, ’mørket’, ’stilheden’ og (gys) ’virkeligheden’.

»Ét er sikkert: Intet er sikkert.« fastslår den verdenskloge poet. Mindst én ting mere står fast, vil jeg hævde, nemlig at Peter Poulsen er en stor digter, men som sådan en dybt traditionel modernist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu