Læsetid: 4 min.

Nul dramatik i årgang 0

Man får hverdag for alle pengene i TV 2’s dokumentarserie ’Årgang 0’. Serien har fulgt fire helt almindelige børn, siden de blev født i år 2000, og deres helt almindelige familier
Man får hverdag for alle pengene i TV 2’s dokumentarserie ’Årgang 0’. Serien har fulgt fire helt almindelige børn, siden de blev født i år 2000, og deres helt almindelige familier

iBureauet/Katrine Marie Nielsen

23. januar 2014

Emma, Christian, Stephanie og Rachel er blevet 13 år, og det kommer der absolut intet drama ud af. Men herregud, det er netop manglen på drama og den overvældende mængde af praktiske beskeder og gøremål, der får programmerne til at virke som autentiske indblik i et helt almindeligt hverdagsliv. Familierne er akkurat så forskellige, hvad landsdel, professioner og temperament angår, at de kan siges at være repræsentative, men det er nogenlunde de samme mønstre, der tegner sig.

I løbet af årene har børnene fået mere og mere taletid, i takt med at deres ordforråd og handlerum er vokset, men det er stadig de voksnes valg og vanskeligheder, der bestemmer, hvad det er for et liv, de kan fortælle om. De voksne har længe været stressede og kede af det, men i denne sæson har alle forældrene fundet fodfæste igen, og børnene er endnu ikke begyndt at blive usikre pubertetsvæsener. Det er godt, at de har det godt, men det er svært for tilrettelæggerne at bygge en spænding op, når det hele stort set er, som det skal være. Vestjyderne Poul-Erik og Lenes forhold er på ret køl efter nogle hårde år med en urentabel købmandsforretning. Han arbejder mindre nu, hun arbejder mere, og datteren Emma hviler i sig selv inde på sit værelse.

Stressen er også løjet af hos den kreative klasse i Aarhus, hvor moren nu arbejder hjemmefra, og hvor sønnen Christian er begyndt at gå meget op i, at han skal arbejde hårdt, så han kan klare sig godt her i livet. Rachel tager stadig tilværelsen (herunder konfirmationen) alvorligt, og det har hun ikke fra fremmede. Hendes mors højtidelige entusiasme er ubetalelig.

Skilsmissebarnet Stephanie interesserer sig mere og mere for drenge, men har stadig et rent teoretisk forhold til kærestesorger, og hendes unge far aldrig har haft det bedre – han er ude af sin depression, tilbage på arbejdsmarkedet og i det store og hele blevet voksen. I den anledning flytter han, hun og lillesøsteren på landet og starter på en frisk. Sæson 14 af Årgang 0 er altså et glædeligt gensyn for alle dem, der har fulgt med i de fire familiers glæder og sorger op gennem nullerne, som om de var en slags fjerne tv-slægtninge, hvis liv man bliver opdateret om ved en årlig sammenkomst. De har endelig fået det helt okay i det daglige, og det manglede bare – de virker som nogle fine folk.

Overskud af trivialitet

For en ny seer er sæson 14 af Årgang 0 imidlertid et temmelig stenet indblik i Det Almindelige Liv Med Børn. Der er skruet helt op for autenticiteten, og dagligdagen fremstår så stillestående, at det næsten ikke er til at følge med, hvis man er blevet lidt forvænt med spændingskurver og deslige.

Der bliver lavet lektier og spillet computer, store og små øjeblikke ligner hinanden til forveksling, og man ved ikke altid, hvad det er meningen, at man skal lægge mærke til og interessere sig for. Det ender med at være familiernes kommandoveje, der fascinerer mest. For eksempel når Rachels mor, Theresia, beder hendes bror David om at bede Rachel om at bede faren om at komme ned i vaskekælderen, så Theresia kan bede ham om at bede David om at komme ned med noget tøj. Så herligt åndssvagt kan dagligdagen cirkle rundt i Sønderjylland. Desværre er familielivets lettere absurde udsving ikke noget, Årgang 0 dyrker. Christians mor har effektiviseret kommunikationen og ringer til børneværelset for at reklamere for en fiskefrikadelle, hun har købt. Stephanies far nøjes med at fortælle kameraet om den benhårde stuearrest, han har idømt Stephanie, fordi hun snød med lektierne. Stephanie selv aner intet om nogen stuearrest, før intervieweren spørger til den, og da er de 14 dage gået.

