Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sherlock Holmes lever

Verdens mest brillante detektiv vender tilbage fra de døde i tredje sæson af ’Sherlock’, Mark Gatiss og Steven Moffats fremragende tv-serie om Sherlock Holmes og hans bedste ven, dr. Watson
Kultur
2. januar 2014
Verdens mest brillante detektiv vender tilbage fra de døde i tredje sæson af ’Sherlock’, Mark Gatiss og Steven Moffats fremragende tv-serie om Sherlock Holmes og hans bedste ven, dr. Watson

DR/BBC

Advarsel! Denne anmeldelse bør man ikke læse, hvis man ikke har set anden sæson af tv-serien ’Sherlock’

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan han gjorde det? Hvordan Sherlock Holmes (Benedict Cumberbatch) i tredje og sidste afsnit af tv-serien Sherlocks anden sæson slap levende fra mødet med superforbryderen Jim Moriarty (Andrew Scott). Moriarty narrede Holmes i en fælde og skød sig selv, så den brillante detektiv var nødt til at springe ud fra et tag og begå selvmord for at redde sine venner og sin familie fra selv at blive slået ihjel.

Men vi seere ved jo godt, at Holmes ikke døde. Det så vi helt til slut i afsnittet, hvor han i det skjulte iagttager sin bedste ven, en ulykkelig dr. Watson (Martin Freeman), mens denne siger et rørende farvel til Holmes, som Watson jo selv så springe i døden.

Retsmedicineren Anderson (Jonathan Aris), der altid har haft det svært med Holmes og hans geni, er i The Empty Hearse (Den tomme rustvogn), det spritnye, spillefilmlange første afsnit af Sherlocks tredje sæson, overbevist om, at han er skyld i al det forfærdelige, der skete med detektiven. Samtidig har han en idé om, at Holmes slet ikke er død, og sammen med en flok Holmes-fanatikere – en lille hilsen til de mange dedikerede fans af den populære serie – udarbejder Anderson forskellige, mere eller mindre vidtløftige teorier om, hvordan Holmes gjorde det.

Teorier, som involverer alt fra illusionisten Derren Brown til Moriartys lig med en Holmes-maske på.

Tro mod ånden

Og så er vi ellers i gang med den hidtil vel nok mest morsomme omgang Sherlock, en nutidig gendigtning af Sir Arthur Conan Doyles indflydelsesrige historier om Sherlock Holmes. Det er, som om de to mænd bag serien, Steven Moffat og Mark Gatiss – der også spiller Holmes bror, Mycroft, i Sherlock – har besluttet sig for at slå gækken løs efter de to første sæsoner, som nok rummede skægge indslag, men som trods alt var lidt mere tilbageholdende.

Især andet afsnit af den nye sæson, hvori der indgår et bryllup – mellem hvem skal jeg ikke afsløre, men kender man Conanen (de kanoniske skrifter om Sherlock Holmes), kan man godt regne ud, hvem det er – er både opfindsomt fortalt og vældig underholdende, uden at det dog går ud over den alvor, som også er seriens varemærke og gør den så spændende.

Moffat, Gatiss og Steve Thompson, der hver har skrevet et afsnit af Sherlocks tredje sæson, leger som i de to første sæsoner veloplagt med originalmaterialet – genbruger elementer, omskriver titler, skriver nye historier, moderniserer – men er som altid tro mod ånden i Conan Doyles værk. Det er en bemærkelsesværdig bedrift, at man således kan flytte en figur 100 år frem i tiden og stadig få det til at føles og lyde rigtigt.

»Vi kan ikke lide, at man roder rundt med tingene,« sagde Steven Moffat, da jeg for et par år siden mødte ham og Mark Gatiss.

»Vi vil have, at det skal gøres ordentligt. Og hvis man kender sin Sherlock Holmes, vil man vide, at vores udgave faktisk er meget autentisk. Der er kun én stor forskel: Den foregår nu og her. Det er derfor, den virker, fordi alt andet er, som det skal være, alt andet er autentisk, det er rigtig Sherlock Holmes.«

Forhold med farver

Det handler selvfølgelig tillige om at vælge de rette skuespillere, og Benedict Cumberbatch er fantastisk i rollen som Sherlock Holmes, en efter eget udsagn velfungerende sociopat, der har det svært med andre mennesker, men efterhånden har fundet ud af, at han ikke kan undvære dr. Watson. Som få kan Watson sætte Holmes på plads, og selv om doktoren i Martin Freemans skikkelse sjældent kan følge med, når hans geniale ven folder sig ud, så er der en sjælden kærlighed og respekt imellem de to.

