Læsetid: 2 min.

Undercover barndom

Argentinas bud på en Oscar er en personlig spillefilmsdebut om en barndom præget af forældrenes modstandskamp i 1970’ernes Buenos Aires
’Jeg hedder Ernesto’ kan sagtens være det stof, Oscar-vindere er lavet af, selv om der ikke er meget nyt under solen.

’Jeg hedder Ernesto’ kan sagtens være det stof, Oscar-vindere er lavet af, selv om der ikke er meget nyt under solen.

Filmbazar

16. januar 2014

What’s in a name? spørger Shakespeare i Romeo og Julie, hvor slægterne Montague og Capulet har svært ved at se hinanden som andet end kompromitterede efternavne.

I Argentinas bud på en Oscar i år kan et bestemt navn være det samme som en dødsdom. Derfor må den 12-årige dreng i Benjamín Ávílas Jeg hedder Ernesto ændre sit, da hans forældre – efter flere år i eksil – i 1979 tager ham med tilbage til Argentina for at kæmpe mod militæret, der har magten i landet. Juan (opkaldt efter præsident Peron) bliver til Ernesto (Teo Gutiérrez Romero)

Familien etablerer en facade med et tilsyneladende almindeligt liv, hvor far arbejder på fabrik, og Ernesto går i skole.

Bag kulissen planlægges aktioner, og vi oplever det hele set fra Ernestos perspektiv med et mylder af voksne, der kommer og går – og somme tider aldrig kommer tilbage.

Tegnede traumer

Jeg hedder Ernesto bygger på erindringer fra instruktørens egen barndom og fremstår som en noget episodisk skildring af udfordringerne ved at have almindelige barndomsoplevelser, når man har en højt ualmindelig baggrund. Første scene viser, at farerne er alvorlige, da vi ser forældrene blive beskudt på åben gade, før familien går i eksil. Da skyderiet begynder, går filmen effektivt over i tegnede sekvenser, som giver mulighed for på sanselig vis at blande mange typer af billeder i skildringen af de uhyggelige minder.

Sekvensen skaber en forventning om en anderledes skildring af det dramatiske materiale, men efterfølgende bliver filmen til en forholdsvis traditionel fortælling om det svære liv med to identiteter og giver kun lidt plads til de mere fascinerende, tegnede traumer.

Der er tendens til at male et idylliseret portræt af de lykkelige revolutionære, som synger smukke fællessange og lever lykkeligt side om side under trange kår. Både mor (Natalia Oreiro) og far (César Troncoso) skildres småkedeligt kærligt, mens den livsnydende Onkel Beto (Ernesto Alterio) får mere kant. I en fin scene illustrerer han for eksempel den rigtige måde at tackle piger på ved at vise Ernesto, hvordan man bedst smager og sanser en chokoladebetrukket peanut.

Det forelskede blik

Der er mange fine øjeblikke i den genkendelige opvækstskildring, som især er præget af den første forelskelse i en klassekammerats søster. Her lader Ávíla kameraet suge detaljerne til sig – ved et øje, et øre eller en fortryllende bevægelse.

Trods den dramatiske ramme er filmen imidlertid overraskende udramatisk, indtil mormor (Cristina Banegas) tropper op og trygler forældrene om at lade Ernesto og hans lillesøster bo hos hende. Hendes desperation formidler alvoren uden for hjemmets vægge, og pludselig fornemmer man, at der er mere gods og kompleksitet i historien, end barnets blik på forældrene giver indtryk af. Filmen fremstår på godt og ondt præget af de personlige erindringer, som bliver formidlet i en velspillet mainstreamstil med effektiv musik til at trykke på de rigtige knapper undervejs. Den kan sagtens være det stof, Oscar-vindere er lavet af, selv om der ikke er meget nyt under solen.

’Jeg hedder Ernesto’ Instruktion: Benjamín Ávíla. Manuskript: Benjamín Ávíla og Marcelo Müller. Argentinsk. (Gloria og Vester Vov Vov, København, Albertslund, Gentofte, Øst for Paradis i Aarhus, Cafe Biografen i Odense og Biffen i Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu