Læsetid: 4 min.

Tavshedens Riis igen igen

Med DR-journalisten Niels Christian Jungs personlige dokumentar om Bjarne Riis, ’Riis – Forfra’, føjes endnu et kapitel til den noget nær uendelige saga om doping i cykelsporten. Et kapitel, der for alvor ville have været interessant, hvis journalisten havde turdet give mere af sig selv
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Foto: Jens Nørgaard Larsen

8. januar 2014

Lad det være sagt med det samme: Der er ingen nye afsløringer om doping i DR-journalisten Niels Christian Jungs dokumentarfilm Riis – Forfra. Ingen bodsgang, ingen nye indrømmelser, ingen nye anklager mod gamle kumpaner.

Men det er heller ikke filmens egentlige ærinde, lader instruktøren og filmens anden hovedperson og fortæller, Niels Christian Jung, forstå. Nej, ambitionen er at skildre mennesket Bjarne Riis, komme helt tæt på den ellers så fåmælte og til tider forknytte herningenser.

Og så alligevel …

Filmen følger Bjarne Riis igennem halvandet år fra forsommeren 2012 til december 2013. I den periode forsøger Riis at genrejse sit cykelhold, efter at han først er blevet vendt ryggen af brødrene Andy og Fränk Schleck og siden blot kan se til, mens hans nyindkøbte stjerne, spanieren Alberto Contador, må afsone en dopingkarantæne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Torben Selch
Vibeke Rasmussen og Torben Selch anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Fake it until you make it"!

Der er vel ikke tvivl om drivkraften mere: Grådighed. Bondesvinsk og hensynsløs grådighed.

Manden vidste godt selv, at han ikke var på højde med de dygtigste, så systematisk snyd var den eneste vej til at stjæle sejren fra de rigtige sportsfolk og fra de mindre kompetente dopingsvindlere.

Ingen løgn var for stærk og ingen ironisk distance kunne bløde op på angreb imod dem, der fortalte sandheden, og imod de svindlerkolleger, der blev afsløret.

De afsluttende løgne, der skal retfærdiggøre mange års svindel, danner et fint karakterportræt:
- Alle de andre gjorde det også.
- Hvis ingen snød, ville jeg have vundet.
- Jeg vidste ikke, at mit hold snød.
- Mit snyd var til fordel for sporten, fordi det bragte mig på skamlen, og jeg er bedst...

Sandheden er jo, at der altid ville have været en vinder, også selvom ingen snød. Tiderne ville bare være lidt langsommere, skaderne lidt mindre, idealerne lidt sundere.

Men vigtigst af alt: Muligvis ville vinderen ikke være en bondesnu svindler, der opbyggede hele sin karriere på konsekvent brug af snyd og løgn. Måske ville vinderen endda være en af de millioner af mennesker, som elsker cykling højere end deres egen grådighed.

Som ikke-dopet cykelentusiast er det meget svært at lade være med at hade manden. Ikke fordi han snød lidt, men fordi han løj så meget og så længe.

Hvordan kommer vi videre? Efter min mening skal vi droppe kampen imod doping. Enhver må gøre hvadsomhelst han vil imod sin egen krop. Hvis du overlever til målstregen, kan jeg være skideligeglad med dine bivirkninger.

Hvad så med børn i sport med doping? Børn, hvis forældre tillader dem konkurrencesport, de er sgu ikke bedre værd! Deres forældre må selv sætte grænserne, ligesom for alkohol og søvn og sport osv.

Karsten Aaen, Tino Rozzo og Jack Jönsson anbefalede denne kommentar
Jack Jönsson

Findes noget mere ligegyldigt end en film om en mand i spandex, der har snydt og løjet, og som stadig ikke kan se det forkerte i det han har gjort.

Herdis Weins, Niels Mosbak, Karsten Aaen, Bo Carlsen og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Jeg tabte alt for Riis, da han besluttede at ville modtage folkets hyldest for sin Tour de France sejr i Tivoli i stedet for på Rådhuspladsen, som traditionen bød. Folk skulle nemlig stadig betale entre for at komme ind, og Riis havde aftalt at få del i forlystelsesparkens ekstrafortjeneste.

Når det er sagt, så er det trættende at høre alle de moralske tirader om snyd. Hele den professionelle cykelsport har været baseret på doping under de store etapeløb. Uden doping kunne du simpelthen ikke deltage, hverken som cyklist eller sportsdirektør. Selv ikke Rolf var ren.