Forældrenes velmente forsøg på at udfylde forældrerollen på den rigtige måde er generelt sødere og sjovere end børnenes meget velovervejede tanker om det at være 13. Det er kort fortalt ikke så meget anderledes end at være 12. Bortset fra at man svarer lidt mere forsigtigt og fornuftigt, når en voksen spørger, hvordan det går i skolen, om man tror på Gud, nu hvor man skal konfirmeres, og om det er dejligt at få fri fra skole under den 25 dage lange lockout, der også trækker tænder ud i Årgang 0.

Blufærdigheden får plads

De fire børn virker både kvikke og trygge, og de besvarer interviewernes spørgsmål med den blufærdighed, man som 13-årig kan have over for fjerne slægtninge, man ikke kender særlig godt, men som ikke desto mindre er utroligt velorienterede om ens fortid; hvordan man har pludret og grædt og tisset i bukserne, skændtes med sine søskende og forældre, udbredt sig gammelklogt om noget, alle vidste, at man ikke vidste noget om, og om ens families samlede kriser. Den slags ukendte fjerne slægtninge har programmet givet dem cirka en million af. Interviewerne giver blufærdigheden plads og stiller spørgsmålene med respekt, den ros skal de have. Det bliver aldrig nyfigent, heller ikke når forældrene fortæller om deres glæder og sorger.

Det er lødigt og hensynsfuldt tv, men det betyder også, at man indtil videre må undvære at vide, hvordan det er for Stephanie at flytte fra sin lillebror og ekspapmor. I stedet ser man en edderkop i loftet, der lige skal tages med støvsugeren, og hører på farens overvejelser om værelsesfordeling og lektielæsning. Her er ikke nogen, der bliver hængt ud. Det er de mest snusfornuftige og demonstrativt uspektakulære sider af de medvirkende, man får lov at se. Årgang 0 overdriver det almindelige ved almindelige mennesker i bedste mening og med nogle ualmindeligt temperamentsløse portrætter som resultat.

Årets fire afsnit af ’Årgang 0’ sendes på TV 2 om tirsdagen kl. 20.00 og kan ses på TV 2 Play

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Katrine Visby

Det hele vendte sig i mig da jeg så drengen fra den velhavende århusianske familie fortalte at han, "ville have flere udfordringer" og derfor skifte skole. Det er jo selvfølgelig sikkert en dyr privatskole for bedre folks børn. Christians udtalelse lød som en genindspilning af hans forældres egne ambitioner på deres søns vegne. En lille papegøje.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så lyder han ikke specielt kvik. Hvorimod Rachel er uden tvivl meget velbegavet og ret beskeden.
Den århusianske familie kan godt kan lide at iscenesætte sig selv og deres store flotte hus.

Stpehanies papmor, som er meget i baggrunden, men, synes jeg, et imponerende godt menneske. Hun er som en mor for de to piger, og de kommer hos hende og spiser, og får hjælp til alt muligt. Hun er sågar oppe og vække pigerne om morgenen. Det er rørende. Hun er vist mere mor for dem ende deres rigtige mor er.
Engang i et andet afsnit så man papmoren bage boller til et sted for hjemløse mennesker. Den slags mennesker som hende er sjældne, og de fortjener mere anerkendelse.

Emmas familie , tja de virker noget trykkede allesammen. Jeg har på fornemmelsen at faren er meget streng når kameraet er slukket.
.

Jens Overgaard Bjerre

Hvad med en serie helt almindelige voksne fra årgang 1948. Tykke, fede gamle, trætte, tynde, skaldede gangbesværede ogeller optimistiske sportslige og søde venlige morogfar forældre. Om deres syn på alderdommen og døden og alle dem, som de har kendt og som de savner. Så kunne vi måske også få aflivet dem myte, at hele 68-generationen var akademikere, og at de alle sammen havde fået raget til og nu sidder og feder den med en kongelig pension. Og om deres syn deres børns enten kedelige eller tragiske eller lykkelige borgerliggjorte voksenalder og liv. Og deres syn på deres børnebørns optagethed af pc-spil og forkælelse. Om deres syn på deres egen skoletid, deres børns og børnebørns skoler, private eller offentlige og om deres boligkvarterer, deres egne og deres børns. Fra Ordrup til Ishøjplanen og fra ødemarken i Sønderjylland med lortestank og en lille elite købmand til rigmandskvartererne i Vejle med udsigt over bugten og sejlbådshavnen.

Det får vi ikke i tv. For her handler det kun om de bedre stiledes miljøer. Folk, som er noget og folk som har penge. De fattige lades i stikken eller latterliggøres og udstilles. Alt sammen for deres egne penge.