Læsetid: 2 min.

En omgang for meget

Sylvester Stallone og Robert De Niro spiller to aldrende boksere, der skal bokse mod hinanden igen i den ujævne komedie ’Tilbage i ringen’
9. januar 2014

På papiret har Peter Segals Tilbage i ringen sikkert set sjov ud: Sylvester Stallone og Robert De Niro spiller to aldrende boksere, Henry ’Razor’ Sharp og Billy ’The Kid’ McDonnen, som indvilger i at mødes 30 år efter deres seneste opgør, som Razor vandt, hvorfor Kid lige siden har drømt om at få revanche. Problemet er, at filmen kun sporadisk er så morsom eller dramatisk, som den burde være, og at den prøver at fortælle to historier, som ikke er lige gode.

Ingen tvivl om, at De Niro er – eller var – den bedste skuespiller af de to, men det er Stallone, der klarer sig bedst i Tilbage i ringen. Razor er den mest sympatiske af hovedpersonerne, hans historie den mest rørende, og Stallone er troværdig i rollen som en jævn arbejderklassemand, der har haft et hårdt liv.

Razor stoppede sin karriere, da han havde tævet Kid i ringen, fordi Kid havde været i seng med Razors kæreste, Sally Rose. Hans del af filmen handler om en mand, der mistede alt og nu tager sig af sin gamle træner (Alan Arkin), arbejder i den hensygnende stålindustri og stadig ikke kan forstå, hvorfor kæresten svigtede ham. Da kampen bliver annonceret, opsøges Razor af Sally Rose (Kim Basinger), og det tvinger ham til at se fortiden i øjnene og erkende, at han nok ikke selv var uden skyld i bruddet dengang.

Uansvarlig narrehat

Noget af det samme sker i Kids del af filmen, men han er mestendels en brovtende, uansvarlig narrehat, hvis skæbne man ikke er så interesseret i. Han gjorde Sally Rose gravid dengang og har nu en voksen søn (Jon Bernthal) og et barnebarn, han aldrig har fået lov til at se, fordi Sally Rose elskede Razor og kun var ham utro for at såre ham.

Kevin Hart, der spiller den insisterende boksepromotor Dante Slate, som drømmer om de helt store penge, har enkelte sjove øjeblikke, mens han forsøger at overtale de to boksere til at stille op. Og det er heller ikke helt uden underholdningsværdi at se de to gamle alfahanner træne og sparre både verbalt og i bokseringen.

Men Tilbage i Ringen er en uinspireret og ujævn affære, og det burde nok have været for 15 eller 20 år siden, at man lod Rocky Balboa (Stallones rolle i Rocky-filmene) og Jake LaMotta (De Niros rolle i Raging Bull) stå ansigt til ansigt i en boksering.

I dag hænger alt på de to skuespillere, og selv om det bestemt er imponerende og indimellem endda en smule inspirerende at se to gamle mænd – Stallone er 67, De Niro er 70 – gå så fysisk til den, er det ikke nok til at retfærdiggøre en hel film.

 

’Tilbage i ringen’ Instruktion: Peter Segal. Manuskript: Tim Kelleher og Rodney Rothman. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu