Læsetid: 4 min.

En svane er en svane

Så er Mariinskij Balletten i København med en version af ’Svanesøen’, hvor ondskaben er tydelig – og hvor armene stadig er vigtigere end psykologien. Heldigvis
Mariinskijs ballerinaer i ’Svanesøen’ er hverken kvinder eller svaner. De er væsener fra en anden verden af ren poesi – og med meget stærke ben.

N. Razina

15. januar 2014

Svanesøen med Mariinskij Balletten er den ultimative, russiske scenepoesi. Det viste mandagens åbning af gæstespillet på Det Kongelige Teater med al tydelighed. For svaneballerinaerne fra Skt. Petersborg er vitterlig anderledes end alle andre – de er eksklusivt oplært til at danse disse vingevæsner med blafrende arme og mørke blikke. Svanerne er deres. Uanset hvor meget de fleste andre balletkompagnier, herunder også Den Kongelige Ballet, prøver kræfter med verdens mest tiljublede ballet. Samtidig er Mariinskij Ballettens Svanesøen tydeligvis svømmet ind i en tidslomme af charme, damals og stædighed – og autentisk aura. Opsætningen er fra 1950 af Konstantin Serveyev, og den bliver vogtet med næb og kløer. På Kgs. Nytorv er der også kendere, der passer godt på Bournonvilles Sylfiden, men her eksperimenteres der dog en del med ny psykologi og ny scenografi. Sådan er det ikke hos Mariinskij. En svane er en svane.

Guld og grønne skove

Heldigvis. For det viser sig at være fuldkommen fantastisk sådan at se den ægte vare. Her er svanefjerene lige så hvide og brillantblinkende, som de skal være. Her er hårnet broderet med perler og guld, og her er mænd iført håndsyede støvler, der kan både glide hen over gulvet og sparke fra sig. Her er skoven tæt af blade og søen blank som et spejl. Her er en dronning en hersker, en søn en magtarving og en troldmand er et ondskabsvæsen fra eventyrets mest brutale verden.

Egentlig var det troldmanden, der var den mest overraskende figur ved mandagens forestilling. Altså den onde troldmand, Rothbart, har forhekset en prinsesse til svane – dén hvide svane, som prinsen forelsker sig i. Scoopet er, at Rothbart derefter forvandler sin egen datter, så hun ligner svaneprinsessen på en prik, så hun kan fordreje hovedet på prinsen; hun er bare sort. Og så er ulykken uundgåelig.

Ondskab i vingerne

Det var solisten Konstantin Zverev, der dansede Rothbart i mandags. Væk var den kappeomslyngede og jordsnigende troldmandstype, som de fleste opsætninger af Svanesøen ellers dyrker. Her var pludselig en spændstig mand med brede skuldre og meget hurtige ben. Hans hofter blinkede som en tyrefægter af hormoner og rhinsten, og hans powerarme svang sig inde i de sorteste vinger af glitrende fjer. Hans ansigt glinsede af sølv som hos en legendeprins. Maskulin og muskuløs. Måske var han også selv en forvandlet prins?

Anelserne væltede frem. For denne mand slog for at dræbe – og han vidste udmærket, at al hans magt ikke lå i nogen kappe eller krone. Nej, trolddomskraften lå i hans vinger: Også en mandlig Black Swan er en Black Swan.

Ligegyldig handling

I originalen endte Svanesøen ulykkeligt, fordi prinsen sværger den sorte svane troskab, så den hvide svane aldrig bliver til kvinde igen. Men gennem årene har de russiske regimer krævet happy endings. Svaneprinsessen og hendes prins har for eksempel i én version begået selvmord sammen ved at drukne sig i søen – hvordan en svane så end drukner sig selv?

Men den ultimative lykkelige slutning med en besejret og dræbt troldmand er den, som Mariinskij danser nu – med svaneprinsessen forvandlet tilbage til en kvinde, der står klar til at gifte sig med prinsen.

Når det er sagt, så er det ingen hemmelighed, at handlingen i denne Svanesøen på en måde fortoner sig og bliver uvæsentlig. Det essentielle er forestillingens fuldstændig overjordiske syn af kroppe, der udtrykker deres dybeste længsler: Langsomheden når kvinden strækker sit ben endeløst højt i luften. Styrken når manden springer i spagatspring rundt og rundt. Deres kærlighedsmøde, når han løfter hende med én hånd, så hun kan skue ud over søen og livet med sit fjerne blik – og samtidig blive hans.

Det er balletpoesiens uvirkelige og samtidig helt konkrete kamp mellem forelskelsen og hævnen, der sætter tilskuerens krop og sind i oprør.

Benene bagud

I mandags dansede den unge, dukkekønne Anastasia Matvienko svaneprinsessen med renhed og sabelben og 32 perfekte piske- piruetter, de såkaldte fouettéer. Og hendes marionetmekaniske arme skabte en perfekt følelse af indespærrethed, som Evgeny Ivanchenkos erfarne prinsepartner naturligt befriede hende for med sine lange, elegante linjer og sit næsten vege smil.

Imens dansede korpsets svaner med umiskendelig russerperfektion og ultrastærke ben. Da alle 24 svaner i deres avancerede rækker og mønstre på akkurat samme splitsekund trådte op på tåspidsen og sparkede det andet ben højt bagud uden at fortrække en mine, så gik musikken og dansen i ét mod uendeligt.

Drømmedirigent

Det Kongelige Kapel spillede Tjajkovskij, så de vilde klange brusede som det sjældent sker på Kgs. Nytorv. Mariinskijs dirigent, Alexey Repnikov, fik simpelthen bravoråb fra tilskuerne; her var en sand balletdirigent, der fik musikken til at flyde og stramme og forstumme, så hvert et trin fik lov til at folde sig ud. Musikerne gav sig selv. Og da harpenisten Nina Schlemm spillede sin solo, lød det som en så ilter kærlighedserklæring til både svanen og Tjajkovskij, at selv dirigentens nakke kom til at ryste af begejstring.

Om balletten da ikke også handler om forfinet kvindelighed og maskulin forførelse – og om brutalitet og bedrag? Jo, selvfølgelig.

Svanesøen er jo verdens bedste eventyrballet. Og Mariinskijs version er tydeligvis verdens mest kompromisløse.

 

’Svanesøen’. Koreografi: Marius Petipa og Lev Ivanov. Iscenesættelse: Efter Konstantin Sergeyevs bearbejdelse fra 1950. Musik: Pjotr Tjajkovskij. Scenografi: Simon Virsaladze. Kostumer: Galina Solovyova. Mariinskij Balletten på gæstespil på Det Kongelige Teater. Danses også i aften og torsdag. Fredag-søndag danses Fokine-program.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Steffen Gliese
  • Steffen Leo Hansen
Henrik Brøndum, Steffen Gliese og Steffen Leo Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Leo Hansen

Helt enig - underskønne og poetiske svaner - en aften med ren poesi, fantastisk musik - og så pyt med handlingen - og godt at harpen blev nævnt, det var fantastisk som hun spillede! Stor tak til Anne Middelboe for en fremragende anmeldelse.
Steffen Leo Hansen

Michael Kongstad Nielsen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hvis man aldrig har brudt sig om den ægte vare, så kan det jo være lige meget, at den findes intakt. Ballet har altid været kedeligt, eller måske udtryk for en stereotyp, seksuel opfattelse af kønnenes dans. Bedst synes jeg så om H. C. Andersens "Den standhaftige tinsoldat", hvor den étbenede tinsoldat betages af slottets danserinde, der strakte begge sine arme ud, og løftede sit ene ben så højt i vejret, at tinsoldaten slet ikke kunne finde det og troede, at hun kun havde ét ben ligesom han.

Steffen Gliese

Hvis man aldrig har brudt sig om den ægte vare, gider de folk, der har, ikke at høre ens uforgribelige mening, Michael Kongstad Nielsen. Den er - irrelevant.

Michael Kongstad Nielsen

Ah, ved du nu hvad, Peter Hansen - det synspunkt holder ikke i byretten, debatten her er åben for alle, ikke kun for indspiste tilhængere af diverse subkulturer.

Steffen Gliese

Balletkulturen er en af de største juveler i vores og Ruslands kultur. Man kan sætte sig ind i det og få noget ud af det, eller man kan være ligeglad og blande sig udenom. Men man kan ikke meningsfuldt kritisere kunst på andet end æstetiske præmisser.