Familieromaner er en populær genre for tiden. Nutidens hurtige forandringer i livsstil og opbrud mellem generationerne giver lyst til at rette blikket mod de store sammenhænge. Anne Marie Têtevides nye roman Som dagene er beskriver en familie som mange ville ønske, de havde – i det store hele harmonisk, samarbejdende, afklaret, især på grund af det stærke sammenhold mellem husmandsægtefolkene Robert og Else Marie.
Fortællestilen er bevidsthedsstrømme, hvor tanker og replikker veksler med jordnære gøremål. Der skal raspes roer til grisene, som skriger af sult, der skal malkes, og hønsene skal forhindres i at hakke hinanden, altimens datteren Helle skriver engelsk oversættelse: »Radioavisen blander sig med malkemaskinens summen, Else Maries hænder arbejder automatisk, hun strækker lænden, hælder mælken fra spanden i sien, flytter skamlen til næste ko.«
Indenfor romanens tidsramme (fra 1932 til 2002) udgør Robert og Else Marie ’midtergenerationen’, børn af det gamle gårdejerpar. Gården er omdrejningspunkt for et liv, hvor næsten ingenting sker, hvor de store følelser tempereres af faste rutiner, og hvor kærlighed vokser ud af omsorg for det fælles projekt, gården og familien.
Centrum er Midtjylland, og romanen fortæller sin historie set fra tre generationer og otte stemmer. Den beskriver vandringen fra land til by, fra småfattig husmandstilværelse til moderne middelklasseliv, som realiseres af Robert og Else Maries børn, Hans og Helle, og deres børn igen.
I mandlig optik – som hos Smærup Sørensen i Hjertet slår og slår – er opbruddet fra landbruget til bylivet ofte beskrevet som en dramatisk generationskonflikt mellem far og søn. Hos Têtevide er brudfladerne glattere, illustreret af kapitlernes sømløse overgange fra én fortæller til den næste, fra Else Maries nydelse ved aprilhimlen og det smukke sjal, hun glæder sig til at strikke efter dagens hårde fysiske arbejde, til Hans’ raseri over soldaterkammeraternes brok, der gør regnen og strabadserne mere trælse, end de behøvede at være.
Hans bevarer sin loyalitet over for familien og dens værdier, samt talentet for at bære modgang med sindsligevægt. Han har dog svært ved at forstå, at ikke alle kvinder så kritikløst bakker andre op som hans rummelige mor, hvis motto er: »Vi er, som vi er, og vi har alle vores sider.«
Hans er en stærk, blød mand, men de nye tider rammer også ham og hans kone, Rita, med kollektiver i Aarhus, Vietnamdemonstrationer og andet fra den nye tid. Deres datter Gitte vokser op, splittet, men solid, holdt oppe af kusinen Lone, der også bliver hendes bedste veninde.
En from bøn
Lær mig at leve med det, der ikke kan være anderledes, og at ændre det, der kan, lyder en from bøn, som også kunne være mottoet for romanens otte fortællere. Den simple historie får liv af utallige fine sansninger, tanker og replikker, der lander det ordløse i arbejdets rutiner. Selv om de skam godt kan snakke, når de skal, ikke mindst Hans, der afklapser sin stridbasse af en farfar af ved en julefrokost med ordene:
»Jeg er stolt af at have en far der tager sine egne beslutninger. Og jeg er stolt af at have en mor, der bakker sin mand op, når nu hans far aldrig har gjort det!
Der går et gisp bordet rundt, mens Hans tager fadet med ribbenssteg og lægger et stykke på sit rugbrød.«
De mange små stykker med liv, og styrken i sansninger og sprog gør bogen til en dejlig oplevelse, som man læser med glæde og langsom nydelse. Livet på landet er en slags zen – som Bonderøvens autentiske liv. Dagene er gode, hver for sig og lagt sammen til det, man kalder livet.