Okay, det vidste vi måske ikke til at starte med. Men man har virkelig ikke fulgt med, hvis man ikke har vidst det længe.

Karsten Aaen, lars abildgaard og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Johnny Hedegaard

Dopingtilhænger eller ej, så har det været en tro følgesvend lige siden starten på Tour de France i 1903. De længste etaper var på ca. 500km.
Løbsledelsen havde ofte nogle favoritter der på forhånd var udset til at vinde løbet.
Det var en hård og temmelig barsk omgang overhovedet at gennemføre løbet: Cyklerne havde fast nav (svarer til nutidens banecykel) og kun ét gear (ok, man kunne vende baghjulet som havde to tandkranse = to gear), ingen håndbremser, selv efter deralliuer-gearets opfindelse gik der mange år før det blev tilladt at bruge det under Tour'en, udskiftning af cykel var forbudt, hjælp under løbet af en hvilken som helst art var forbudt; derfor kørte rytterne med dæk og slanger om halsen løbet igennem.
For overhovedet at gennemføre de umenneskelige strabadser indtog de alt fra vin, cognac, arsenik til amfetamin.
Hvis favoritterne blev kørt bagud, blev reglerne ofte ændret midt under løbet.
Alt dette fik ét år en gruppe ryttere til at trække sig ud midt under løbet. De indkaldte til et pressemøde, hvor de fortalte ALT.
Løbsdirektør Henri Desgrange (som med hård hånd styrede løbet i mere end tyve år) blev konfronteret med disse oplysninger. Hans svar til pressen var: "Selvfølgelig indtager de alt muligt. Hvad havde I forventet? Tour de France er ikke et cykelløb for tøsedrenge!".

Torben Poulsgaard Jensen

Gør som mig.

Lad være med at se og kommentere cykelsport.

Så dør den overskruede dopingsport.

Keld Sandkvist, Niels Mosbak, Stig Bøg og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Men det er ærgerligt, at Niels Christian Jung i filmen ikke reflekterer mere over sin egen rolle, sin egen drivkraft. Nu bliver hans konstante kredsen om, hvor tæt han nu er kommet på Riis, om, hvorvidt Riis endelig vil åbne op og fortælle hele sandheden, en kende trættende."

Ja! Og trættende var det også, at høre Niels Christian Jung filmen igennem berette om, hvad han tror Bjarne Riis tænker. I det hele taget skulle dokumentaristen – når han nu alligevel ikke for alvor ville sætte sig selv i spil – hellere have udeladt de alt for mange spekulative "jeg tror, at Bjarne…", "jeg synes, at Bjarne…", "jeg mener, at Bjarne …", "jeg tænker, at Bjarne …", og stolet på at seerne sagtens var i stand til selv at tolke billederne og Bjarne Riises, og familiens, udsagn.

Henrik Danstrup

Det fantastiske ved det, er at der med 100% sikkerhed sidder millioner igen til sommer og følger pedalatleterne på de franske landeveje - det drama er så fascinerende, at det ikke kan holdes nede uagtet, om rytterne har taget Panodil, Nupopulver, Epo eller blot er på havregryn og skummetmælk !

Hold da op, dansk presse, føler sig fornærmet over at være blevet ført bag lyset, eller kan det tolkes anderledes? Stop nu den person hetz, ellers må der strammes op på lovgivningen, det kan ikke være rigtigt folk skal trækkes igennem den slags. Frem med beviserne, eller luk røven?

Vibeke Rasmussen

Selv om jeg véd, at det nok er forkert af mig, og selv om jeg i stort set alle andre af livets forhold er et lov og orden-menneske (i dén grad!), kan jeg ikke rigtig helhjertet forarges over sportens doping-syndere. Og jeg forstår slet ikke det nærmest skræmmende had, der møder fx Bjarne Riis.

Hvad angår brugen af dopingmidler er dét, der bekymrer mig mest: Hvad gør doping ved disse unge mennesker på lang sigt? Hvilke langtids(bi)virkninger er der?

Og indrømmet: Jeg følte sympati for Michael Rasmussen hele vejen – lige ind til det øjeblik han blev angiver.

Men, når det er sagt, hvorfor er det så, at doping er ulovligt? Grunden er jo ikke, at man ønsker at beskytte sportsudøverne, fordi det er skadeligt, vanedannende el. lign. Hvorfor er det kriminelt? Fordi man snyder sine konkurrenter? Men der findes jo andre måder at få et forspring på, som er tilladte: Fx nyudviklede materialer, specielle konstruktioner af redskaber (inklusive cykler), smøring af ski, 'hemmelige' træningsmetoder (Chris Froome).

Som nogen engang sagde om cykelsporten, 'Nå ja, men hvis de alle doper sig, så er det jo bare den bedste af de dopede, der vinder'. Så kynisk ser jeg ikke på det, men samtidig forstår jeg ikke helt kriminaliseringen af det eller forargelsen, og slet ikke (in caso Bjarne Riis) det uforfalskede had.

Når man ser, hvor meget en sejr betyder for topidrætsfolk, hvor meget de investerer i at blive den bedste, og hvor stort et nederlag det kan opfattes som 'kun' at blive nr. to – en sølvmedalje bliver ikke altid betragtet som en sejr, men derimod som et tab … af guldmedaljen – må jeg indrømme, at det er et ambitionsniveau, en vilje til sejr, koste hvad det vil, som er langt ud over mit eget. Og ja, jeg kan godt tænke: At de gider.

Men det gør de. Gider. Og tak for det, fra en som holder af at se (visse former for) sport, til trods for, at jeg ikke forstår de ofre, disse sportsudøvere er villige til at give. Men fordi de ofrer så meget, og fordi sejr er det ultimative mål – glem alt om at det bare gælder om at være med! – kan jeg godt se, hvordan man kan blive fristet. Også over evne.

Og hør, hvordan forholder det sig nu med fodbold? Med den publikumsinteresse og de exorbitante lønninger og 'transfer'-beløb, der er tale om dér, der da være udøvere inden for også dén sport, som doper sig? Er der nogen interesse for det? Doping inden for amerikansk fodbold bliver på det nærmeste bagatelliseret med et 'pffft'. Så måske er det mindre kontroversielt at gå efter cykelryttere?

Jeg anerkender og bifalder fuldstændigt, at man kæmper mod doping, og synes det er vigtigt at gøre det. Men måske nok et stykke ad vejen af lidt andre grunde end doping-myndighederne og de tilskuere, som vender sporten ryggen.

Og … er det nu også bevist, at 'præstationsfremmende midler' nu også er præstationsfremmende? Kan det overhovedet bevises? Måske er virkningen udelukkende mental?

Carsten Hansen

Hvis en kontanthjælpsmodtager snyder sig til lidt ekstra penge, så bliver han/hun straffet og pålagt tilbagebetaling.
Når en personage som Riis snyder sig til millioner, så skal vi have ondt af ham, når han bliver afsløret.

I sidste instans er det altid andre borgeres penge de tiltusker sig. Om det så er skattepenge eller penge fra diverse sponsorer (som kunder betaler lidt ekstra for).

For min skyld kunne Bjarne gå fuldstændig fallit i morgen. Ingen medlidenhed fra min side.

Johnny Hedegaard

Og så skal vi jo heller ikke glemme, at en person som Lance Armstrong har brugt enorme summer på at slæbe folk i retten fordi de sagde sandheden.
Og sandheden/moral er som at sælge elastik i metermål. Resultatet var et langt stykke ad vejen at folk som f.eks. Hamilton og hustru måtte forlade retten med bøjet nakke. Der var angiveligt for meget på spil til at sandheden var interessant.
Om doping skal være legalt på en eller anden måde, er et svært spørgsmål.
Men som det er nu, kan man ikke tage fra hverken Armstrong eller Riis, at de har stået øverst på skamlen ved Tour de France.
Men løgnhalse, som de er, kan man heller ikke tage fra dem.
Men det skal også siges at de jo kun er de tårne der rager op, som vi ser.
Der er jo en hel industri bag dem i form af firmaer, sponsorer, og TV-stationer som TV2 sender f.eks stadig live fra "eventen". Med en poet og en løgnhals som kommentatorer osv.
At der mennesker for hvem sejren betyder så meget, at de byder sig selv hvad som helst for at nærme sig sejren, finder jeg fantastisk facinerende.
Det er løgnen jeg ikke kan tåle.