Er det ok, at kunstner opfrisker kz-fanges falmede tatovering?

Ny udstilling viser, hvor svært det i dag er at undslippe det banale i den kunstneriske bearbejdning af Holocaust, men viser også et værk, der er ligeså sandt og brutalt, som det er etisk grænseoverskridende

	Piotr Uklanski: ’The Nazis’

Piotr Uklanski: ’The Nazis’

28. januar 2014

300 jernansigter i en bunke på gulvet, der kigger på én, når man træder hen over dem. De ligger med åbne munde og udhulede øjne, og det mærkes som den døde, dumpe lyd af knogler, når man går hen over dem. Associationen er ikke til at tage fejl af. Menashe Kadishmans Shalechet (Faldne blade) er både indgang til og en forhindring, man skal forcere, når man skal ind i udstillingen Sort Mælk – Holocaust i ny kunst.

Har man været på Det Jødiske Museum i Berlin, har man allerede i langt større skala gået hen over Kadishmans jernhoveder og følt den banalisering af indlevelsesevnen i det grufulde, som værket repræsenterer. Og denne følelse af at have været der før er kendetegnende for udstillingen. Vi har været der før, enten fordi vi efterhånden bliver blaserte, eller fordi kunsten her over 70 år efter ikke længere formår at være på højde med den grufulde virkelighed, som den forholder sig til.

Tag nu eksempelvis Tom Sachs’ Hermes Gift Gas Youth Model på udstillingen, hvor den amerikanske kunstner har lavet en orange dåse ud af emballagen fra det luksuriøse franske mærke Hermés og på etiketten angivet, at den indeholder giftgassen Zyklon B, som nazisterne anvendte i gaskamrene. Dåsen er udformet på samme måde som de originale beholdere med gassen. Holocaust er gjort til en vare, siger værket helt umisforståeligt, erindringen heraf til en industri i sig selv, men gjort med et kunstnerisk greb, som desværre er set så mange gange, at det ikke længere virker og kan forny betragterens mellemværende med det traumatisk forgangne.

Eller tag ukrainsk-israelske Zoya Cherkassky, der i værket Jude gør den gule davidsstjerne til elegante smykker, til brocher, med den mest banale omvending af værdier.

Eller tag polske Zbigniew Liberas Lego Concentration Camp Set. Det udstillede er syv forskellige legoæsker i forskellig størrelse med legofigurer til at bygge en koncentrationslejr af. Kunstneren har brugt rigtige legoklodser til at frembringe motiv på æskerne og har indsat et logo, der fortæller, at de er sponsoreret af Lego. Kunstneren rører uden tvivl ved en nerve, den uskyldige barnlige leg med legoklodser forbundet med den systematiske udryddelse af mennesker. Værket arbejder først og fremmest med ikonet Holocaust og er utvetydigt en konsum- og kapitalismekritik med en ret triviel pointe, hvor allerede børn gøres til ofre for vores eget forvrængede forbrugersamfund.

Kunstens umulighed

Holocaust har siden Anden Verdenskrig været et centralt tema for kunsten. Det begyndte med, at den tyske filosof Theodor Adorno mente, at efter Auschwitz ville ethvert traditionelt digt være barbarisk og derfor umuligt. Det er ofte blevet udlagt som et forbud mod overhovedet at beskæftige sig med emnet i kunsten, men i virkeligheden pegede han på, at kunsten efter Auschwitz formmæssigt var nødsaget til at søge helt nye steder hen for at fange omfanget af forbrydelsen.

En af de digtere, der mest fornyende har skrevet om Holocaust, er tysk-rumænske Paul Celan med digtet Dødsfuga. Åbningen af digtet, »Dæmringens sorte mælk vi drikker den hver aften«, har givet titel til udstillingen. Paul Celan, Primo Levi, Tadeusz Borowski og Imre Kértesz er nogle af de vigtigste førstehåndsvidner, der har efterladt sig afgørende litterære vidnesbyrd og fornyet vores forståelse af katastrofen.

Udstillingen Sort Mælk består af 17 forskellige kunstnere, der alle beskæftiger sig med Holocaust uden selv at have været direkte vidner. Vi befinder os i eftertiden, og kunstnerne beskæftiger sig med, hvordan Holocaust stadig kan aktualiseres og italesættes i en tid, hvor der nok tales meget om Holocaust, men hvor dens realitet, selve udryddelsen af mennesker, er ved at glide ud af forestillingsevnen.

To eksempler på sådanne kunstnere fra eftertiden er henholdsvis den herboende Yvette Brackmans værk On living and the dead. I en videoinstallation, som består af en dialog mellem Brackman og hendes mor, skabes en slags re-enactment, hvor kunstneren bruger forskellige konkrete genstande som tekstiler, læderbånd og en kunstig fod til i en række performances at konkretisere syv fortællinger om morens skæbne som jøde under Holocaust i Rusland og i Polen.

Og det andet eksempel er den sydafrikanske jøde, Steven Cohen, der i Inscribed in the book of life har samlet historiske nazi-dokumenter i form af arbejdsbøger, pas, militære id-kort med originale stempler, klistermærker og fotos og suppleret med ældre fotos af egen familie, victorianske glansbilleder og pornografiske postkort og blandet det hele og lagt det tilfældigt på en række borde.

For begge værker gælder, at de er på afstand af traumet og beskæftiger sig med, hvordan man erindrer og bearbejder sin jødiske arv, men fælles er også, at de hver især med deres sære fetich fylder for meget, peger indad mod sig selv, frem for at værkerne åbner sig på en ny måde mod den virkelighed, de forsøger at fange.

Populærkulturen

En vigtig del af bearbejdningen af Holocaust er sket gennem populærkulturen og de stereotyper, der ofte er en følge. Den er også del af udstillingen. På en væg hænger således polske Piotr Uklanskis værk The Nazis. 164 filmstills med populærkulturens billede af den nazistiske bøddel i alle dens varianter fra Marlon Brando til Peter Sellers. Værket peger på Hollywood-industriens tydelige indflydelse på, at den historiske begivenhed får så stereotyp en fremstilling i massekulturen. Uklanski overeksponerer således den problematik, men uden nogen egentlig kritik eller anvisninger på konsekvenser heraf.

I den sammenhæng talte for nylig den ungarske forfatter og Auschwitz-overlever Imre Kértesz her i avisen om eftertidens Holocaust-kitsch og mente, at der med tiden opstår en særlig konformisme og sentimentalisme omkring begrebet, når det institutionaliseres og gøres til del af et særligt moralsk-politisk ritual. Vi kommer længere og længere bort fra den egentlige begivenhed, og værst af alt mister vi gradvist forståelsen af, at Holocaust også hænger uadskilleligt sammen med vores civilisation og livsform og således ikke bare rituelt er udtryk for den ultimative undtagelse og afvigelse ud i det umenneskelige. Kértesz har i den sammenhæng altid fremhævet Steven Spielbergs Auschwitz-film Schindlers liste som kitsch, fordi Spielberg gør Holocaust til undtagelsen, til noget fremmed, der falder uden for det menneskelige.

I det lys af stereotyper og kitsch er det et chok at se polske Artur Zmijewskis videoværk 80064. Det er det mest sande og brutale værk, jeg længe har set, og uanset hvad man synes om værket, overskygger det alt andet på udstillingen og fornyr på den mest ubehagelige måde forbindelsen til den oprindelige begivenhed.

Falmet tatovering

Scenen er, at Zmijewski sidder i dialog med den 92-årige tidligere Auschwitzfange Jozef Tarnawa i en tatovørforretning i Warszawa. Tarnawa fortæller om at overleve lejren ved at undgå enhver konflikt. Kun ved at bøje nakken for bødlerne og acceptere at blive reduceret til et kvæg med et nummer tatoveret, overlevede han. På opfodring viser Tarnawa sin tatovering, 80064, som efterhånden er falmet, men stadig synlig. Kunstneren og Tarnawa har aftalt, at han skal have fornyet sin tatovering, men Tarnawa har fortrudt sin beslutning og beder på den mest hjerteskærende måde om at slippe, fordi sådan en renovering vil være alt for synlig. Efter en længere meningsudveksling med kunstneren bryder med ét Tarnawas forsvarsværk sammen, og han lader tatovøren renovere nummeret.

Spørgsmålene hober sig op. Kunstneren nedbryder den tidligere kz-fanges grænser, overtaler ham mod egen vilje. Tarnawa er allerede et nedbrudt menneske, så han bøjer hovedet igen. Man kunne selvfølgelig også vælge at se den renoverede tatovering som en triumf over bødlerne, hævde, at nu træder Tarnawa gennem en aktiv handling ud af offerrollen og gør tatoveringen til sin egen, men sådan er det slet ikke her. Kunstneren gentager på den mest kyniske måde det overgreb, som allerede én gang er sket.

Jeg tror, at det er stor kunst, men jeg er samtidig etisk så anfægtet af værket og mener ikke, at man på nogen måde kan forsvare kunstnerens handling. Her helliger målet ikke midlet. Værket udfordrer på alle måder, også selve spørgsmålet om, hvorvidt Zmijewski i kunstens navn har lov til at krænke et andet menneske?

Der er ingen tvivl om, at 80064 er udstillingens ultimative værk, selv om det har et element af kunstnerisk porno over sig. Men det rejser også et helt andet spørgsmål, nemlig om værket kun er så stort og provokerende, fordi vi stadig befinder os inden for paradigmet af et romantisk kunstsyn, altså det kunstsyn, der dikterer, at kunstneren er geniet og derfor har lov til at agere Gud og sågar i kunstens navn foretage et overgreb?

Er det kun derfor, at jeg på én og samme tid synes, det er et forfærdeligt værk og et stort kunstværk? Og er det måske netop tegn på, at vi er ved at være ved vejs ende af det kunstsyn?

Måske skal man hellere søge det store værk i udstillingens deciderede gådefulde værk af israelsk-amerikanske Know Hopes Re-reading the Ripples. Med en bunke blødende træstubbe midt på gulvet og til fire sider vægge beklædt med billedrammer af stencilerede træfragmenter i variationer og forskydninger køres et uendeligt associationsspil mellem træ og menneske, masse og individualitet ledsaget af små poetiske sentenser af ufattelig rækkevidde. Efter at have sovet på det hele er jeg sikker på, at det værk tilhører fremtiden.

’Sort Mælk – Holocaust i ny kunst’. Museet for Samtidskunst, Roskilde. Kurateret af Natalia Gutman og Mette Truberg Jensen. Indtil d. 27. april.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Artur Zmijewski: ’80064’

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Torben K L  Jensen

Det forekommer mig at jødernes holocust fylder forholdsvis meget i debatten om folkemord.Hvad med indianerne i både syd og nordamerika.Her drejer det sig ikke kun om drab på mennesker,men udryddelse af hele kulturer først i grådighedens navn og senere i den katolske tros navn.Hvad med alle de nyere af slagsen i Afrika og det gamle Joguslavien?Det forkommer mig også at holocost bliver brugt (misbrugt) som dække for den Israelske stats ulovligheder i forhold til palæstinenserne.

Brugerbillede for Nic Pedersen

Ja, det er lidt besynderligt, at alt holocaustsnakken, -kunsten, -centrene, -kitschen, -ikoniseringen, m.m. jo faktisk først er opstået efter 1978, hvor tv-serien af samme navn kørte.

Før det blev "døbt" var Holocaust jo blot en blandt mange rædsler i Historien, så begrebet og opfattelsen af det som enestående og centralt hører bevidsthedsmæssigt hjemme i vor tid.
Og handler (inkl. kunsten) måske mest om vor egen tid og slet ikke om det, der egentlig skete?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Nej, Nic Pedersen, Holocaust - som vi ganske rigtigt lærte betegnelsen på af omtalte tv-serie - har siden 2. verdenskrig stået som en helt ufattelig hændelse, og den farvede et par årtiers livssyn igennem eksistentialisme og absurdisme, kritisk teori m.m.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Willy Johannsen

Som der står i artiklen:
"Der er ingen tvivl om, at 80064 er udstillingens ultimative værk, selv om det har et element af kunstnerisk porno over sig."
slet "et element" og nøjes med "kunstnerisk porno".
Nazitidens udryddelser omfattede som bekendt hovedsagelig polakker - jøder og ikke-jøder, russere - jøder og ikke-jøder, zigøjnere og jøder fra Tyskland, Ungarn og en række andre nationer. Jeg har besøgt Auswitsch, læst stort set alt, hvad der er tilgængeligt om udryddelserne og folkedrabene, og jeg har undervejs stødt på en del værker - ikke mange - som jeg kunne se, måtte være svindel. Falske erindringer mm.
Som en af de forgående skriver blev disse forbrydelser pludselig mange år efter til begrebet "Holocaust", og for mange mennesker står dette begreb nu udelukkende som udryddelsen af jøderne - hvilket er dybt tragisk og forhånende mod de mange ikke-jødiske ofre.

Desværre er "holocaust" også blevet til en ganske indbringende "industri" : http://en.wikipedia.org/wiki/The_Holocaust_Industry

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ullrik Lie

Alt dette om holocaust hvor nazisterne udryddede de 6 millioner jøder, kender vi alt om, men der var især én gruppe som Hitler også ville udrydde, da han sagde om Jehovas Vidner i Tyskland: ,,Denne yngel skal udryddes af Tyskland." Men da Hitler råbte dette ud over en tusindtallig skare, genlød hans forbandelser direkte ind i de himmelske haller, hvor selve Skaberen Jehova Gud sad på sin trone, og lyttede med til denne massemorder og dæmoninspirerede og sindssyge diktator Adolf Hitler, men selvom Hitler dræbte tusindvis af Jehovas Vidner, kunne han ikke nedbryde deres tro på Jehova, som sørgede for at hans vidner fik smuglet litteratur ind i de tyske kz-lejre via Himmlers "Skygge" den finske læge Kersten der fulgte Himmler på alle sine rejser i de besatte lande, og da denne "Skygge" Himmlers personlige læge, skulle pakke sine kufferter, lod han Jehovas Vidner pakke dem, og disse vidner skjulte på denne måde blandt andet Vagttårnet og Bibler i disse kufferter, som aldrig blev undersøgt når de ankom til de kz-lejre Himmler besøgte, men da Kerstens kufferter kom, var det igen et Jehovas Vidner som åbnede dem, og lagde tøjet på plads i de huse hvor Kersten skulle bo. Så denne måde kunne Jehovas Vidner smugle Vagttårnet ind i disse kz-lejre.
Men denne læge Himmlers "Skygge", reddede tusindvis af jøder fra gaskamrene og fik også reddet over 30 Jehovas Vidner fra kz-lejrene, som han fik transporteret til sin store ødegård i Sverige, hvor disse Jehovas Vidner skulle passe hans jord og dyr. Så denne læge, Himmlers "Skygge", var en slags "Messias" både for tusindvis af jøder, men også for Jehovas Vidner. Han vidste godt at alle hans kufferter blev brugt til at smugle litteratur som var udgivet af Jehovas Vidner, men da lægen Kersten hadede tyskerne og især Himmler, ja, så bidrog han til redningen af disse mange jøder og Jehovas Vidner.

anbefalede denne kommentar