Læsetid: 3 min.

Simone de Beauvoir, smaskforelsket

Anastassia Arnold digter rundt om Simone de Beauvoirs forliste kærlighedsforhold til forfatteren Nelson Algren. Er det biografi eller fiktion? Fan fiction? Kulørt, parfumeret romance?
17. januar 2014

Simone de Beauvoir kender de fleste nok som feministisk supertænker og Jean-Paul Sartres livsledsagerske. I Anastassia Arnolds roman Smertefælden møder vi de Beauvoir som romantisk heltinde, smaskforelsket i den amerikanske forfatter Nelson Algren.

Romanen er baseret på virkelige hændelser og på et antal kærlighedsbreve, som Arnold ifølge pressemeddelsen »helt sensationelt har haft adgang til«. Arnold fokuserer romanen igennem på det sensationelle og romantiske, i en sådan grad at fortællingen konstant tangerer det opkørte.

I 1947 rejser Simone de Beauvoir gennem USA og møder Nelson Algren: en charmerende, socialt indigneret rendestensforfatter, der skrev om prostituerede, boksere og narkomaner på bunden af det amerikanske samfund. Han falder pladask for den sære, franske kvinde og så er alt lutter romantik og erotisk smægten: »Nelsons blide intensitet er ubærlig. Mit skelets stivhed opløses og duver i en hvid bølge. Mere, dunker det i min puls« og: »Vore sjæle er ét. Hvad enten du er inden for mine hænders rækkevidde, eller Atlanten skiller os, så er vore kroppe én bevægelse. Du lever i og under min hud, elskede«.

Selv jeg, som er flæbende romantiker, synes det flyder temmelig tykt. Der er flere fine passager, men ofte er sproget snublende nær parfumeret lægeroman. De to sætter en ulykkelig kurs. Nelson føler sig kun hjemme i sit Chicago, og Simone må vende tilbage til sin alliance med Sartre og intelligentsiaen i Paris. Hun insisterer på ikke at leve for kærligheden alene, men for sit intellektuelle liv og sit forfatterskab frem for alt.

De bliver ved at vikle sig ud af og ind i hinandens liv i en årrække: adskilte, så endelig sammen, vildt forelskede, usikre, bitre, jaloux, dybt afhængige af hinanden.

Forfladigelse

Kærlighedshistorien er ganske almen, omend højdramatisk: De implicerede kunne være hvem som helst. Hvorfor skal det være virkelige personer, Arnold bruger til sin historiske fan fiction? Jeg får fornemmelsen af, at hun forfladiger de komplekse karakterer de Beauvoir og Algren for at få dem til at passe ind i en fuldfed love story i stedet for at udnytte deres dybder.

Dramatikken foldes ud i Amerika, på parisiske cafeer, på rejse gennem et krakeleret-charmerende Mexico, der er så skamløst kitschet skildret, at jeg må overgive mig og svælge med:

»Efter endnu en stribe absinter vakler vi hjem til hotellet med sengen, der har et spejl som sengegavl. Spejlet dækker det meste af væggen bag sengen. I halvmørket flimrer vores nøgne kroppe i sitrende ryk i sølvoverfladens skaldede tryk.«

Det er aldrig til at sige, om romanteksten er citeret fra et af de ’sensationelle’ breve eller opfundet af Arnold (der optræder flere breve i romanen, er de autentiske?). Jeg har intet problem med, at man blander fakta og fiktion i litteraturen, den usikkerhed gør for mig kun læsningen mere åben og spændende.

Derimod kan man spørge sig selv, om det er mere givende at dyrke Simone de Beauvoir som fiktiv lægeromanheltinde end som den store filosof og feminist, hun også var. Måske. Interessant er det, at intellektuelle kæmper også bliver små, svage og selvforglemmende midt i kærligheden (hvis det altså faktisk er de Beauvoirs brevstemme, Arnold maner frem). Og at undersøge dynamikken i et trekantsdrama, som forfatteren heldigvis undlader at fælde moralsk dom over.

Hvis man er nysgerrig efter at snage i sine litterære idolers parfumerede brevskuffer og desuden knuselsker historiske, sensationelle kærlighedsdramaer uden at tage anstød af klægt sprog, så er Smertefælden en lækkerbisken. Selv foretrækker jeg stadig Simone som forfatter frem for som romanheltinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu