Læsetid: 4 min.

Nul dramatik i årgang 0

Man får hverdag for alle pengene i TV 2’s dokumentarserie ’Årgang 0’. Serien har fulgt fire helt almindelige børn, siden de blev født i år 2000, og deres helt almindelige familier
Man får hverdag for alle pengene i TV 2’s dokumentarserie ’Årgang 0’. Serien har fulgt fire helt almindelige børn, siden de blev født i år 2000, og deres helt almindelige familier

iBureauet/Katrine Marie Nielsen

23. januar 2014

Emma, Christian, Stephanie og Rachel er blevet 13 år, og det kommer der absolut intet drama ud af. Men herregud, det er netop manglen på drama og den overvældende mængde af praktiske beskeder og gøremål, der får programmerne til at virke som autentiske indblik i et helt almindeligt hverdagsliv. Familierne er akkurat så forskellige, hvad landsdel, professioner og temperament angår, at de kan siges at være repræsentative, men det er nogenlunde de samme mønstre, der tegner sig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Katrine Visby

Det hele vendte sig i mig da jeg så drengen fra den velhavende århusianske familie fortalte at han, "ville have flere udfordringer" og derfor skifte skole. Det er jo selvfølgelig sikkert en dyr privatskole for bedre folks børn. Christians udtalelse lød som en genindspilning af hans forældres egne ambitioner på deres søns vegne. En lille papegøje.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så lyder han ikke specielt kvik. Hvorimod Rachel er uden tvivl meget velbegavet og ret beskeden.
Den århusianske familie kan godt kan lide at iscenesætte sig selv og deres store flotte hus.

Stpehanies papmor, som er meget i baggrunden, men, synes jeg, et imponerende godt menneske. Hun er som en mor for de to piger, og de kommer hos hende og spiser, og får hjælp til alt muligt. Hun er sågar oppe og vække pigerne om morgenen. Det er rørende. Hun er vist mere mor for dem ende deres rigtige mor er.
Engang i et andet afsnit så man papmoren bage boller til et sted for hjemløse mennesker. Den slags mennesker som hende er sjældne, og de fortjener mere anerkendelse.

Emmas familie , tja de virker noget trykkede allesammen. Jeg har på fornemmelsen at faren er meget streng når kameraet er slukket.
.

Jens Overgaard Bjerre

Hvad med en serie helt almindelige voksne fra årgang 1948. Tykke, fede gamle, trætte, tynde, skaldede gangbesværede ogeller optimistiske sportslige og søde venlige morogfar forældre. Om deres syn på alderdommen og døden og alle dem, som de har kendt og som de savner. Så kunne vi måske også få aflivet dem myte, at hele 68-generationen var akademikere, og at de alle sammen havde fået raget til og nu sidder og feder den med en kongelig pension. Og om deres syn deres børns enten kedelige eller tragiske eller lykkelige borgerliggjorte voksenalder og liv. Og deres syn på deres børnebørns optagethed af pc-spil og forkælelse. Om deres syn på deres egen skoletid, deres børns og børnebørns skoler, private eller offentlige og om deres boligkvarterer, deres egne og deres børns. Fra Ordrup til Ishøjplanen og fra ødemarken i Sønderjylland med lortestank og en lille elite købmand til rigmandskvartererne i Vejle med udsigt over bugten og sejlbådshavnen.

Det får vi ikke i tv. For her handler det kun om de bedre stiledes miljøer. Folk, som er noget og folk som har penge. De fattige lades i stikken eller latterliggøres og udstilles. Alt sammen for deres egne penge.