Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mørkets hjerte

HBO’s nye krimiserie, ’True Detective’, er noget så spændende som en filosofisk thriller, der både vil underholde og anfægte sine seere
Nietzsche har skrevet, at ser du ned i afgrunden, så ser du afgrunden også ind i dig, hvilket man formoder især politimænd, der har med mord at gøre, ofte må gøre. Spørgsmålet er, hvordan det påvirker dem.

HBO Nordic

Kultur
9. januar 2014

Det vil føre for vidt at opremse alle de andre serier og film, som HBO’s nye brillante krimiserie, True Detective, er inspireret af – fra Ondskabens øjne, Seven og Texas Killing Fields til Twin Peaks, The Wire og Red Riding. Men det siger noget om seriens kvalitet, at den evner at transcendere alle inspirationskilderne og blive helt sin egen.

Bag True Detective står manuskriptforfatteren Nic Pizzolatto, der har skrevet alle otte afsnit af første sæson, og instruktøren Cary Fukunaga, der har instrueret hele sæsonen. Det er med andre ord de to menneskers vision, man ser udfolde sig på skærmen, hvilket formentlig også har været nødvendigt af hensyn til seriens raffinerede struktur, hvor handlingen springer i tid og sted, og man som seer skal følge opmærksomt med.

Der er nutidsplanet, hvor to tidligere kriminalbetjente, Rust Cohle (Matthew McConaughey) og Martin Hart (Woody Harrelson), fortæller to FBI-agenter om en sag, de efterforskede 17 år tidligere i Louisiana. Og så er der tiden dengang i 1995, hvor en seriemorder var på spil ude på landet i statens bibelbælte, og Cohle og Hart blev sat på sagen.

Det endte med, at de fangede morderen, men nye oplysninger er kommet for en dag, og de sår tvivl om sagens udfald, hvilket er grunden til, at de to mænd hver for sig bliver bedt om at fortælle om sagen, hinanden og ikke mindst sig selv.

Kristendom og politik

Det spændende ved True Detective er ikke kun selve seriemorderefterforskningen i 1995, men også to meget forskellige politimænd og deres indbyrdes forhold. Hvor Hart er et familiemenneske, men også en buldrebasse, der godt kan lide en drink og er sin kone utro, er Cohle – i filosofisk forstand, som han siger – en pessimist, der har haft alkoholproblemer, ikke kan sove, hvorfor han popper piller og nærmest lever i cølibat.

Han kan ikke se mange forsonende træk ved den menneskelige eksistens, og det har han måske heller ikke særlig megen grund til, finder man efterhånden ud af. Cohle mener blandt andet, at mennesket ikke er andet end et grusomt dyr, der bilder sig ind, at det har ret til et meningsfyldt liv. Men han er en skarp og dygtig efterforsker, og trods mange ophedede og indimellem morsomme diskussioner mellem ham og Hart, der som de fleste andre i området er mere eller mindre kristen, arbejder de to godt sammen. Cohle har sin intuition, Hart kan håndtere andre mennesker og spille det politiske spil.

Og det er nødvendigt, fordi der er mægtige kræfter i politiet og lokalsamfundet, som vil have en specialenhed, der håndterer sager med antikristne undertoner, til at overtage efterforskningen af det uhyggelige og bizart rituelle mord på en ung prostitueret, der er startskuddet til den sag, det hele handler om.

Et kig ned i afgrunden

Der er mange ting på spil i True Detective, som trods sin komplekse opbygning aldrig mister orienteringen, og som langsomt og inciterende afdækker skjulte sammenhænge og fortæller en historie, der på én gang er ligetil og noget helt andet, end man forventer.

Tonen og stemningen i serien er trods glimt af humor dyster og ildevarslende, og Cary Fukunaga maler med den mørke pensel, også musikalsk og lydligt, når Cohle og Hart kører rundt i Louisianas fattige provins, der ikke mindst økonomisk og befolkningsmæssigt er blevet hårdt ramt af orkaner og oversvømmelser, og hvor indbyggerne søgt tilflugt i Gud, fordi de ikke har andet at gribe fat i. Det er et område, ingen længere synes at kere sig om – Cohle beskriver en af de små byer, han og Hart kører igennem, som en eller andens minde om en by, et minde, der er ved at blive udvisket.

True Detective har således en art social og politisk dagsorden, ligesom den – i skikkelse af Cohle – gerne vil diskutere religion, især kristendom i form af vækkelsesprædikanter og omrejsende teltkirker, der går efter de svageste i samfundet, og grave ned i de fjerne og farlige afkroge af den menneskelige psyke.

Nietzsche har skrevet, at ser du ned i afgrunden, så ser afgrunden også ind i dig, hvilket man formoder især politimænd, der har med mord at gøre, ofte må gøre. Spørgsmålet er, hvordan det påvirker dem; på et tidspunkt taler Cohle om, at der er brug for onde mænd som han og Hart til at holde al den anden ondskab fra døren.

Woody Harrelson og Matthew McConaughey er et godt par, og ikke mindst McConaugheys martrede Cohle er en spændende og mystisk figur, det er svært at blive klog på. Selv efter at have set tre afsnit af True Detective, er jeg stadig i tvivl om, hvem han egentlig er, og hvad han er i stand til at gøre, og det er endnu en grund til, at serien fascinerer.

’True Detective’ Manuskript: Nic Pizzolatto. Instruktion: Cary Fukunaga. Kan ses på C More og HBO Nordic fra på mandag den 13. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Har set første afsnit. Fantastisk!