Det er jo ikke nogen lille ting, at Leif Ove Andsnes kommer og giver solokoncert i Mogens Dahls eksklusive koncertsal. Og heller ikke nogen lille ting, at Andsnes siden 2011 har kastet sig over Beethoven i noget, han kalder The Beethoven Journey, hvilket handler om, at Leif Ove Andsnes har taget opgaven på sig at indspille Beethovens fem klaverkoncerter over tre år.
Andsnes er kendt for sin tekniske kunnen og sin seriøsitet og oprigtighed som musiker, der gennem årene har taget de klassiske værker op og givet dem en anstændig og ambitiøs behandling, uden artistisk profileren, altid mere med fokus på bolden end på spilleren. En dedikeret kunstner, der giver sit publikum en gave, hvis ikke en åbenbaring ved enhver koncert.
Også som dirigent har han formået at overføre sit musikalske fokus til orkestre, ikke mindst i samarbejdet med Det Norske Kammerorkester og nu på sit Beethoven-togt med Mahler Chamber Orchestra, og draget dem ind i samme seriøsitet og kunstneriske ærlighed. En diplomat eller måske ligefrem ambassadør for den klassiske musik kan man kalde ham. At kalde hans Beethoven-fordybelse The Beethoven Journey taler om samme kunstneriske ånd: en rejse naturligvis for ham selv, men også som et kongeskib, der nu indtager disse egne og med forventelige rapporter til folket. Her er både pladeselskabet, medierne og publikum medpassagerer.
Virtuost velartikuleret
Koncerten i Mogens Dahls Koncertsal i fredags var en kammermusikalsk aften, ikke med klaverkoncerterne, men med solo-klaver-værker af komponisten.
Programmet var vel tilpasset, så vi først fik sonaterne nr. 11 og nr. 28 før pausen, så variationerne i F-dur og til sidst aftenens hovedværk, sonate nr. 23, Appasionata.
Andsnes spillede forbilledligt. Arkitekturen i Beethovens musik byggedes op med indsigt og håndværk, og det beethovenske univers blev til velartikulerede og klare udsagn, selv hvor man plejer at høre passioneret mumlen og galemandssnak, var der former og tegnsætning. Det er så Andsnes’ ene kvalitet og sjældne formåen. Den anden er den tekniske frihed og evne til at spille alle disse udsagn ud med fysisk kraft og velbevaret overblik. Publikum var bjergtaget og sprang op til stående ovation.
Andsnes er den stærke og sikre rejseleder på sin Beethoven Journey. Der er vel ikke noget mere turbulent end Beethoven og i hans musik ikke noget mere turbulent end Appasionata-sonaten, men selv turbulensen er under kontrol og landingen sikker, så man har lyst til at springe op og sige: igen! igen!
Lyre eller dionysisk vildskab
Jeg ved ikke, om man kan bede om mere. Men min Florestan, Schumanns mere vilde anmelderpersonlighed, ville dog alligevel have lyst til at bemærke, at det også kan blive for apollinsk alt sammen. Skal man have lyst til at høre Beethoven igen? Selv ville jeg gerne have fået nogle flere knubs og følt mig mere færdig med musikken. Have været træt og udmattet af synkoper, åndeløshed, afgrund, snublen og ukontrolleret vildskab for ikke at sige brølen eller helt almindelig skønhed. Beethoven siges at have fundet musikken til sin Appasionata på en vandring i skoven, hvor han først sang den og til sidst brølede den – helt uden forståelige toner. Det er denne dionysiske rasen, Andsnes lander så skønt, og hvilken bedrift, men en studie-bedrift, en tolk mere end en fortolker.
Jeg har tidligere oplevet at blive lykkelig af, hvorledes Andsnes har kunnet gøre Mozart levende på jord og ledet et orkester som en anden Orfeus, men når det gælder Beethovens soloklaver, er der en lidenskab, jeg savner. Andsnes siger selv, at teknik er nøglen, men spørgsmålet er: nøglen til hvad, og om den dur alle steder?
Mogens Dahl Koncertsal. Fredag den 14. februar kl. 20. Leif Ove Andsnes, piano