Og der kommer flere farver på venskabet mellem Holmes og Watson i sæson tre, ligesom man lærer ting og sager om den ellers så hemmelighedsfulde Holmes, der nok vil overraske de fleste – måske endda ryste dem.

Stakkels Watson får selvfølgelig selv noget af et chok, da Holmes pludselig dukker op, to år efter at han så vennen dø. Meget er sket i de to år: Watson har sørget, er blevet forlovet med Mary Morstan (Amanda Abbington) og har fået overskæg. Holmes forsøger med vanlig mangel på situationsfornemmelse at lave sjov med det hele, men Watson synes bestemt ikke, det er sjovt, hvorfor det varer lidt, før de to igen bliver forsonet.

Tryllekunstneren Holmes

I Conan Doyles historie om genforeningen, Det tomme hus, behøvede Holmes kun at forklare Watson lidt, før alting igen var ved det gamle. I Sherlock tager det tid, ikke mindst fordi de to figurer psykologisk er mere moderne, og menneskeligt har flere nuancer. Det betyder også, at man som vidne til de store følelser, som de to – på hver sin måde – sårede eksistenser mere eller mindre vellykket forsøger at lægge låg på, godt kan få en klump i halsen.

Og ellers er det som altid, når man har med Sherlock Holmes at gøre, detektivens unikke evne til at opklare selv de mest forbløffende mysterier, man fascineres af og lever sig med i i Sherlock, der er lidt af et fænomen og en af tidens bedste tv-oplevelser.

Som Mark Gatiss sagde om Holmes’ sans for deduktioner, da jeg talte med ham og Steven Moffat: »Bagefter får man så at vide, hvordan han logisk har regnet det ud. Det er ligesom en tryllekunst, men det er endnu bedre end en tryllekunst, fordi han fortæller én, hvordan han gjorde det. Tryllekunstnere og illusionister tager fejl. De burde altid afsløre, hvordan de laver et trick. Det gør det kun bedre.«

Se bare på Sherlock.

 

’Sherlock’ Instruktion: Nick Hurran, Jeremy Lowering og Colm McCarthy. Manuskript: Steven Moffat, Mark Gatiss og Steve Thompson

Tredje sæson af ’Sherlock’ begynder på DR3 på søndag den 5. januar kl. 21. Hvert af de tre afsnit vil efterfølgende kunne ses på dr.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som gigantisk fan af serien (og Benedict Cumberbatch), kan jeg kun sige, at det er fantastisk at serien er endelig tilbage. Det er noget vi fans har ventet på med længsel.

Jeg så første afsnit via livestream d. 1. januar og jeg blev ikke skuffet, tværtimod, jeg er endnu mere hooked på serien end jeg troede muligt og det er en fornøjelse at se andre hardcore fans tage Sherlock's tilbagevenden til sig med så stor entusiasme og fantasi... og kærlighed!

Tagsne #Sherlock og #SherlockLives slog record på Twitter (vi gik også ret meget amok) og Tumblr er fyldt med guf fra første afsnit: fantastiske gif-sets, geniale manipulerede billeder, fan-art osv osv... alt sammen kærlighed til denne serie.

Det er en fornøjelse at være en del af og gør bare endnu sjovere at følge serien... for den er bare mere end en serie, den er et fandom!

BBC One har været geniale omkring lanceringen af denne 3. sæson, hvilket også har gjort det endnu sjovere. Lige fra de første små teasers til deres geniale måde at afsløre den engelske premieredato på. Vi er blevet forkælet med så mange lækkerier og det igen gør, at Sherlock er ikke bare en almindelig tv-serie.

Jeg skal se 2. afsnit via livestream i aften og glæder mig rigtig meget.. og det ved jeg mine fellow fangirls og Sherlockians også gør. Gå bare en tur på Twitter eller Tumblr og søg efter Sherlock. Så er man ikke i tvivl om at noget er på vej.

Danske fans der skal starte på sæson 3 i aften på DR3.. glæd jer! Glæd jer rigtig meget! Der er knald på fra første sekund!