Læsetid: 3 min.

Et udglattet billede af Mandela

Filmen om den sydafrikanske politikers storhed og lidelsesrejse former sig som en veltimet og velfortalt serie af højdepunkter. Ikke så meget mere. Og så alligevel også som en diskussion af den voldelige modstands berettigelse
23. januar 2014

Mandela – Vejen Til Frihed ligner en greatest hits-plade fra en stor kunster. Fyldt med bemærkelsesværdige højdepunkter, men uden alle de bedrifter, som aldrig nåede den brede offentligheds opmærksomhed – men er helt afgørende i forståelsen af personen.

Mandela – Vejen Til Frihed er 146 minutter lang, og det er selvsagt for lidt til at fortælle historien om anti-apartheid-oprøreren, politikeren og mennesket Nelson Mandela. I stedet er det de politiske klimakser og hans lidelser, der fylder ud. Og det sker med en imponerende sans for at holde højt tempo, uden at den sydafrikanske historie tværes ud til fartstriber. Nedslagene er præcise, doseringerne er sikre, og brugen af ægte nyhedsklip giver historisk vægt. Og så er alibiet i orden: Filmen er baseret på mandens egne erindringer fra 1995.

Britiske Idris Elba har måske en umulig hovedrolle at løfte, men det lykkes ham ganske fint. Alene hans muskelmasse giver figuren en statelig tyngde og fysisk autoritet. Men det er også i pauserne, tavsheden og timingen i Elbas spil og ikke mindst i gengivelsen af Mandelas stødvist syngende sprog, at der ligger i hvert fald én arbejdssejr.

I andre passager er Elba dog faretruende nær ved at ligne en karikeret klippe, ikke mindst fordi portrættet af manden er så næsten uforbeholdent positivt, og fordi overgangene i Mandelas personlige udvikling må ende i rent gætværk fra beskuerens side. Udviklingen i fængslet fra voldelig oprører til fremtidig statsmand er i hvert fald ikke blevet lettere at fatte efter filmen.

Og ekshustruen Winnie Mandelas transformering til militant oprører hinsides den forsoning, som Mandela opfordrede til, får også alt for lidt plads og fortjener sin egen film. Gerne med en brændende Naomie Harris i hovedrollen igen.

Der bakkes opulent og stereotypt op om mytologien med soundtracket. Alex Heffes trækker i åbningen på Hans Zimmers efterhånden vildt kopierede soundtrack til The Thin Red Line fra 1998, mens det resten af filmen lyder som et soundtrack til en tragisk kærlighedshistorie med sine dramatisk melankolske temaer.

Det er et anderledes valg og et kærkomment ryk væk fra de patriotisk fedladne soundtracks, man har vænnet sig til i film af politisk tilsnit. Men det er stadig trivielt og anmassende. Og de eneste åndehuller får vi, når sydafrikansk sangtradition brager igennem på reallydsporet. Hvorfor skal soundtracket være endnu en kolonisering af Sydafrika?

Nelson Mandelas far giver ham øgenavnet ’Ballademageren’, men det passer ikke på den unge advokat, som bare vil passe sig selv og sin familie i Johannesburg anno 1942. Vendepunktet kommer først for alvor med Sharpevillemassakren den 21. marts 1960, hvor 69 ubevæbnede demonstranter bliver skudt af politiet. Mandela brænder sit pas og går snart under jorden som led i en sabotagebølge mod kraftværker, militærinstallationer og transportknudepunkter med mindst mulig personskade som mål. Det fremgår tydeligt af filmen.

Kompleksitet udelades

Mandelas forbindelser til antiimperialistiske og/eller marxistiske bevægelser undgår filmen behændigt. Lige som hans guerillatræningsophold i Etiopien heller ikke berøres. Omstændigheder som jo ikke ligefrem forvandler ham til et monster, men i hvert fald til et mere komplekst menneske. Men måske passer det ikke ind i fortællingen om en legende, som selv amerikanerne skal kunne knuselske? Det gjorde alle i hvert fald ikke før i tiden. Ja, da den amerikanske kongres foreslog økonomiske sanktioner mod Sydafrikas apartheid-styre så sent som i 1985, så stemte senere vicepræsident Dick Cheney imod. Forslaget blev dog vedtaget. Men præsident Reagan nedlagde veto mod det. Hvilket kongressen så nedstemte, igen uden Cheneys hjælp. Og Mandela var sammen med ANC på USA’s terrorliste helt indtil 2008 grundet organisationens kommunistiske forbindelser.

Disse komplekse sider af manden og af Vestens forhold til Sydafrika er blevet bortsaneret, og det virker som om, at chancen for at diskutere USA’s passivitet i forhold til apartheid i forholdt til verdenssamfundets aktuelle passivitet andre steder i verden, er forpasset. Filmen minder os til gengæld om, at det, som nogle magthavere i dag stempler som terrorisme, kan blive anset som frihedskamp i eftertiden. Mindre forbrydelser kan være nødvendige, hvis de sker i protest mod større forbrydelser.

Historien om en stor politisk oprører har fået kommercielle stylter at gå på. Den politiske historie er nu i grove træk blevet fortalt (med udglatninger og udeladelser).

Nu glæder vi os til filmen om alt det, der skete mellem de politiske dramaer. Det vaklende forhold til Winnie Mandela. Hans overgang til voldelig modstand. Legenden, der blev grundlagt i fængslet. Hans livs efterår. For det var jo også dér, at Mandela levede – i mellemrummene.

’Mandela – Vejen Til Frihed’ Instruktion: Justin Chadwick. Manuskript: William Nicholson. Engelsk/sydafrikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu