Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det allerede gjorte

Uden frygt for at blive arbejdsløse udliciterer kunstnergruppen A Kassen produktionen af værker til Kina
Kunstnergruppen A Kassen har indtaget Den Frie Udstillingsbygning med udstillingen ’A Kassen Carnegie Art Award 2014’. Det har de valgt gøre ved at ’genskabe’ Carnegie Art Award-udstillingen, der normalt turnerer rundt i Norden, men som i år er aflyst.

Den Frie Udstillingsbygning

Kultur
5. februar 2014

Når alt allerede er gjort, må man ty til at genbruge og forskyde det eksisterende for at skabe nyt. Samtidskunsten excellerer i udstillinger, der demonstrerer denne pointe. Nogle gange tankevækkende, andre gange bare lidt trættende. Pointen lå også til grund for meget af det arbejde, som en vigtig forløber for konceptkunsten, Marcel Duchamp, udførte. Hans berømte readymades fra begyndelsen af det 20. århundrede benyttede eksisterende genstande, mest berømt en pissekumme, i en ny form for kunstproduktion, der siden hen har grebet om sig.

Duchamp sagde engang drillende, at næsten alt maleri siden 1840’erne er en slags assisted readymade, fordi den maling, som kunstnere har anvendt efter denne tid, typisk er industrielt fremstillet. Altså en ’fundet genstand’, der købes på tube, allerede færdigfremstillet. Som så meget fra Duchamps hånd sætter også dette udsagn spørgsmålstegn ved de forestillinger om originalitet og ægthed, som ofte knyttes til kunst.

På godt og ondt har det spørgsmålstegn svævet over al kunst frembragt i det 20. århundrede. Og det svæver stadig – som en heliumfyldt sølvfoliepude – over det 21. århundredes kunst. Særligt påtrængende svæver spørgsmålet lige nu over Den Fri Udstillingsbygning, som kunstnergruppen A Kassen (Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Søren Petersen og Tommy Petersen) har indtaget med udstillingen A Kassen Carnegie Art Award 2014.

Dårlige kopier

A Kassen har genbrugt en aflyst udstilling, Carnegie Art Award, som hvert andet år vises i anledning af uddelingen af den store svenske pris af samme navn. Udstillingen med de prisvindende og de nominerede kunstneres værker plejer at turnere i Norden, og i Danmark med stoppested i Den Frie Udstillingsbygning. Men denne gang er turneen blevet aflyst af økonomiske årsager.

Derfor er A Kassen blevet inviteret til selvstændigt at udfylde Den Frie Udstillingsbygning, hvilket de har valgt gøre ved at ’genskabe’ Carnegie Art Award-udstillingen. A Kassen har imidlertid udliciteret arbejdet til en kinesisk malerifabrik i Xiamen, som ud fra reproduktioner i Carnegie Art Awards katalog har eftergjort alle udstillingens værker. Man kan ikke kalde de eftergjorte malerier for falsknerier, dertil er de for hjælpeløst udført. De er snarere kopier. Dårlige kopier lavet ud fra reproduktioner: kopier af kopier.

Processen er som en visuel parallel til Googles oversættelsesmaskiner, der genskaber sætninger fra et sprog til et andet med ufrivillige poetiske og morsomme fejl. Blot er den ufrivillige poesi her overtaget af en meget ubehjælpsom genfortolkning af originalmaterialet, som nok forandrer det og forskyder det, men ikke i nogen positiv retning. Ironisk nok, og sandsynligvis helt intenderet fra A Kassens side, er Carnegie Art Award omdannet til en udstilling af dårlige malerier, hvor den originale udstilling hylder det ypperlige maleri.

Det er ’sjovt’, og det er ’kritisk’. Sådan som A Kassen på sin hjemmeside bebuder, at alle dens arbejder er. Men hvor sjovt er det egentlig at gøre en hel udstilling til en slags assisted readymade? Som en ’sjov’ idé er denne gestus meget hurtigt overstået. Og hvor kritisk er det egentlig at demonstrere, at man som prisvindende og fuldt kanoniseret dansk kunstnergruppe har magt og midler til at hyre kinesiske malere til at udføre dårlige kopier af eksisterende værker?

Kapitalistisk logik

Hvis hensigten er at sætte spørgsmålstegn ved Carnegie Art Award-udstillingens underliggende ’normer’, sådan som formidlingsteksten på væggen ved udstillingens begyndelse påstår, så er jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt det lykkes. Er det en kritik af prisuddelingen og dens celebrering af det originale maleris fortræffeligheder at udstille en række dårlige kopier?

Er det en kritik af Carnegie Art Awards magt til at definere kvalitet at fremvise dette opbud af dårlig kvalitet? Og hvad betyder det i grunden at trække på smilebåndet over unavngivne kinesiske maleres misforståelser og misfortolkninger af de originale værker, som de kun har haft adgang til reproduktioner af? Udstiller det ikke mest af alt en fordom i skikkelse af en velbjærget og arrogant overbærenhed med Kina som en nation af dårlige kopister?

Jeg synes ikke, at A Kassen åbner nye rum. De sparker nærmere allerede åbne døre ind. Udstillingen aktiverer ganske vist diskussionen om kunstens grænser. Men den gør det på en trist og kedelig måde ved at fremstille en dårlig kopi af det allerede gjorte. Hvis der endelig skal diskuteres normer, så er det mest påfaldende ved udstillingen, at den baserer sig på en entydig vestlig norm om et udvidet værkbegreb.

Og at A Kassen i øvrigt udnytter billig arbejdskraft på fuldstændig samme måde som andre vestlige virksomheder, der udliciterer deres produktion til lande som Kina for at nedbringe omkostninger og maksimere indtjeningen. Snarere end kritik er der således tale om en gnidningsløs reproduktion af en velkendt kapitalistisk, markedsøkonomisk logik i globaliseringens tidsalder.

’A Kassen Carnegie Art Award 2014’. Den Frie Udstillingsbygning, København. Indtil den 23. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Det er da genialt og banalt på en gang og hatten af, måske ikke så meget for et kunstnerisk statement, men så for et politisk. Man behøver ikke engang se udstillingen. Fortællingen alene om den er nok til at udgøre en fed kommentar til alle de elendige efterlignings- og skodprodukter der komme ud af Kina og omegn, fordi vi selv har opgivet fordringen på at producere kvalitetvarer til fordel for profit basseret på stordriften og de indtil videre lave lønninger i Asiens arbejdslejre: elastikker der ikke er elastiske, printere og lyspærere med indbygget (kort) levetid eller bare kort levetid, tøj med elendig pasform, elektriske apparater med alt for mange og for små knapper, sko af plastic der ikke kan ånde, cykelringeklokker der går i stykker efter fjorten dage, hvis de overhovedet kan ringe osv. Udmærket at kunstnerene forsøger at hamre lidt på den tangent. Om det flytter noget er et andet spørgsmål, men det gør det helt sikkert ikke hvis man ikke prøver. Provokunst, når det er bedst og der er jo masser af rigtig kvalitets-kunst derude, for dem der har råd og tid. Det kunne fx. tidligere virksomhedsejere, som nu lever af formuen alene.