Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Opløsningen af alting – også fadølsskum

Det 28 m/k høje Fire! Orchestra gav en koncert, som burde have fået ørerne til at falde af i forbavselse. Heldigvis blev de siddende. Forandrede
Kultur
17. januar 2014

Begrebet supergruppe bliver blæst op i helt uoverskuelige dimensioner onsdag aften i Jazzhouse. Den kunstneriske og tekniske masse på den overbefolkede scene er ganske enkelt helt hinsides kritisk masse – og den eksploderer igen og igen i synet på det måbende publikum.

Fire! er oprindeligt en trio: Saxofonisten Mats Gustafsson, der vandt Nordisk Råds Musikpris i 2011 og bl.a. har samarbejdet med giganter som Peter Brötzmann, Derek Bailey og Sonic Youth. Trommeslageren Andreas Werlin, der huserer i den forrygende free-rock-duo Wildbirds & Peacedrums. Og bassisten Johan Bertling fra det lyrisk eksperimenterende Tape. I sig selv en ærefrygtindgydende trio.

Men når outfittet kalder sig Fire! Orchestra, er der 28 musikere på scenen. 13 blæsere, tre guitarister, to på tangenter, en på elektronik, tre bassister, tre trommeslagere, tre sangere. Et bigband, men ikke et traditionelt bigband, slet ikke. Ikke noget med swing og skum på fadøllene (det var der faktisk ikke). Og blæserinstrumenter er ikke bare våben til at værne om tradition, men også bygget til at hvæse, stønne og spytte mod konventionerne.

Ende- og grænseløst

Det musikalske kontinuum er revet i stykker i Fire! Orchestras verden og siden limet sammen i grafiske partiturer, som Gustafsson denne onsdag aften dirigerer fra. Sammen med sit kollektiv viser han noget så banalt, men også sjældent som musikkens ende- og grænseløse rigdom. Noget, vi måske har det med at glemme midt i en hurtig mp3-tid, midt i en overflod af hurtige fiks. Her er kompositionen noget, der kan udforskes fra 28 forskellige vinkler, gennem 28 temperamenter. Det bliver realiseret under taktstok, men det bliver også udforsket i fri kreative fald gennem åbninger og rum, der ikke var der sekundet før. I 15-20-25 minutter lange forløb bølger dynamikken frem og tilbage gennem ethvert levende menneske i salen.

Groovet er transportmekanismen – blueset, funky, pulserende, som var det krautrock – der fører os gennem verdener, hvor tid og rum kollapser så frydefuldt igen og igen. Det er omkring groovet, at alle improviserede og komponerede hallucinationer bygges, ikke ulig den måde afrobeat-faderen Fela Kuti organiserede sine febervildelser i 70’ernes Nigeria.

I 10’ernes København, denne onsdag, detonerer genrerne om ørerne på os, de kæmper en ekstatisk dødskamp for at bevare deres integritet og territorier. Men deterritorialiseringen er ustoppelig i dette frijazzede kollektiv, hvor vejen til ekstase går gennem disciplin.

Så sender trompeterne os i retning af freejazz, så Bernard Herrmanns soundtrack til Taxi Driver. Tangenterne hakker dissonant avantgardistisk efter saxofonerne for siden at ramme en lyrisk tone i nærheden af Talk Talks Spirit of Eden. Så synger glitches fra elektronisk udstyr duet med en menneskestemme. Så sender elguitarerne en bølge af forvrængning gennem de sitrende og boblende hegn af messing.

Blandt de bemærkelsesværdige musikere: den fænomenale sanger Mariam Wallentin alias Mariam The Believer (den anden halvdel af Wildbirds & Peacedrums), der var at finde på dette dagblads top 20 over årets internationale albummer. Trompetisten og komponisten Goran Kajfes, der vandt Nordic Music Prize for sit 2011-album XY. Og etiopiskfødte Sofia Jernberg, der også bruger sin stemme som et ordløst instrument, klikkende, gurglende, hvinende helt forunderligt – og ikke uden humor.

Uoverskuelig orden

Det er et kollektiv, der får lov at løbe i et væld af retninger. Der er perioder, hvor det lyder, som om de 28 musikere istemmer med hver deres jeg i en uoverskuelig og hyperkompleks form for orden. Hierarki er der ikke meget af, selv sangstemmerne har det med at glide i ét med den vildt moderne og alligevel tidløse gumbo.

Fire!’s første album som stort orkester yder ikke koncertoplevelsen retfærdighed. Det virker også umuligt at skulle optage og indfange den ekstreme polyfoni og dynamik, der er på spil live. Men Exit!’s fint nuancerede optagelse af to lange vildt changerende numre fungerer som en strålende indgang til det disciplineret detonerende univers.

Tilbage på Jazzhouse er koncerten vendt tilbage til sit udgangspunkt, til en slags blueset basrundgang, der er så tung, at den minder mere om Led Zeppelin end om Robert Johnson. Under Gustafssons muskuløse uortodokse dirigering – knytnæver og højrehooks – bølger slaget frem og tilbage, op og ned i intensitet, men hele tiden på vej mod en ny ekstremt sammensat, pivåben, ekvilibristisk kosmologi. Det er et enormt korpus, der trækker vejret under Gustafssons taktstok. Et kun lige akkurat tøjlet jordskælv i et musikhistorisk museum.

Fire! Orchestra gav en koncert, som burde have fået ørerne til at falde af i forbavselse. Heldigvis blev de siddende. Forandrede.

Fire! Orchestra, Jazzhouse, Kbh., onsdag

Fire! Orchestra: Exit! (Rune Grammofon)

Fire! Orchestra spiller på årets Roskilde Festival

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarke Svendsen

Nyd det meste af koncerten her: http://www.youtube.com/watch?v=6FC7-NWlTp8&hd=1