Læsetid: 3 min.

Ubehagelige, velskrevne historier fra Kina

Kinesiske Yiyun Li er ikke kun en politisk forfatter, hun er også en vidunderlig novellemager og mennesketegner. I sin nye novellesamling skriver hun elegant, sparsomt og flertydigt om kinesiske skæbner
En pige holder et lys under en mindehøjtidelighed i Hong Kong for massakren på Tiananmen Pladsen i 1989. De nedskudte demonstranter antydes i Yiyun Lis novellesamling som ét blandt mange rygter om overgreb, der ligger og ruger og skaber et kvalmt ubehag i læseren.

Anthony Wallace

3. januar 2014

Det er ikke, fordi novellerne er særligt rædselsvækkende, snarere er de triste, vemodige; de handler om små, kinesiske skæbner i en gigantisk nation, om at finde sin plads i et moderne Kina, mens fortiden (tradition, religion, maoisme, kulturrevolutionen) trænger sig på.

Yiyun Li skriver tilsyneladende nænsomt om mennesker, der så godt, de kan, indretter sig i et kompliceret net af hensyn og sociale koder; hvordan er man en god kommunistisk borger, søn, ægtemand, revolutionær, far, børsmægler samtidig? Hvordan skjuler man sin homoseksualitet, sin religion, et barn født med spastisk lammelse, hvor vanærende er en skilsmisse, hvor acceptabelt at drukne nyfødte døtre og håbe på en søn næste gang, hvad stiller en landsby op med en enke, efter en folkedomstol har dømt hendes mand til døden?

Problemstillingerne virker så absurd hårde, at jeg måtte spørge mig selv: Virker det her så fremmed, fordi det er fiktion, eller fordi det er Kina?

En politisk sags tjeneste

Yiyun Li er opvokset i Beijing, men flyttede i 1996 til USA for at studere. Der begyndte hun at skrive om sit forladte Kina. Under skriftens nænsomhed anes et opgør, en kritik af de ofre, der blev bragt i en politisk sags tjeneste.

Kritikken er aldrig overtydelig; men mellem linjerne, i en bisætning, høres pludselig et rygte om 50 millioner mennesker, der døde af hungersnød eller politisk forfølgelse. Om nedskudte demonstranter på Tiananmen. Der antydes alle mulige overgreb, som så får lov at ligge og ruge uforklaret og skaber et kvalmt ubehag i læseren.

Yiyun Li er ikke kun interesseret i mennesker som ofre for et system, men også i, hvordan de behandler hinanden, om de tager ansvar, om de lader sig hjernevaske eller tænker sig om.

Et par noveller har et grammatisk vi som fortæller: et kollektivt subjekt, som f.eks. kan rumme en hel landsby ramt af kommunistisk lynchstemning: »[A]lle løfter vi vores knyttede hænder og hylder Proletariatets sejr, mens vores forenede stemmer drukner hustruens stønnen i fødesengen. Vi råber slagord, da kuglen gennemborer den unge mands hoved. Vi synger revolutionære sange, mens hans lig bæres i procession gennem gaden. Da vores stemmer omsider tier af udmattelse, hører vi drengens første skrig, højt og hjerteskærende, og et øjeblik har vi svært ved at se hinanden i øjnene.«

Ekstremt ubehageligt. For spørgsmålet om skyld og ansvar sløres, når fortælleren ikke er én person, men en masse. Hvem er vi, hvem er alle? Hvor meget kan undskyldes med, at »de andre også gjorde det«? Der er en flygtig tvivl, en etisk anke, i citatets sidste sætning, som Li insisterer på. Fortællerne glemmer det, men tvivlen sidder fast i læseren.

Det skyldløse, uhyggelige vi gav mig mareridt. I drømmen læste jeg en sidste novelle og blev inde i novellen del af en rasende folkemængde, der stak en ung dreng til døde med kanyler fulde af medicin, fordi han havde aids. Helt vanvittigt. Novellen findes ikke, Yiyun Li er ikke så direkte grusom. Men hun antyder en vold, som åbenbart kan hjemsøge læserens underbevidste.

Yiyun Li er ikke kun en politisk forfatter, hun er også en vidunderlig novellemager og mennesketegner og skriver elegant, sparsomt og flertydigt. Titelnovellen er en smuk, spejlende skildring af tale og tavshed. Hr. Shi besøger sin nyskilte datter i USA; de taler forbi hinanden om, hvorvidt tale er udtryk for lykke, hvordan kvinder ikke bør stille direkte spørgsmål, om hans tophemmelige raketforsker-job i Kina, som gjorde, at han helt holdt op med at tale med sin familie. Samtidig møder Hr. Shi en iransk kvinde i parken – Han taler kinesisk, hun sit sprog, alligevel forstår de hinanden.

Der er noget terapeutisk samtale over Yiyun Lis skrift, mere smerteligt og akavet end lindrende. Som om al muligt fortiet fortræd skal lirkes ud af en betændt kollektiv og individuel historie. Det er vildt ømt, vildt ubehageligt, vildt velskrevet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu